Læg mærke til navnet

Joachim modtager sølv i 200 m. rygsvømning

Jeg omtaler ikke så ofte min familie, men jeg tror, at tiden er inde til at præsentere min nevø Joachim Bardrum, der er ældste søn af min lillebror Henrik. I tror måske, at jeg er den, der træner mest i familien, men der tager i fejl. Jeg får kamp til stregen af Joachim, der er svømmer.

Årets ranglister for 'drenge på 13 år og yngre' er netop offentliggjort, og Joachim indtager en meget flot 2. plads i 200 m rygsvømning, 2. plads i 200 m butterfly og en 5. plads i 400 m medley. Alle 3 distancer er på kortbane.

Nu tænker i måske: nå ja, nu er Danmark jo heller ikke den mest imponerende svømmenation bortset fra enkelte svømmere. Men når jeg nu fortæller, at Joachim er født og opvokset i et land, hvor man lærer at svømme, før man kan gå - nemlig Australien - så sætter der tingene i et andet perspektiv! Han har netop vundet sølv i 200 ryg og 200 fly samt bronze i 100 m ryg ved statsmesterskaberne for New South Wales, og i påsken 2011 skal han deltage i de australske mesterskaber i Adelaide.

Joachim: You are an awesome talent, and I´m so proud of you. You may be Australian at heart, but it is pure Danish viking blood running through your veins! I´m looking forward to the day, when you honour the T-shirt I sent you last year :-)

Men Joachim er ikke den eneste, der træner flittigt. Jeg har lukket ugens mængdetræning med en tur på 40 km, og jeg ender derfor lidt højere end planlagt, nemlig på 166 km. Samtlige ture er forløbet uden mentale nedture.

Faktisk er det største problem stadig min skulder! I dag havde jeg bundet overarmen ind, men det har bare flyttet problemet højere op i skulderen. Det betød, at jeg måtte lægge forbindingen om efter 20 km. Desværre havde jeg ikke tænkt over, at jeg stod midt i skoven, og der gik 3 sekunder, før mine svedige underben var overfaldet af et utal af myg! Jeg var så optaget af at lægge forbindingen om, at der gik lidt tid, før jeg opdagene de små sataner på benene, så det var nærmest et stockholmsk blodbad, da jeg klapsede dem. Og for pokker hvor myggestik svier, når man har svedige, salte ben :-]

Men det hjalp at lægge bindet op omkring selve skulderen (hvilket ikke er helt nemt alene), og der var ikke problemer med den på resten af turen.

Det er en mærkelig fornemmelse, at mængdetræningen er slut, og der kun er nedtrapningen tilbage. Den er absolut lige så vigtig, men mindre tidskrævende.