onsdag den 1. september 2010

Den rastløse fase

Så er jeg ramt af den rastløse fase. Fasen, hvor jeg har svært ved at fastholde interessen for længerevarende begivenheder.

F.eks. har jeg svært ved at se en film fra start til slut. Som andre gange op til store konkurrencer kan jeg begynde at se en film, men efter 1 times tid mister jeg fokus. Jeg har set mange film uden at kende slutningen! Derfor ser jeg pt. næsten kun serier med afsluttende afsnit: NCIS, CSI Miami, Numbers og lign., der ikke kræver den store hjernekapacitet.

Jeg springer også fra gøremål til gøremål uden at gøre tingene ordentligt færdigt, så jeg skal hele tiden vende tilbage. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at det er en del af min opladning, og da der er tale om en forholdsvis kortvarig periode, bekymrer det mig ikke så meget.

Men det bekymrer mig, når jeg laver aftaler uden at bruge hovedet! Jeg havde planlagt at løbe Ebberup Marathon d. 11. sept., og alt var på plads omkring rejse og overnatning. Der er bare lige den lille hage ved sagen, at det viser sig at være dagen efter Novo Nordisk årsfesten, og tro mig - den går man ikke frivilligt glip af! Omkring 5000 medarbejdere skal samles i Bella Centret med 3 retters menu samt musik fra tidens bedste danske solister. Hvem er altid en velbevaret hemmelighed. Derefter optræder Nephew med en længere koncert. Så jeg har meldt afbud til løbet på Fyn.

Jeg må nu håbe på, at der dukker en marathon cannonball op i nabolaget søndag d. 12. Ellers må jeg ud på langtur alene, for der skal løbes 40-50 som sidste lange tur.

På lørdag melder en af mine marathonvenner Morten Walter sig ind i 'Klub 100 marathon', og hvis jeg på nogen måde kan få lusket mig ud af sengen og cyklet de 10 km til Skodsborg inden kl. 10, så skal jeg være med til at fejre ham.

3 kommentarer:

  1. Der er et marathon den 12. i Helsinki (Espoo)hvis det kunne have interessen.....
    Overnatning osv. klarer vi også!

    SvarSlet
  2. Kære Kirsten
    Hvis jeg havde haft et par tusind kr. tilovers, havde jeg taget dig på ordet :-)
    Men der venter jo nogle udgifter i forb. med rejsen til Schweiz senere på måneden, så der er vist ikke råd til den slags ekstravagante ture.

    SvarSlet
  3. Det var godt at du tager mig på ordet for jeg mente det også!
    Maybe next year......

    SvarSlet