Nu gik det lige så godt. Bortset fra en enkelt uge med smerter i baglåret, er træningen forløbet helt efter planen. Det er lykkes for mig at blive i oprejst tilstand under løb siden begyndelsen af maj måned (det er en præstation i sig selv), og så falder jeg og vrider om på foden på vej hjem fra byen i går!
S-toget kører stadig ikke mellem Birkerød og Lyngby, og vi var derfor 40-50 personer, der skulle med den indsatte S-bus. Pga. folkemængden så jeg ikke, at der var en 1,5-2 cm sænkning i nivauet, og jeg fik trådt lige på kanten, så foden vred om, og jeg faldt fremad. Jeg faldt heldigvis ind i de foranstående og slog mig derfor ikke, men vredet i foden kunne jeg ikke forhindre. Jeg kunne med det samme mærke ømhed, men da jeg kunne støtte på foden, gik jeg trods alt ikke i panik.
Det blev en meget rastløs søvn. Jeg vågnede, hver gang jeg fik lagt mig forkert og derved trykkede på anklen. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at underbevidstheden arbejdede på højtryk mht. skadens omfang. Ville det true min deltagelse i 24 timers løbet om 3 uger?
Jeg havde leget lidt med tanken om at deltage på Skodsborg Marathon kl. 10. Jeg havde snakket om at løbe den fulde distance, men coachen understregede, at jeg skulle holde mig til planen, og den sagde max. 30 km i denne uge! Godt så - men så kunne jeg bare støde til deltagerne ved 11-tiden og løbe de sidste 5 omgange med dem. Den plan blev øjeblikkeligt skrinlagt. Ingen skulle se mig stortude, hvis jeg opdagede, at anklen ikke holdt, og drømmen bristede så tæt på mål!
Det tog meget langt tid at få løbeskoene på! Jeg havde nærmest kvalme, før jeg skulle løbe. Bare tanken om at måtte opgive løbet om 3 uger gjorde mig dårlig! Jeg havde haft et støttebind på om morgenen, men jeg er ikke tilhænger af at teste en skade, mens den er bundet ind, tapet op eller på anden måde hjulpet. Så støttebindet kom af og skoene på.
Stille afsted... jooo, det gik vist OK. Lidt øm, men jeg kunne trods alt løbe. Der er 2 ting, jeg er meget opmærksom på i sådan en situation: tager smerterne til og begynder jeg at kompensere i min løbestil? Hvis først jeg begynder at ligge vægten over på det andet ben for at aflaste den beskadigede ankel, er det helt galt!
Nå, men det gik faktisk fint. Smerterne aftog efter 3-4 km, og omkring 9-10 km var de nærmest væk! Optimismen steg, og nu havde jeg kun solbrillerne på af én grund: fordi solen skinnede :-)
Omkring 16 km begyndte de første træthedstegn i anklen at melde sig. Det gjorde ikke ondt, men føltes lidt stramt, så jeg tog farten lidt af og vendte næsen hjemad. Efter et par km gik det fint igen, så det krævede viljestyrke at fastholde tanken om at afslutte turen. 21 km kun 16 timer efter en forvridning er langt bedre end jeg kunne have forventet, og der er absolut ingen grund til at friste skæbnen ved at løbe for langt i dag.
Ømheden er selvfølgelig ikke væk endnu, så støttebindet er kommet på igen for at aflaste. Det ser ud til, at jeg er sluppet med skrækken, og min skytsengel endnu en gang har holdt sin hånd over (eller under) mig.
3 uger...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar