lørdag den 30. april 2011

Englen og djævlen


Det er et billede af Bart Simpson, men det kunne lige så godt have været mig. Jeg har også en engel på den ene skulder og en djævel på den anden.

Englen siger: udskyd datoen for dit 24 timers løb i nogle måneder.
Djævlen siger: du vil jo gerne løbe DM med alle de andre. Stil op og se hvad der sker.

Coachen siger efteråret. Min fornuft siger efteråret. Hvorfor er det så svært at tage imod gode råd og lytte til fornuften? Nogle vil råde til det ene, nogle til det andet. De fleste vil fraråde DM, men der er kun én, der kan træffe beslutningen: mig

Men faktisk er fornuften ved at vinde kampen, for det er ikke titlen, der tæller, men målet.. +200 km

fredag den 29. april 2011

Endnu et marathon

Et lille uskyldigt spørgsmål har ført til, at jeg skal løbe marathon på søndag i Skodsborg . Jeg spurgte Søren Holte, om han snart var klar til marathon efter en længerevarende skade, og så viser det sig, at han gør han comeback på søndag. Det vil da være synd at lade ham løbe det uden selskab ;-)

Jeg har ikke mere at skrive om løbet i NY, men i skal da ikke snydes for en artikel med et foto af Lars

Jeg har været til den første behandling hos fyssen. Vibeke har lagt ud med ultralyd og laser, og på mandag tager vi stilling til, om jeg også skal have akupunktur. Jeg har udviklet en mindre nåleskræk efter de mange behandlinger i lænden, så vi vil se, om det kan undværes denne gang. Desuden har jeg fået 3 øvelser, jeg skal lave 2 gange om dagen, for at dræne væskeophobningen omkring senen.

Sammen med 4 løbere fra SNIK har jeg dannet et mixhold til 6 timers stafetten ved 24RUN i juni. Vi håber at få en 6. løber med, men ellers klarer vi os med 5 løbere. Man kan stille med 2-6 personer på holdet.

Resultater fra New York

Ved en stærk slutspurt fik Lars løbet sig op på en 3. plads. Da der manglede 5 timer af løbet, lå han stadig på 4. pladsen. Australske Martin Fryer vandt med 784 km, mens bedste kvinde løb 750 km og dermed tog 3. pladsen i den samlede konk., bare 1,61 km efter Aalto på 2. pladsen.

10 dages løbet blev vundet af en kvinde, men det er ikke så usædvanligt på multidays.

Samtlige resultater kan ses her

torsdag den 28. april 2011

En invitation

Jeg er blevet inviteret til 40 års fødselsdag. Ved Titicaca-søen i Peru...
Coachen runder det skarpe hjørne om et par måneder, og selv om det lyder meget tillokkende, så er det vist mere realistisk, at vi fejrer hans 41 års dag med en tur rundt om Furesøen i 2012.

Jesper er blevet informeret om skulderen og behandlingen, og vi har da også snakket om planer for resten af året. Ultraløb er stadig på standby, men jeg skal jo helst have en landsholdskvalifikation i hus i år, så på et eller andet tidspunkt skal jeg løbe et 24 timers løb. Der er masser af muligheder i løbet af sommeren/efteråret, og hvis det går helt galt, kan jeg evt. løbe indendørs på Bislett i november eller Espoo i januar. Men jeg vil helst undgå indendørs løb, for det siger mig ikke noget.

Coachen har også forhørt sig om mine planer for 2012, og der er kun én, der tæller. At løbe et VM som jeg er tilfreds med!! 2 gange har jeg deltaget, og 2 gange er jeg blevet skudt ned af en skade. Men nu skal jeg altså først kvalificere mig!

Ellers vil jeg gerne løbe nogle storbymarathons. Jeg løber i Barcelona, hvis jeg får tildelt en ferielejlighed gennem Novo. Jeg håber at få startnr. til London (tilmeldingen lukkede i går efter at være åbent i 1 døgn), og så vil jeg også gerne løbe Stockholm Marathon, hvor der er 100 års jubilæum. Hvilken optakt det kan blive til VM...

Og nu, hvor vi er ved drømmene, så lyder Titicaca-søen ikke så ringe ;-)

Panorama over Titicaca-søen

onsdag den 27. april 2011

Foredrag med Sindballe

Torbjørn Sindballe

Det var et glimrende foredrag, Politikens Hus var vært for. Det var første gang, jeg hørte foredrag med den tidl. elite-triathlet Torbjørn Sindballe , og det var en mand med noget på hjertet. Han lyste af engagement og glæde over tri-sporten, og den delte han med en masse sportsglade mennesker i går aftes. Han fortalte om triathlons opståen, mennesker indenfor sporten, opbygning af træning, ernæring samt mentale værktøjer. Her tog han udgangspunkt i sine egne erfaringer, og det er altid spændende at høre en sportsstjerne fortælle om sine gode og dårlige oplevelser.

Det er også populært at fortælle om de andre stjerner, og mon ikke de fleste sank en ekstra gang, da Torbjørn fortalte, at Chris McCormack laver den core-stabiliserende øvelse 'Planken' 3 x 5 min. hver aften!

Signering af bogen 'Den perfekte præstation'

Og så har jeg jo været en tur hos lægen..
Det tog ikke længe at stille diagnosen: irritation / inflammation i skulderens knoglefremspring Proc. coracoideus / senetilhæftningen. Kur: 600 mg Brufen 1 x 3 tbl. i 10 dage samt fys.behandling. Han foreslog også en blokade, men jeg vil helst forsøge med tbl.beh. og fys. først. Min faste fysioterapeut Vibeke har fundet tid til mig fredag morgen, og der er foreløbig aftalt 3 behandlinger med 1 x uglt.

tirsdag den 26. april 2011

Videohilsen fra Lars

Lars har indtalt en kort hilsen på dansk på løbets hjemmeside. Det går ikke så godt, siger han - smilende som altid.

Lidt af hvert..

Nå, helt uden smerter slap jeg ikke fra Helvede i Nord, men det er de 'gode' smerter. Ømhed i lårene pga. uvant terræn, effektivt hjulpet på vej ved at jeg undtagelsesvis ikke løb i kompressionstights- og strømper.
Men jeg siger som Chris M: 'Pyt', for han har jo ret i, at det er et herligt ord, når man tænker over det. Det lille ord, der betyder, at det var måske ikke helt godt, men det positive opvejer det negative, og så er alt godt.

Og i dette tilfælde skete der noget mentalt. Det er ikke ret ofte, jeg står efter et halvmarathon på knap 2 timer og siger, at det var et godt løb. Men det var det, fordi jeg havde været nervøs for, hvordan det ville gå med ryg og skulder. Om jeg kunne klare bakkerne uden at gå, for så ville jeg virkelig føle mig i dårlig form.
Men løbet blev rytmisk og flydende, så flydende som det kan blive, når det går op og ned, og underlaget svinger med rod-fyldt skovbund og sand. Og mentalt var jeg ovenpå hele vejen, hvilket var den største gevinst ved løbet. Nogle gange er det ikke de hurtigste løb, der giver det største boost. Det er de løb, der giver et kick fremad mentalt.

Det ser ikke helt godt ud for Lars i New York, og jeg har en mistanke om, at han kan være skadet. 52 miles (83,7 km) på 3. døgn er ikke vanlig standard for Lars, heller ikke på et 6 dages løb. Når I læser resultatlisten, så husk at løbet opgøres i miles, så der skal ganges med 1,61 km for at få et 'dansk' resultat. Desværre bringer den australske hjemmeside kun updates på de 3 førende løbere, så hvordan det er gået Lars på løbets 4. døgn, må vi tænke os til, men lad os håbe, at han bider 3. manden i haserne.

