tirsdag den 17. maj 2011

Workshop om Poserunning

Det var en velbesøgt (og vist noget overtegnet) workshop hos Løberen, Lyngby afd., i går aftes. 25-30 løbere hørte løbecoach og selv tidl. elite-triathlet Ole Stougaard fortælle om løbeteknikken Poserunning.

Først fik vi et oplæg omkring teorien med Pose - Fald - Løft
Fra http://www.posetech.com/
Efter ½ times teori blev vi sendt ud i småregnen. Heldigvis ventede himlen med at åbne sluserne for alvor, til vi var kommet indendørs igen.

Før vi gik i gang med de tekniske øvelser, blev vi sat til at løbe lidt let opvarmning, hvorefter vi blev filmet med vores nuværende løbestil. Derefter gennemgik Ole forskellige øvelser, der medvirker til, at man får den rette løbeteknik frem. Jeg er desværre ikke i stand til at forklare det efter en kort workshop, men der findes masser af materiale samt videoer på youtube, hvis man vil læse/se mere.

Gang på gang blev vi sat til at løbe på P-pladsen, som vi havde indtaget. Der var efterhånden mange ting at huske på: høj kadance, foden ind under ballen, hurtigt løft af standbenet osv. Som afslutning blev vi filmet igen, så vi kunne se, om der var sket fremskridt.

Det var morsomt og meget illustrativt at se videoerne bagefter. Hovedparten af os lavede de samme fejl: standbenet blev strakt ud og løftet for sent i forhold til det forreste ben. Lange skridt. Forkert faldvinkel. (Dette siger garanteret kun noget for de af jer, der kender til poserunning).

Det havde været optimalt at have set den første video før vejledningen, så hver enkelt vidste, hvad man have af arbejdspunkter, men det er jo desværre ikke muligt sådan en aften. Jeg løber helt sikkert anderledes, end jeg troede. Jeg var sikker på, at jeg løb længere inde under kroppen, end jeg gør, fordi jeg faktisk har en høj kadance.

Jeg kan godt være i tvivl, om jeg kan lære mig selv poserunning. Jeg tror, at det kræver en hjælper med et trænet øje for at komme ordentligt i gang. Men workshoppen har helt sikkert givet stof til eftertanke, og så har det jo været godt for noget.

Jeg mødte iøvrigt en god løbeven Tor Rønnow på workshoppen, og den slags er jo altid hyggeligt.

Efter workshoppen tog jeg direkte på arbejdet, hvor der ventede en mail fra Mille. Kan i huske Mille der løb sit 1. halvmarathon til 'Griseløbet'? På søndag, 3 halvmarathons klogere, venter 'Den store eksamen' - Copenhagen Marathon! At læse mails fra hende sætter mig 4½ år tilbage i tiden, til da jeg skulle løbe mit 1. marathon. Man har så mange spørgsmål, og man er så hamrende usikker på, hvordan det skal gå. Men jeg tror 100% på Mille, for spørgsmålenes karakter afspejler ofte tilgangen til langdistanceløb, og Mille er meget velovervejet og realistisk om egen formåen.

At få lov at hjælpe andre med at opfylde et mål er en gave. Hun har gjort alt det hårde arbejde, mens jeg har siddet på sidelinien og forsøgt at give gode råd. Den bedste 'tak for hjælpen', jeg kan få, er at se hende passere målstregen søndag omkring kl. 14.

Foto: Tor Rønnow


Ingen kommentarer:

Send en kommentar