onsdag den 25. maj 2011

'Op og dååå' som Dirch sagde

Man skal som bekendt rejse sig ved det træ, hvor man er faldet, så jeg er tilbage i løbeskoene. Det blev til 15 km løb tirsdag eftermiddag, og bortset fra lidt ømhed i højre baglår var der overraskende nok ikke noget at mærke i benene.

Det er straks værre med den mentale tilstand. Jeg kan fornemme, at det har ramt mig hårdere mentalt, end jeg havde forventet, at jeg tog mit. startnr. af. Det var selvfølgelig fint, stærkt og alle de pæne ord, at jeg tog det på igen, men dybest set gav jeg op efter sølle 21,2 km. Gad ikke tage kampen mod kvalmen og de negative tanker for at løbe den sidste halvdel. Som jeg sagde til manden i depotet, så har jeg løbet for mange marathons til at byde mig selv det her!

Nogle tror, at det bliver nemmere at løbe marathon, når man har løbet mange og har erfaring. Det gør det selvfølgelig også på sin vis, men derfor skal man alligevel altid bevare respekten for distancen, for den kan få selv de mest rutinerede løbere ned med nakken på en dårlig dag! Så føler man sig som en ludobrik, der er slået tilbage til start. Så der venter lidt mentalt arbejde forude.

I dag havde jeg stadig lidt svært ved at motivere mig til at tage skoene på. Jeg brugte den sædvanlige undskyldning med, at jeg cykler på arbejde, men det holder jo ikke! Så jeg aftalte med mig selv, at 5 km var bedre end 0 km. Det handler også om at komme ind i vanen med at træne 6 dage om ugen, som jeg gjorde før min diskusprolaps. Og 5 km blev såmænd til 10 km, da jeg først var kommet afsted. Intet at mærke i baglåret :-)

1 kommentar:

  1. Kære May-Britt,

    Du har ret - det bliver ikke nødvendigvis lettere at løbe langt selvom man har erfaringen. Erfaringen kan også nogle gange være modstanderen, da den hele tiden vil minde én om hvor ondt det vil gøre, hvor dårligt man vil have det i lang tid m.m.

    Du må endelig sige til, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe.

    Hav en god aften.

    p.s. rødvin kan være en god katalysator for at opbygge mental styrke;-)

    Vh

    Christian

    SvarSlet