Det eneste, vi har, er dette billede, der viser, at Lars på dag 4 (tidspunkt ukendt) har løbet 234 miles (376 km), men den australske hjemmeside viser et andet resultat for de øveste løbere, så selv om der står 7d12h, er meningen nok 3d12h.



Jeg delte telt med Lars, da han løb sit første 6D løb i Göteborg, og naturligvis ved jeg ikke, om taktikken er den samme i dag, men jeg kan fortælle, hvordan den var for 1½ år siden. Dengang sov han sammenhængende mellem kl. 04-06 og derefter kun nogle powernaps på 15-20 min. fordelt over døgnet. Så vidt jeg husker, taler vi om 3-4 gange pr. døgn. Så Lars sover ikke tiden væk! Han var ikke meget værd, når han stod op kl. 06, men han havde en stædighed til at ryste trætheden af sig, tage løbeskoene på og så komme derudaf igen. Lars går meget lidt på 6D. Han småløber det meste af tiden. Det er ikke hurtigt, men det er effektivt!

Det hvide telt i baggrunden var Lars´s
og mit hjem i 6 dage i Göteborg.
Der var kæmpe plastikvinduer på 3 af siderne,
så alle kunne se ind, når de løb forbi.


Tilmeldingen til London Marathon 2012 er gået i gang i dag. Englændere har mulighed for at få sikkert startnr. på en kvalifikationstid, men den regel gælder desværre ikke udlændinge, så jeg har kastet et lod i puljen til lodtrækningen, der finder sted i oktober. Der er kun plads til 125.000 lod i puljen, så hvis man overvejer at tage afsted, skal man tilmelde sig med det samme. Betalingen på 65 pund finder kun sted, hvis man bliver udtrukket.

I aften skal jeg til foredraget med Torbjørn Sindballe . Selv om jeg har droppet tanken om triathlon pga. min ryg, der ikke vil kunne klare 180 km i foroverbøjet stilling på en racer, så tror jeg helt sikkert, at jeg kan få noget ud af foredraget. Ironman og ultraløb er udholdenhedssport, og derfor må der være fællestræk vedr. forberedelse ang. ernæring og mentale værktøjer. Mere om det i morgen..

I morgen skal jeg til lægen med min skulder. Jeg orker ikke flere undersøgelser! Januar og februar var præget af undersøgelser og behandling for min diskusprolaps samt deltagelse i projektet 'Løb og muskler', så jeg håber, lægen kan stille en diagnose på baggrund af mine symptomer. Jeg kan da altid håbe :-)

mandag den 25. april 2011

'Helvede i Nord' Halvmarathon




Klippet fra løbets hjemmeside:
RUTEN: Et crosslignende EXTREM / ULTRA løb gennem sandbakker, skovhøje, slugter, brand-bælter, klitter og strand. En rute så hård og krævende, at selv mountain bikers må give op. Det kuperede terræn og det til tider løse underlag gør løbet til en virkelig fysisk udfordring, men samtidig til en æstetisk nydelse for øjet. Løbet går gennem Tisvilde Hegns smukkeste og mest seværdige områder, bl.a. Frederikshøj, Harehøj, Bangshøj, Troldeskoven, Råbjerg, Frøbakke m.m.


Næste gang, jeg skal deltage i et berygtet løb, vil jeg tjekke højdeprofilen lidt tidl. end ½ time, før jeg bliver afhentet. Jeg skulle bare tjekke mit startnr. for at lette nr.udleveringen, men jeg kunne jo lige så godt tjekke resten af siden, fordi jeg havde hørt rygter om den hårde halvmarathon i Tisvilde Hegn. Jeg sank kaffen en ekstra gang, da jeg så højdeprofilen. Pokkers! Jeg, som ikke er så vild med bakker og langt fra er i form til dem :-/

Men jeg havde en rigtig god dag på bakkerne. Ikke hurtigt, men stabilt og uden særlige gener. Inden løbet var jeg blevet advaret om trærødder, meget smalle stier og grumme bakker. At jeg skulle regne med at lægge 12-15 min. til min normale tid på halvmarathon, og det kom til at passe, for jeg kom i mål på 1:57:07.

Det var VARMT! Heldigvis blev det meste af turen løbet i skygge, for ellers kunne jeg godt have frygtet, at der ville blive ofre for hedeslag. Nogle løb i lange tights eller flere lag. Starten gik kl. 11, så vi løb i de varmeste timer på dagen, og selv om jeg normalt ikke indtager væske på halvmarathon, valgte jeg denne gang at få vand i alle 3 depoter.

Det var hyggeligt at mødes med flere medlemmer fra SNIK. Jeg deltager jo ikke i den daglige træning, så disse løb er min mulighed for at møde mine klubkammerater. Jeg overvejer dog at slutte mig til den ugentlige intervaltræning, men I ved jo, at der kan være langt fra tanke til handling i den retning, når det gælder mig ;-)

Jeg mødte også flere løbere fra min tidl. klub, andre løbevenner (også et par hardcore ultraløbere) og bloglæsere. Det kommer altid lidt bag på mig, når jeg bliver genkendt, men jeg bliver meget glad for de positive ord og siger tak, fordi I tager jer tid til at stoppe mig og hilse på.

Løbet havde 10 års jubilæum, og derfor fik vi udleveret en hvid T-shirt fra Newline med flg motiv på ryggen

søndag den 24. april 2011

Men håbet er lysegrønt


Foråret i Birkerød

6 dage uden træning!

Den pæne udgave er, at jeg har holdt påskeferie med mine børn. Michael havde forladt sine elskede køer i Jylland og var hjemme fra onsdag formiddag til lørdag aften. Annette bosatte sig i samme periode, bortset fra at hun tog hjem for at sove. Hun bor 2 km fra mig.
Dage med ingen træning og den omvendte kostpyramide. Jeg vil undlade at bringe et foto af min 'fine' nye topmave. Jeg tager på hurtigere end Usain Bolt løber 100 meter :-(

Men håbet er lysegrønt, og skoene er fundet frem igen. Eftersom jeg skal løbe 'Helvede i Nord Halvmarathon' i morgen (og tro mig, det bliver et helvede med min form!) blev det til en rolig tur på 7,5 km, hvor jeg nød solen og naturen.

Lige nu er alle ultraplaner på standby, til jeg har været hos lægen på onsdag. Heldigvis var der ingen smerter i skulderen på dagens tur, men den føles ikke 'rigtig'. Men det vil jeg se stort på resten af dagen, for jeg har været ude at løbe igen :-)

Jeg elsker synet af de sarte, seje anemoner

lørdag den 23. april 2011

Lars løber 6D i New York

Den bedste danske løber på timeløbene er (og har været gennem de seneste år) Lars Skytte Christoffersen. Lars løb sit første 6 dages løb i Göteborg 2009, hvor han løb 853,370 km. Det næste var på Bornholm 2010, hvor han løb 791,520 km efter et spændende udlæg, hvor han lå i kamp med australske Martin Fryer. Fryer måtte udgå med en skade midt i løbet, og derefter gik kampgejsten lidt af Lars. 791 km er et fremragende resultat, men det lugtede altså af en ny nordisk rekord, da Fryer måtte trække sig.

Nu løber Lars 6D for 3. gang, og denne gang er det i New York, hvor der afholdes 6 og 10 dages løb. Der kommer desværre kun opdateringer 1 gang i døgnet, men lidt har også ret. Her er løbets hjemmeside

Vores helt har allerede været i fokus. Her er et interview med Lars under løbet. (Tak til Brian Larsen for at gøre opmærksom på interviewet).

