Så er det værste løberi overstået, og det er til min gru gået op for mig, at løbet er i NÆSTE UGE!! En omstændighed, det er lykkedes mig at fortrænge indtil nu, hvor der pludselig er masser af tid at tænke i.
Der er stadig ting, der skal forberedes før afrejsen, og dem vil jeg lave stille og roligt i ugens løb. Jeg har med vilje ikke planlagt nogle aktiviteter, for stress er det sidste, jeg har brug for. Der skal være tid til den vigtige mentale forberedelse, og en del af den består i, at jeg oplever ro omkring pakningen, så det hele kommer med.
Jeg er også ved at lægge ny musik ind på min mp3. Faktisk både til mig selv og til Jesper. Han vil for første gang prøve at bruge musik under en konkurrence, så han har fået lov at låne en afspiller af mig. Vi har absolut ikke samme musiksmag! Han har vel nærmest ABBA-fobi. Til gengæld er han vild med Jean-Michel Jarre, hvem man aldrig vil finde på min mp3.
En af de uhyggelige ting, der ventede mig i dag, var rengøringen. Lad os bare sige, at den havde ikke 1. prioritet i sidste uge! "Når man vælger noget til, vælger man også noget fra", som B.S. Christiansen siger.
Som et led i nedtrapningen/afstressningen/opladningen er jeg begyndt på hans bog 'Et liv på kanten'. Jeg synes, han er en fascinerende mand, og han kan noget med mennesker. Måske han også kan få det formidlet ud gennem en bog?
Det er 2 uger siden, jeg havde en hviledag fra løb, og det blev såmænd heller ikke i dag, jeg holdt én. Men træningen blev vel nærmest det modsatte af sidste uge, hvor der blev løbet langt og langsomt. Træningsmængden i denne uge kommer til at lægge på 60-70 km, så der er ikke mange km på kontoen pr. dag. Jeg har en skrap coach!!
2 km opvarmning + 2 km med 10 korte sprints indlagt + 1 km afjog. I lærebogen hedder det 'fartleg', men da jeg ikke synes, der er nogen form for leg over den type træning, kalder jeg det altså sprints.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar