tirsdag den 14. september 2010

Forventningens glæde


De sidste par dage har en underlig fornemmelse sneget sig ind på mig. Helt ind under huden. Den der sitrende fornemmelse af forventningens glæde. Efterhånden har jeg deltaget i en del konkurrencer, men det er ikke ret ofte, at denne lidt berusende følelse indfinder sig. Jeg glæder mig! Træningen er forløbet fint, og mentalt føler jeg mig bedre forberedt end ved tidl. konkurrencer.

Men det er ultraløb, vi taler om, og meget kan gå galt i løbet af 24 timer ligegyldigt hvor godt forberedt, man er. Kroppen kan nægte at optage energi. Man kan få en skade. Motivationen kan forsvinde som dug for solen, når det gør rigtig ondt.

Men det skal ikke forhindre mig i at nyde denne frydefulde følelse, der minder lidt om forelskelse. En følelse, som jeg formodentligt ikke er alene om, for det er en stor weekend for danske løbere næste weekend: 17 danskere løber Spartathlon fra fredag til lørdag, og det, der kaldes 'Danmarks næststørste marathon' Berlin Marathon, finder sted om søndagen.

Det er weekenden, hvor det er tid til at kæmpe som en løve!

3 kommentarer:

  1. Dejligt at høre at du har det sådan og jeg vil ønske dig al held og lykke og udholdenhed som jeg kan!

    Samtidig vil jeg gerne sende dig en stor dybfølt tak for al din hjælp og støtte i de sidste mange måneder. Altid sender du et svar med gode og fornuftige råd - både til det praktiske og det mentale. Du er et fantastisk stort og gavmildt menneske der gider at hjælpe andre som ikke er så langt endnu - i stedet for at sidde på en pidestal og være optaget af dine personlige sejre. Du har plads til at dele din viden og erfaring med os andre og det er jeg meget taknemmelig for.

    Selv om mit løb ikke gik helt som jeg havde håbet, så ved jeg at jeg alt i alt gjorde det godt nok og det har du en stor del i. Jeg "hørte" dig inde i hovedet, huskede dine råd og tanker fra dine egne løb - bare tanken om hvad du ville sige hvis jeg ikke gjorde det ordentligt fik mig videre ;-)

    SvarSlet
  2. Hej May-Britt, godt at höre du er klar til Brugg.
    Jeg selv har knap en måned til München maraton og vil nöjes med en traeningstur den weekend, mens jeg fölger alle I seje löbere i Spartathlon, Berlin og Brugg.

    Vi kommer en tur til Brugg og vifter med Dannebrog, om det bliver loerdag eller soendag (eller begge dele) ved jeg endnu ikke.

    /Anne

    SvarSlet
  3. @ Kirsten: tusind tak for de flotte ord (bare du ikke har forvekslet mig med en anden :-])
    Jeg er glad for at høre, du har kunnet bruge mine råd, og du kender mailen, hvis du har brug for flere. Du er altid velkommen til at skrive :-)

    @ Anne: det vil være super hyggeligt, hvis du og familien får tid til at kigge forbi :-)

    SvarSlet