Og hvem kæmper han med om 1. pladsen ? Martin Fryer :-)

Lars i forgrunden, mens Jesper og jeg kan ses i baggrunden.
Göteborg 6D 2009.

Og nu vi er ved Jesper Olsen, så skal han meget gerne genoptage World Run i morgen. Det har taget lidt tid at få det formelle i orden omkring bilkøbet. Desuden har han måtte slås med en maveinfektion og betændelse i en tand. Løbet har været ramt af mange uheld, og der er lang vej endnu. Jeg krydser fingre for, at tingene snart går Jespers vej. Forhindringerne har betydet, at han er et par uger bag tidsplanen.

fredag den 22. april 2011

JA JA JA -GULD

Det bliver til endnu et indlæg, for det glimter af guld i familien:

SOPAC med min nevø Joachim på holdet vinder guld i
4 x 50 meter fri for 'boys 14 & under' ved De australske ungdomsmesterskaber
Man er vel cool, selv om man står med guldet om halsen.
Tidl. på dagen blev Joachim udtaget til det australske talenthold i
400 meter medley ved at svømme under 4.48 (4.46.41)
Pas på Ian Thorpe - den næste generation venter i kulissen ;-D

Mit næste løbeur?



Nu melder Nike sig på banen med et GPS løbeur. Pænere, lettere og bedre batterilevetid end Garmin (nok bortset fra 310xt). GPS er lavet i samarbejde med Tom-Tom.

Nike+ Sport Watch GPS bliver ikke tilgængeligt i Danmark før til august, men det kan købes via Prodirectrunning . Her er en norsk anmeldelse af uret.

torsdag den 21. april 2011

Løbekrise

Jeg ved, det lyder mærkeligt, at jeg har fået løbekrise. Endelig er det blevet lækkert løbevejr, korte tights and all, og så løber jeg ikke en meter!

Smerterne fra ryggen er min tro følgesvend, og dem har jeg nærmest vænnet mig til. De er klart aftagende, men helt godt bliver det aldrig, og lænden har været øm efter søndagens 50 km. Men det er ikke derfor, jeg ikke har løbet. Krisen er opstået, fordi jeg blokerer mentalt efter at have brudt et ultraløb for 2. gang.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at det er ok, og at det var den rigtige beslutning. Det har altid været min holdning, at hvis det 'kun' drejer sig om træthed eller mental krise, så kæmper man videre i et ultraløb, for det er en del af legen, men tegn på skader skal altid respekteres, og de er til alle tider en gyldig grund til at udgå. Og da jeg efter 4 dages hvile stadig har uro/murren i skulderen, var det den rigtige beslutning - bare ikke mentalt! Jeg har bandet, skældt ud og været trist. Alt i en sammenblanding.

Coachen har en ufrivillig pause i Santiago pga. en sammenbrudt bil, så der skulle købes en ny (er købt i dag), og han har, trods masser af egne problemer, stadig overskud til at bekymre sig om løberen fra Bistrup. Han er klar til at hjælpe med træningen, når jeg er klar igen, også selv om jeg skulle tage en længere pause. Det tror jeg nu ikke, det bliver til, bl.a. fordi jeg skal løbe 'Helvede i Nord' ½-marathon på mandag, men også fordi løb er min medicin mod mange ting.

Måske i morgen..

onsdag den 20. april 2011

Familiens svømmestjerne (Dagens 2. indlæg)

Jeg har tidl omtalt  min lillebrors søn Joachim, der er født og opvokset i Australien. I denne uge deltager han i De australske Ungdomsmesterskaber i svømning. De er opdelt i aldersklasser (det er de vel også i DK?), og han deltager i Age 14. Det er foreløbig blevet til 3 personlige rekorder og 3 finaler individuelt.

I dag kom det foreløbige højdepunkt, da han vandt bronze i 4 x 50 meter medley for hold. Hans første nationale medalje! Fasteren er ved at revne af stolthed :-)

Præmieoverrækkelse.
Joachim står yderst til højre.

Og et nærbillede

'Du er ikke alene' - et foredrag med Chris MacDonald

Det må kunne tælles på én hånd, hvem der ikke kender Chris MacDonald. Ind imellem bliver jeg lidt træt af hans ansigt, når han dukker op i tide og utide på TV, men dybest set - så er jeg vild med manden!

Jeg har været til flere foredrag med ham, og han er inspirerende, morsom og så ved han, hvad han taler om. Han har ikke kun læst sig til sin viden. Han har udført den i praksis, både alene (Race across America) og med andre (diverse TV-udsendelser om vægttab).

Hvis du ikke har oplevet Chris til et foredrag, er her en lille smagsprøve



Men det var et helt andet foredrag, jeg var til i går aftes. Et foredrag baseret på hans bog Du er ikke alene . Det var en anden Chris MacDonald, end jeg tidl. har set. En mere følelsesladet og usikker C.M., altså på den gode måde. En ærlig fortælling om en vild ungdom og et problematisk forhold til alkohol, som han er afklaret omkring. Om forholdet til den far, som han stod nær.

Cal MacDonald
Foto fra foredraget

Foredraget var et blanding af Chris´s fortælling, Tim Christensens oplæsning af passager fra bogen, klip fra TV-udsendelsen Fuck cancer  (filmen begynder 1 min. inde) samt klip fra filmen 'Race across America'.


Medforfatter Tim Christensen læser passager fra bogen



Fordi jeg har set Chris ved tidl. foredrag, lagde jeg mærke til en stor forskel: han hev usædvanligt meget i sin bukselinning, og hvis jeg var adfærdspsykolog, ville jeg nok sige, at han gjorde det for at holde fast i sig selv under et følelsesmæssigt svært foredrag, men den slags analyser vil jeg overlade til mere kompetente mennesker ;-)

Men netop fordi man kunne mærke, at det betød meget for Chris, kom foredraget ind under huden. Jeg kunne mærke sorgen over tabet og glæden over det, hans far har betydet. Et dybt personligt foredrag afholdt af et velformuleret menneske. Denne aften var han ikke sundhedsguruen og motivationsfaktoren MacDonald. Denne aften var han sønnen Chris, der hyldede sin far.

Der var naturligvis også mulighed for autografskrivning i bogen, og det blev gjort med et løftet blik, så han så hver enkelt person i øjnene


Chris sikrer sig, at han får stavet folks navn korrekt i bogen,
og derfor skriver han det først på et stykke papir

Nej, jeg holdt mig ikke tilbage...

tirsdag den 19. april 2011

En legende er død

Grete Waitz
Et navn, der klinger af storhed i en løbers ører. En kvinde med en fantastisk karriere bag sig. Kvinden, der stillede op i sit livs første marathonløb i NYC Marathon 1978, vandt i tiden 2.32.30 og forbedrede samtidigt verdensrekorden med over 2 min. Året efter gentog hun bedriften og blev samtidigt den først kvinde under 2 timer 30 min, da hun vandt i 2.27.33. Hun vandt løbet 9 gange på 11 år, har været verdensmester i 1983 og vandt sølv ved OL 1984. VG bringer en artikel om Grete Waitz

I 2005 fik Grete Waitz konstateret kræft, og hun blev senere medstifter af den norske organisation 'Aktiv Mot Kreft'.

I dag tabte Grete Waitz kampen mod sygdommen...
RIP

mandag den 18. april 2011

Den lange beretning

Det er altid sjovere at skrive om løb, der gik godt, men løb, der går dårligt, er jo også en del af historien.

Men lad mig begynde lørdag aften: jeg havde en meget hyggelig aften hos Lars Mose og hans familie. God mad, lidt rødvin og masser af snak, mest om løb naturligvis ;-)

Søndag morgen var Lars taget tidligt ud på slagteriet, hvor løbet foregik. Jeg blev hentet af hans 3 døtre kl. 08.30, så jeg kunne sove lidt længere. Før starten mødte jeg som ventet mange løbevenner, nogle kender jeg bedre end andre, men glæden er lige stor over at se dem alle. 2 af dem var fra ultralandsholdet: Kitt Andersen og Anne-Marie Rossen. Begge skulle løbe 6H, men jeg vidste, at den største favorit var Helga Bang, der tidl. har løbet over 70 km på 6 timer, og det er der ingen af os andre, der har været i nærheden af.

Ruten er kedelig, men man kan jo ikke forvente andet, når den går rundt om Danish Crown. Stemningen var imidlertid alt andet en kedelig, og det er jo det vigtigste! Et meget fint bord med tydelig opmærkning af glassenes indhold: vand, energidrik, cola og Faxe kondi. Faktisk var glassene i forskellige farver, så det var nemt at vælge det rigtige i farten uden at skulle stoppe op. En genial detalje for de hurtigste løbere.

Kl. 10 gik starten, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg havde gode ben, og det gik rigtig godt de første par timer. 25 km i omkring 5:05/km - og så begyndte det at gøre ondt i venstre skulder. Først bare lidt murren, som jeg håbede ville forsvinde igen (idiot!), men inderst inde vidste jeg, at det var historien fra Vodskov i august, der gentog sig. Bedre blev det ikke af de vejrmæssige forhold: forsiden af bygningen bød på sol og varme, mens der på bagsiden var blæsende og kølig modvind. Det gjorde det lidt vanskeligt at vælge tøj, så den første times tid havde jeg en langærmet trøje yderst, men den smed jeg, da luften blev lidt varmere. Om det er årsagen til, at skaden vendte tilbage, aner jeg ikke, men det er påfaldende, at forholdene var præcis de samme, som da den brød ud i Vodskov.

Millioner af tanker farer gennem hovedet i sådan en situation: skal jeg stoppe allerede nu? Skal jeg se om det bliver bedre? Ryger DM nu for alvor?

Jeg løb videre, og nej - det blev ikke bedre. Jeg blev mere og mere indadvendt, så det blev ikke til mange samtaler undervejs med andre løbere. Jeg tænkte på at stoppe efter marathon, som blev passeret på 3.42 og dermed årets bedste tid (ud af 3 løb), men km-tiden var gået voldsomt ned, fordi det gjorde mere og mere ondt. Jeg overvejde meget kraftigt at stoppe her, men så tog Fanden ved mig: 'nu løber du saftsusme 50 km, så det i det mindste kan blive registreret som et ultraløb!'

Skulderen duede ikke til noget længere, så den holdt jeg bare ind til kroppen. Efter 45 km så jeg pludselig, at Kitt sad i en lænestol. What?? Jeg stoppede op for at høre, hvad der var sket. Smerter i acchillessenen, så hun valgte at stoppe efter 26 km. Det var et meget mere fornuftigt valg end mit, for hun skal også løbe DM i juni. Efter 2-3 min. luntede jeg videre, mens jeg regnede på, hvor mange omgange jeg manglede i 50K-grænsen.

Da jeg i følge mit GPS-ur manglede 1 omgang (uret stod på 49,06 km), stoppede jeg i målområdet og fik Lars til at regne ud, om det var rigtigt, at jeg kun manglede 1 omgang. Frem med lommeregneren (man ganger ikke med 1,363 km i hovedet) og 36 omg. gav 49,068 km, så jeg fik løbet den sidste omgang og smed så chippen.

Det blev Niels, der netop havde rejst sig fra sygesengen, der måtte høre på min jammer. Han var med i Schweiz, da jeg måtte bryde 24 timers løbet af samme årsag, så han vidste, hvad det handlede om. Så gik jeg i bad, fik nogle dejlige grillpølser og så afslutningen på løbet. Helga Bang vandt som forventet med ca. 70 km, og Anne-Marie havde et godt løb med ca. 65 km på 2. pladsen.

Præmieoverrækkelse, afsked og så blev jeg kørt til stationen af Lars´s hustru Tina og deres dejlige dreng Oskar. Hjemme i Birkerød kl. 21.30 - trist, træt og opgivende.

Jeg kan først få en tid hos min læge om 10 dage pga. påsken. Nu må jeg have opklaret, hvad der er galt med den skulder! Den har aldrig været 100% i orden siden august, men diskusprolapsen satte ind og fik dermed al fokus. Nu er ryggen i god bedring (og klarede løbet uden de store problemer), så der er igen 'plads' til skulderen. I august fik jeg med det samme en henvisning til fys, da vi gik ud fra, at der var tale om en overbelastningsskade. Nu håber jeg på en scanning, så vi kan finde den egentlige årsag. Indtil videre er DM sat på stand by...

søndag den 17. april 2011

Horsensrun

Jeg havde overvejet at bruge overskriften 'Et skridt fra invalidepensionen' , men det fortjener turen og løbet ikke. Der skal nok komme en længere beretning i morgen, men lige nu er jeg for irriteret, vred, sur og ked af at min skade i venstre skulder vendte tilbage efter et par timers løb.

Den korte udgave er, at jeg løb marathon i årets hurtigste tid 3.42, hvorefter det for alvor begyndte at gøre ondt - faktisk kunne jeg ikke bruge skulderen - men ultrastædigheden fik mig gennem de sidste 8 km, så jeg trods alt kan sætte et ultraløb på mit CV. 50 km er den korteste distance, der konkurreres på indenfor ultraløb, så selv om definitionen er 'alle distancer over marathon', så skal regnes det alm.vis først for ultraløb efter 50 km. Tiden for de 50,4 km blev 4.35, som godt nok indeholdt et par korte samtaler på sammenlagt 5 min (mere om det i morgen), og det siger vist alt...

lørdag den 16. april 2011

Jylland - here I come

Jeg har ikke løbet i Jylland siden... ja, siden hvornår??? Nå ja, siden 6H løbet i Vodskov, hvor jeg fik min skulderskade :-(

But Jylland - now I´m back! Ikke i lige så god løbeform (nærmest mest i kageform), men det gør ikke så meget, for mest af alt glæder jeg mig til gensynet med nogle løbere, jeg ikke har set i laaang tid.

På baggrund af Helles kommentar vedr. mit ur, har jeg været forbi min urmager i formiddags for at få sat et velcroarmbånd på. De havde desværre ikke den rigtige bredde hjemme (2 cm), men det er bestilt, og måske kan det nåes inden påske. Det er en god og billig løsning, hvis det kan klare problemet. Jeg er nemlig meget begejstret for GF 205, som kan klare de 4 informationer, jeg ønsker på samme display: distance, gennemsnitstempo, træningstid samt klokken.

DM 100K
Jeg stod op til dagens værste besked: Niels var blevet syg og måtte opgive at stille til start. Sygdom er hver mands herre, men hvor er det bare ærgerligt!!

Et nærmere studie af startlisten på 100K, også ikke DM-deltagere, viser, at Ole Stougaard stiller op. YES! Ole vandt Cph 6H i oktober, som jeg har omtalt i et tidl. indlæg
Dengang skrev jeg en lykønskning til Ole, samt at jeg håbede, han ville stille op på 100K, for jeg tror, han klarer landsholdskravet. Ole har firma og familie at tage hensyn til, så han skrev, at det afhang af muligheden for at få tid til at træne målrettet nok. Så jeg var skuffet, men ikke overrasket, da hans navn ikke stod på DM-deltagerlisten. Men han løber i dag, og det kan meget vel vise sig, at vi også på 100K får en dansk vinder, der ikke bliver dansk mester, som det skete på kvindernes 24H i juni 2010. Man skal nemlig stille op for en klub under DAF for at løbe DM.

Det ærgrer mig vanvittigt, at man ikke kan følge løbet online! Jeg kan følge de svenske mesterskaber på 100K med opdateringer hvert 3. minut, men ikke de danske mesterskaber...

Nu ikke mere snak, for der skal pakkes løbesko

fredag den 15. april 2011

DM 100 km

Ups! Jeg har opdaget en af grundene til, at jeg skiftede fra Garmin Forerunner 305 til Polar. Først og fremmest var det batteritiden, men der var en vigtig grund mere: jeg får tryk på knysten ved mit håndled af uret. Damn it!!! Det betyder, at jeg må løbe med plaster over knysten, men det er jo ikke holdbart i længden.

Garmin 310XT har lang batterilevetid, men det er lige så stort som 305. Forerunner 610 er på vej, men der er batteritiden kun 8 timer. What´s a girl to do?? Der må være andre end mig, der får tryk af uret. Hvad gør i?

Endnu et ups! Jeg havde helt glemt mine nye sko. Dem, jeg vandt. De har stået og samlet støv på reolen, siden jeg hentede dem. Det er aldrig sket før! Mon jeg er ved at blive gammel? :-/

I morgen løbes DM i 100 km løb i Albertslund. Der er mange deltagere på herresiden, og ikke så mange på damesiden. Jeg har kun øje for en løbers resultat: min gode ven Niels Høg Henriksen. Han er i kanonform, og for et par uger siden satte han PR til Sydkystmaraton ved at løbe 3.12 uden at løbe sig ud. 100 km er langt, og alt kan ske under et ultraløb, men rammer han dagen... Oh boy...

Når løbet slutter, sidder jeg i toget mod Horsens. Jeg har fået tilbudt overnatning hos Lars Mose og hans familie. Her ligger en af grundene til, at jeg elsker marathonmiljøet: jeg kender ikke Lars, kun af navn, men uden tøven åbner han sit hjem for en løber, der kommer langvejs fra, for at deltage i søndagens løb omkring Horsens slagteri. I toget vil jeg afvente dagens vigtigste sms: hvordan gik det for Niels???

Jeg vil ønske alle deltagerne i Albertslund, både på de kortere distancer og til DM, et godt løb

torsdag den 14. april 2011

'Smerte er en nydelse'

Den norske avis Dagens Næringsliv bringer i dag et interview med Erik Nossum Det er en fin artikel om at være ultraløber, den fysiske smerte og den mentale indstilling.

Jeg har været løbe-indisponible de sidste par dage. Det viser sig, at tirsdagens korte løbetur nok ikke skyldtes træthed, men en snigende let sygdom. I hvert fald var jeg i går utilpas med kvalme. Passede mit arbejde og min seng. That´s it! Ikke den bedste indgangsvinkel til søndagens 6 timers løb, som kræver, at man kan spise og drikke fornuftigt i dagene op til.

Målet for løbet er at komme over 60 km. Min træning har været for kortvarig og med for få lange ture til et bedre resultat, men det er ok, for jeg satser jo først på en PR i efteråret. Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal finde et 6 timers løb i august i stedet for at vente til oktober eller november. Det vil passe fint i forhold til Berlin Marathon, som jo løbes i slutningen af september.

Og til sidst skal i have et billede, som jeg grinede meget af, da jeg så det. Min manglende stedsans er jo nærmest legendarisk, og jeg er havnet i den pågældende by mange gange..

tirsdag den 12. april 2011

Uden søvn du´r heltinden ikke

Ok, heltinde er måske i overkanten, men så løberen..

Der har været meget fokus på ordentlig søvn i medierne i den sidste tid, men jeg faldt lige i fælden. Jeg stod op mandag kl. 08, fik ikke hvilet før nattevagten, en powernap i vagten (sygdomsforebyggende) og kun 3 timers søvn i formiddag, fordi køberen af mit pulsur kom forbi ved middagstid. Det er altså langt fra søvn nok!

Så jeg vidste godt, at kvalitetstræning i form af intervaller var udelukket. Det kræver en udhvilet krop og et friskt hoved, når man hedder May-Britt. Men at kroppen ville gå fuldstændig i baglås, og hovedet stod af, kom lidt bag på mig. Min løberegel nr. 1 har I hørt mange gange: Lyt til kroppen! Så jeg lyttede og løb hjem med bare 5 km på kontoen.

Den kvikke læser har allerede opdaget, at der er kommet en ny liste i højre side: Planer for 2012. Temmeligt tidligt, det ved jeg godt, men der er bare nogle løb, som jeg allerede nu ved, at jeg gerne vil deltage i. Så må jeg se om viljen og kroppen også vil til den tid.

TEC 100 miles er kommet på, fordi jeg måtte melde fra i år. Oprindeligt pga. mine problemer med skulderen, og senere kom rygproblemerne til. Så der var ingen vej udenom at melde fra, men i 2012 håber jeg at komme med. Det blev i øvrigt til et flot dansk resultat i år: Mikkel Gormsen kom ind på 3. pladsen i tiden 16:57:52.

Barcelona Marathon har været en drøm længe, så nu skal det være. Stockholm Marathon har 100 års jubilæum i 2012. VM er naturligvis kun, hvis jeg bliver udtaget til landsholdet, så der dukker nok en Plan B op på et tidspunkt.

Og til sidst en lille info: jeg har valgt at stoppe samarbejdet med min hidtidige tøjsponsor. Det har jeg selvfølgelig mine grunde til, men dem holder jeg for mig selv. Det har intet med tøjet at gøre, og det er sket i gensidig forståelse.

mandag den 11. april 2011

Endnu et startnr.

Jeg har været heldig og fået fat i et startnr. til det udsolgte løb BT Halvmarathon d. 8. maj. Egentligt burde jeg være hjælper, da det er SNIK, der arr. løbet, men min mor har fødselsdag, så jeg kan ikke afsætte ½ dag i et væskedepot. Men jeg burde kunne nå at løbe årets 2. halvmarathon og stadig spise fødselsdagskage. Jeg har købt et nr. i Den Blå Avis for 200 kr., og alle data er ændret uden problemer. Det er smart, at man selv kan ændre data hos Ultimate.dk.

Det er straks værre med Sparta! 2 mails og 1 tlf.opringning senere håber jeg, at mit ene nr. til Cph. Marathon er overdraget køberen. Men man ved jo ingenting med sikkerhed, før de får deltagerlisten op at køre igen. Den har været gået i stå siden 1. april!

Jeg har også fundet en køber til mit pulsur. Han kommer forbi i morgen for at handle. Herligt at det også er faldet på plads.

Som jeg omtalte i går, har Chris MacDonald skrevet en bog, der udkommer i dag. Hos boghandleren koster den 349 kr., men den kan købes for 195 kr. i Netto i denne uge. Jeg ville føle mig snydt, hvis jeg havde forudbestilt bogen via Chris M´s hjemmeside! Nu føler jeg mig langt fra snydt, for da jeg kom hjem, opdagede jeg, at min Netto havde indkodet prisen forkert, så jeg har kun betalt 175 kr. :-D
Så er påskeferiens lekture reddet, for jeg går ikke i gang med bogen, før jeg har været til foredrag i næste uge.

søndag den 10. april 2011

3 x F

Foredrag, Flyer og Furesøen

Jeg har bestilt billet til et foredrag med Chris MacDonald. Der er ikke tale om et af hans motivationsforedrag, men et foredrag baseret på hans bog Du er ikke alene
Jeg har været til 2 foredrag med Chris M. Han er en humoristisk og fængslende foredragsholder, så jeg glæder mig meget til at høre om den anden side af DK´s sundhedsguru nr. 1. Den menneskelige side, som jo så absolut er den mest interessante side. BT bringer i dag et interview om et af bogens emner: alkoholens dæmoner.

Jeg skal være med i en flyer om Colibri tights. 1. oplag gik i trykken i torsdags, så den udgave er jeg ikke med i, men det skulle da være muligt at nå med i 2. udgave. Nu er der i hvert fald taget nogle fotos, som Ideomeo Sport kan vælge imellem. Du kan se 3 af billederne herunder.




Kan i huske mit indlæg om Matt Laye, der vandt Griseløbet? Løbet, der fungerede som et tune-up til Paris Marathon i dag. Well, der virkede! Matt løb ind på en 36. plads ud af 40.000 deltagere i tiden 2.28.33, hvilket er ny PR med 40 sek.

Jeg har også været ude at løbe, og i dag var kroppen mere samarbejdsvillig. En skøn tur rundt om Furesøen, hvor det syder af liv. Gående, løbere, cyklister, børnefamilier, kærestepar, de ældre, søens folk i kajakker, sejlbåde og på vandski. Alle var ude og nyde det gode vejr. Træerne springer ud (bøgen er off. sprunget ud i dag!), og anemonerne knejser med nakken. Fuglene synger om kap. Eneste lille plet på turen var, at jeg ikke havde taget energidrik med, og på en lun dag er 28 km uden anden væske end lidt vand ved Furesøbad efter 10 km ikke ideelt. Jeg skal undlade de drabelige detaljer om den sidste times løb på fedtforbrænding ;-)

Dermed blev ugens mål på 90 km nået trods den ufrivillige hviledag i fredags.

lørdag den 9. april 2011

Vindens rasen

Stormen rasede over Birkerød i går, så jeg droppede løbeturen. Lokalavisen kunne berette om nedfaldne tagsten, og på åbne strækninger ved jeg af erfaring, at man bliver kastet rundt på vejen. 'Safety comes first', så jeg skulle ingen steder!

Så skulle man jo mene, at jeg var super klar til at løbe i dag, men af uforklarelige årsager var kroppen ikke rigtigt i løbehumør. Jeg oplever jævnligt, at der går 4-5 km, før jeg kommer ordentligt i gang, men i dag blev det ved med at være lidt anstrengt. Ikke tungt, bare urytmisk. Og så alligevel ikke, for tempoet lå konstant på 5.30/km. Måske var det bare mentalt? Det er i hvert fald helt sikkert, at hvis jeg ikke havde en aftale om at hente sko i Hørsholm, havde jeg ikke fået løbet 16,5 km.

Sportsmaster Hørsholm, der havde sponseret gevinsten til Hørsholm Midtpunkt Løbet, havde velvilligt bestilt et par Nike hjem til mig i stedet for det par Asics, jeg havde fået overrakt.


Jeg håber, at kroppen er lidt mere samarbejdsvillig i morgen, hvor planen er en tur rundt om Furesøen.

fredag den 8. april 2011

Road ID

Så skete det ulykkeligvis igen. En løber faldt død om uden nogen form for identifikation på sig. Jeg benytter lejligheden til - igen - at reklamere for armbåndet fra Road ID
Jeg købte The wrist ID original for et par år siden, og de 20 dollars er godt givet ud, synes jeg. Der står mit navn, cpr-nr. og tlf.nr. på mine børn. Når du vælger farve, så tænk på, at det gule armbånd i kampens hede kan forveksles med Livestrong-armbåndet.

Og nu til noget andet og mere sjovt..
Forslaget for 2011 er forbløffende nok faldet i god jord hos coachen! Om han er påvirket af den tynde luft (3200 højdemeter i går og 4200 højdemeter venter i dag), skal jeg ikke kommentere, når sms lyder: 'Planen lyder god!!' :-D

Det kræver flere 5K, 10K og halvmarathon, hvor jeg bliver presset til et højere tempo. Løbskalenderen bugner ikke ligefrem af tilbud, når jeg skal tage hensyn til, at jeg skal med off. transport. Selv om jeg skal løbe Cph. Marathon i maj, er det først i Berlin til september, jeg satser på at løbe ny PR.

torsdag den 7. april 2011

Hvilken dag!

Det begyndte ellers ikke så godt. Da jeg skulle cykle hjem efter nattevagten, føltes kroppen som under 18. time i et 24 timers løb: tung, brugt og meget meget langt hjem!

Men hjem kom jeg og på hovedet i seng. Da jeg stod op, lå der en mail fra min datter: har du set, at DSB S-More udlodder 300 gratis startnr. til Cph. Marathon og Sparta Kvindeløbet? Fluks meldte jeg mig ind i konkurrencen, og da den åbenbart var startet op kort tid forinden, vandt jeg nr. til begge løb! Den slags sker ellers aldrig for mig!! Flere venner slap igennem nåleøjet, før alle nr. var væk.
Så havde jeg jo det startnr., jeg havde købt i mandags. Det røg til samme pris, som jeg selv havde givet, til en klubkammerat fra SNIK.

Kort tid efter fik jeg en sms fra Anders: vil du have to billetter til AG København - AAB på lørdag i Brøndbyhallen? Ja tak! Så nu skal min datter og jeg ind og se Mikkel og hans håndboldvenner..

Og som prikken over i-et kom posten med et nyt løbeur. Nå ja, nyt er det ikke, for der er tale om køb af et brugt ur og en gammel model ' Garmin Forerunner 205'. Jeg er træt af, at jeg har et ur, hvor jeg kun bruger en brøkdel af funktionerne. Jeg er ikke nogen analyse-nørd, og det tigger og beder Polars Pro Trainer nærmest om. Jeg skal have det simpelt: hvor langt, hvor længe og hvilket tempo? Så da jeg fik tilbuddet om GF 205 til 300 kr. + forsendelse, slog jeg til. Jeg har tidl. haft GF 305, som jeg var meget tilfreds med, bortset fra batterilevetiden, men jeg har fundet ud af, at jeg godt kan leve med 10 timer. Nu skal jeg bare have solgt mit Polar RS800cx.

Men jeg skal jo også træne og lære at bruge Garmin igen, så trods en stadig lidt træt krop blev det til 11 km i kraftig blæst. I sidevinden var jeg flere gange ved at blive kastet af vejen, så det gjorde ikke turen lettere, men det gjorde tanken om alle de dejlige ting, der ellers er sket i dag.

onsdag den 6. april 2011

Foredrag og nye planer

I går aftes var jeg til foredraget om 'Det helbredende køkken' sammen med bl.a Helle Høstrup. Jeg har det lidt ambivalent med foredraget, for jeg synes, at der var nogle generaliseringer og floskler, som jeg ikke er enig i.

Men da prisen på arr. var 75 kr., gider jeg ikke hidse mig op over det, for jeg fik 2 brugbare ting med hjem:
1. at grunden til at man skal følge veganer-kuren (dvs uden kød, æg og mælk) i 4 uger er, at man skal bryde sit vanlige kostmønster. Lære at tænke alternativt i stedet for at lave mad 'som man plejer'. Når man pludselig ikke må bruge mælk og æg, skal der lidt kreativitet til. Da jeg ikke har brug for kuren på den måde, den lægger op til: kolesterolsænkende og forbyggende (og efter deres mening helbredende) for diabetes type 2, ser jeg let på den del og bruger alm. mælk i stedet for soyamælk osv.
2. (og den mest brugbare) Der var lavet smagsprøver på 2 supper, en linsepostej samt en kage med tilhørende creme.

Jeg kan godt lide suppe, men jeg laver det aldrig. Det bliver der lavet om på nu, for de 2 supper smagte fremragende! Af uforklarlige årsager havde man lavet mad, der ikke står i bogen, hvilket efter min mening ellers er ret oplagt, men det kommer jer til glæde, for opskrifterne ligger i stedet for på nettet og kan læses her

Nå - min planlægning. Det evige smertensbarn, fordi jeg skifter mening hele tiden. Eller mere korrekt: jeg ændrer holdning til hvad jeg vil med den kommende træning. Det ligger hele tiden i baghovedet, at coachen helst så, at jeg tog en sæson med fokus på marathon for at blive hurtigere, hvilket vil komme mig til gavn på ultraløb. Han synes, det er oplagt at bruge 2011 til dette, både fordi jeg har været langvarigt skadet med ryggen, og fordi der ikke afholdes VM i år.

Så nu går forslaget, der er sendt til Andesbjergene, på at jeg løber DM i juni, bruger juli til september på marathon med Berlin som målet, og efterfølgende bruger den nye hurtighed (??) til et godt 6 timers løb i oktober (Albertslund) eller november (Grenaa). Det vil så betyde, at idéen om 48H løb i slutningen af august udgår, men for 1. gang vælger jeg at se meeeget langsigtet, helt ind i 2012. Helt præcist til september i Katowice, Polen.

Jeg ved, at Jesper helst så, at jeg gjorde det omvendt: hurtighed først og så 24H, men han skal jo ikke bestemme det hele ;-)

More in the next episode of 'May-Britts løbeblog'...

tirsdag den 5. april 2011

Præmieoverrækkelse

Hørsholm Ugeavis bringer i dag et billede fra præmieoverrækkelsen
Hørsholm Midtpunkt Løbet 2011
Artiklen fra Ugeavisen kan læses her
Det glæder mig, at de omtaler 10K ruten som meget krævende ;-)

Løbetekniske øvelser

Der findes forskellige tekniske øvelser, som kan optimere din løbeteknik og derved øge løbehastigheden samt nedsætte skadesrisikoen.

Jeg er ikke selv så god til at få dem lavet (til coachens store forbløffelse), men det skal ikke forhindre mig i at vise en video fra youtube, hvor Rasmus Henning demonstrerer nogle af de mest alm. øvelser.



Man kan f.eks. flette forskellige sekvenser ind under en rolig løbetur. Min favorit er Gazellen :-)

mandag den 4. april 2011

Nordisk mesterskab i 24 timers løb?

Jeg fik en interessant mail i dag. Hvad vil danske ultraløbere sige til at afholde et ikke-officielt nordisk mesterskab i stedet for det aflyste VM?

Det svenske ultraløbsforbund har rettet henvendelse til de nordiske lande for at lodde stemningen. Jeg ved ikke, hvorfor mailen endte hos mig, men jeg har straks videresendt den til ultralandsholdets leder Morten Pilgaard.

De 4 løb, der er i spil er:
18.-19.06: Bornholm (der også er DM)
06.-07.08: Kaustinen, Finland
27.-28.08: Skövde, Sverige (der også er SM)
26.-27.11: Bislett, Norge (indendørs)

Spørgsmålet har været oppe på flere nordiske løbefora, men nu har Svenska kommittén för ultradistanslöpning sat sig for at gøre noget ved sagen.

Personlig mener jeg, at det er med for kort varsel for de øvrige nordiske løbere at afholde mesterskab allerede i juni, mens Kaustinen og Skövde lyder interessant. Bislett er indendørs, og jeg foretrækker, at det afholdes udendørs for at have samme forhold som under et VM.

Hvis det bliver aktuelt med et nordisk mesterskab i august, vil jeg formodentligt droppe DM i juni. Jeg er i forvejen kommet meget sent i gang pga. ryggen, og jeg vil ikke løbe 24H med 1½-2 mdr.s mellemrum.

Jeg venter med spænding på en officiel udmelding..

Restitutionstur

Det har været en fantastisk smuk formiddag i Nordsjælland. Sol og blå himmel, så der var slet ingen tvivl i mit sind, da jeg skulle afhente startnr. til Cph. Marathon hos Jeppe i Virum: på med løbeskoene og bruge turen som restitution. Det er lidt pudsigt, at Jeppe havde to nr. til salg på Dourun, og køberen af det andet nr. er min landsholdskollega på 100 km-holdet Ole Karlsen. Så jeg tog hans nr. med og har afsendt tilmeldingerne sammen.

Mit hjerte er solgt! Jeg føler mig som Verdens heldigste løber, at jeg kan træne i det skønneste naturområde, kaldet Vaserne. Jeg ville ønske, at mit mobilkamera kunne indfange stedets skønhed. På en solrig dag tager udsigten fuldstændigt pusten fra mig.

Vaserne, set fra Bistrup-siden.
Søen langt ude i baggrunden er Furesøen, som jeg ofte løber rundt om.

Det er vist gået op for de fleste, at jeg er en udpræget hyggeløber. Det må gerne være langt, men det skal helst ikke gøre ondt ;-)
Men gårsdagens løb fik mig til at indse, at nu går den ikke længere! Hvis jeg vil blive stærkere som løber, må jeg også op ad bakkerne. Jeg har ellers en veludviklet sans for at finde ruter uden de værste stigninger, men nu skal det være slut!

Normalt ville jeg løbe ligeud her, men i dag drejede jeg til venstre og nappede bakken.
Bemærk lige himlens farve!

Vådområder er bare så smukke at løbe i

Afslutningen på dagens 18 km blev endnu en bakke. Deltagere på Rudersdal Marathon kender den. Den krævende 'Udsigtsbakken', der tager de sidste kræfter ud af kroppen et par km før mål. Jeg plejer at sige til debutanter, at det er her, man for alvor bliver marathonløber. Så skal i se dem løbe op ad bakken..


Den sidste update omkring Kent

Søren Skytte (DUUL) har lagt flg. oplysninger ud på Facebook vedr. Kent Møller:

"Kent har netop pr sms fortalt at han var inde i 12.15, efter første runde, altså langt under cutoff på 13.20. Han løb fra depotet i 12.55, men måtte som nævnt kapitulere ved 16.40. Han fulgtes med legenden Frozen der har skrevet en bog om løbet. Da selv Ed havde svært ved at finde vej på første runde, besluttede Kent at det var uforsvarligt at løbe alene."

"Netop modtaget fra Kent (via hans kone Maj-Britt). Er i byen for at få noget ordentlig mad. Er ikke skadet. Benene var helt færdige og jeg kunne ikke følge Frozen Ed. Og hvis jeg stoppede og sad lidt skulle jeg forsætte alene. Det turde jeg ikke. Var lidt usikker på kompasset. Og derudover kunne jeg ikke nå 2 runder, selvom jeg kravlede. Flere meget stejle skovskrænter op og ned lige efter hinanden, hvor 500 meter kunne ta 1 1/2 time. Ed stoppede midt på 2. runde."

Tak til Søren for at holde os underrettet på FB :-)

Næstsidste mand på ruten, Carl Laniak, kastede håndklædet i ringen på 4. omgang efter 44:19, så der er kun Brett Maune tilbage i løbet. Han løb ud på sidste omgang efter 43 timer (cut-off 48 timer), og der er ingen melding om, at han er udgået.

søndag den 3. april 2011

Resultater fra 10K

Så foreligger resultatlisten for dagens 10K med ialt 31 mænd + 34 kvinder. Placering: Nr. 1 hos kvinderne og nr. 12 overall. Vindertiden blev 34:03, så måske er det bare mig, der er pivet, når jeg synes, ruten var hård :-/

1. Daniel Jensen... 34:03
2. Kenneth Kirkebye... 35:45
3. Christoffer Vienberg... 36:07

1. May-Britt Hansen... 47:02
2. Helle Visbye... 49:53
3. Christina Astø... 50:46

1. plads i Hørsholm Midtpunkt Løbet

Lad mig begynde med at sige, at det er ikke sidste gang, jeg har deltaget i Hørsholm Midtpunkt Løbet. Axel Nielsen fortalte, at man planlægger, at løbet skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, og jeg er klar næste år.

God stemning, fint afmærket rute (meget vigtigt!) og god service efter løbet. Men lad mig tage det fra en ende..

Jeg havde afhentet mit nr. i fredags, så jeg kunne vente med at ankomme til ½ time, før jeg skulle løbe. Jeg har gode erfaringer med at bruge en cykeltur som opvarmning til løb, så jeg cyklede 8 km til Hørsholm.

Først gik børneløbet på 2,5 km i gang kl. 11, og man havde valgt at slå 5 og 10 km starten sammen kl. 11.35. Afsted gik det gennem Hørsholm Hovedgade og videre ind i skoven, som skulle vise sig at byde på nogle grumme stigninger undevejs. Dette løb lader ikke Novo Nordisk 10K noget tilbage! Jeg lod mig narre af, at der kun var et par mindre stigninger i begyndelsen, men mellem 5-7 km, hvor man er begyndt at blive lidt stegt, kom der et par gode bakker! Regnen begyndte, da vi havde løbet 5-10 min, så nedløbet var pludseligt lidt smattet, men alt i alt var det en rigtig god og udfordrende rute.

Jeg lagde mig fra starten i front med en anden kvinde, men hun viste sig at være den senere vinder på 5 km, så da hun drejede af efter 1½ km for at følge den korte rute, lå jeg alene i spidsen med god margen til nr. 2. Regnen holdt op efter 15-20 min., og jeg løb årets første tur i korte tights :-)

Det var en hård omgang. ½ år uden tempoløb sætter sine spor! Tiden på 47:02 er jeg derfor meget tilfreds med, og det var næsten 3 min. foran nr. 2. Præmien var et par nye løbesko fra NIKE :-D
Som prikken over i-et vandt jeg også en lodtrækningspræmie med et badehåndklæde og en rygsæk fra Danske Bank. De 100 kr., jeg havde givet i startgebyr, gav rigeligt renter ;-)

Efter løbet var der servering inde i centret af kolde ½ l. vandflasker og Faxe Kondi vand, frugt og de lækreste müsliboller. Super på en dag, hvor det ikke var varmt, så man ikke blev kold efter målgang, mens man spiste, drak og ventede på præmieoverrækkelse/lodtrækning.

lørdag den 2. april 2011

Barkley 100 miles - updates

KL. 20.50: Cut-off tiden på 13 timer for 1. omgang er passeret, og kun 26 løbere er tilbage! Det vides ikke, om Kent er iblandt.
Kl. 22: Det ser desværre ud til, at Kent ikke klarede cut-off. De få, der slap gennem nåleøjet, kan ses her http://www.mattmahoney.net/barkley/ Rul lidt ned på siden, så kommer resultater efter 14 timer..

Søndag kl. 08.15: Det ser ud til, at Kent forsatte ud på 2. omgang. Der var 6 unavngivne løbere på listen, og Kent må være en af dem. Kent og Bill Goodwine valgte dog at stå af ved Book 1 (Phillips Creek) efter 16:40.
Cut-off for 2. omgang er om et par timer. Jeg slutter indlægget her, men i kan selv følge resten af løbet på ovenstående link.

Find May-Britt

Jeg ved, at der er lidt 'Find Holger' over dette foto, men det er i det mindste bevis på, at jeg stod bag baren til Griseløbet..

Foto: Emma Culmsee
Taget fra indlæg på Dourun

Morgendagens løb


I morgen skal jeg løbe Hørsholm Midtpunkt Løbet 10K, og helt seriøst så er jeg tilfreds med at komme under 50 min. Løbet skal primært bruges for at se udgangspunktet for den kommende træning.

I går brugte jeg løbeturen til at afhente mit startnr. i Hørsholm, ialt 16 km. Foruden startnr. indeholdt startposen en nøglekæde, ½ l. drikkedunk samt en løbe T-shirt. Det er min erfaring, at kvaliteten af den slags trøjer kan være meget svingende, men her er tale om ordentlig kvalitet fra newline, og så skal der lyde en stor ros til arr. for at sørge for både dame- og herremodeller. Pris: 100 kr. Ja tak :-)

I morgen er der også mulighed for at løbe Novo Nordisk Løbet, som jeg har deltaget i flere gange, samt Sydkystmaraton, men jeg har valgt at støtte op om et lokalt løb, fordi jeg synes, det er vigtigt. Vi skal have flere af disse tiltag, som får Hr. og Fru Danmark til at deltage i løb. Startlisten var hængt op på kontoret for nr.udlevering, og det var glædeligt at se, at knap 200 har tilmeldt sig på forhånd.

En af arr. er grundlægger og formand for Blovstrød Løverne Alex Nielsen. En klub med mange dygtige/hurtige løbere, så jeg er sikker på, at der er styr på tingene i morgen, og jeg glæder mig til at deltage - men knapt så meget til 50 min med tungen ud af halsen..

Jeg har hørt fra Jesper: bilen er repareret, og han løber nu i Andesbjergene. Noget han har set meget frem til.
Han var, som forventet, helt enig i beslutningen om, at jeg først skal løbe 24H, når jeg er helt klar, også selv om det måske sker på bekostning af DM.

fredag den 1. april 2011

Copenhagen Marathon

Jeg faldt for fristelsen, da der blev sat et startnr. til Copenhagen Marathon til salg for 400 kr. på Dourun (ja, jeg smugkigger ;-) ), så nu skal jeg løbe i København d. 22. maj. Det betyder 50 dage til at komme i marathonform. Udfordringerne står nærmest i kø..

Foredrag og DM

Som jeg tidl. har omtalt, skal jeg til foredrag i Politikens Hus omkring Det helbredende køkken d. 5/4 (foredraget er udsolgt) og tidl. elitetriathlet Torbjørn Sindballe d. 26/4 (stadig pladser). Nu har jeg også tilmeldt mig et par foredrag gennem specialbutikken 'Løberen'. Jeg skal til workshop om løbeteknik samt til ernæringsforedrag , begge i Lyngby.

Og så har jeg meldt mig til yoga for dårlige rygge Birkerød Fritidsskole (som min far faktisk har grundlagt for mange år siden) har lavet et formiddagshold 5 mandage i maj, hvor der er tale om hensyntagende undervisning (dvs der er plads til individuelle hensyn/vejledning) og kun 5-7 deltagere. Så må jeg jo se om mit ego kan overleve, at jeg skal til 'hensyntagende undervisning' - det er jo noget, pensionister går til.. ;-)

Jeg har ikke hørt fra Jesper endnu. Han har rigeligt at slås med omkring bil og sko, og jeg ved, at han vender tilbage, når han igen har overskud. I mellemtiden har jeg fundet et tidl. træningsprogram frem. Det vi lavede frem mod 24H i Brugg. Det har jeg justeret en del, så det kan bruges frem mod DM 24H. Det er da et forsøg værd at blive klar, og lykkes det ikke, er jeg jo bare i gang med træningen mod et andet 24H løb en måned eller to senere. Der er desværre sidste tilmelding til DM d. 15. maj, 5 uger før løbet, og i forhold til, om jeg bliver 100% klar, er det meget tidligt.

Hold øje med ham her i dag...