Turen til Brugg

Det er altid lettere at komme i gang med en beretning, hvor løbet er gået godt, men nu skal jeg alligevel forsøge at skrive lidt om vores tur.

Måske var det et tegn, at vores fly til Zürich blev aflyst 2 timer før afrejsen. Det betød, at vi måtte flyve via Düsseldorf og ankom 5 timer senere end planlagt. Da vi jo rejste 2 dage før løbet, betød det kun en irriterende ventetid (og frokost på SAS regning), så det havde ingen indflydelse på selve forberedelsen til løbet.

Jesper og jeg forbereder os meget forskelligt til en konkurrence, måtte jeg konstatere. Mens Jesper tilbragte fredagen i sengen, var Niels og jeg på en rolig gåtur for at se banen og byen. Brugg er en lille, rolig by. Meget rent overalt. I alt gik vi 8-10 km. Jeg synes, det var dejligt at få frisk luft og få rørt benene. Håbet var naturligvis også, at et par dage uden løb ville forberedre skulderens tilstand. Det ved vi alle nu, at det gjorde det ikke.

Selve banen var rigtig god. Helt flad på nær det frygtede skarpe sving. Niels og jeg talte med arr. om det senere (det kommer jeg tilbage til), for det er helt sikkert muligt at ændre det, så det bliver blødere og mere løbevenligt. Det kræver så en ny opmåling af banen, men mon ikke arr. klarer det?

Da vi kom tilbage til vandrehjemmet, gennemgik jeg min bagage med Niels, så han vidste, hvad der var i tasken, og vi gennemgik min idé om forplejning. Niels viste sig (som forventet) at være en rigtig god hjælp i vores depot. Aldrig har jeg indtaget så meget energi under et løb. Han stod hele tiden klar med det aftalte: gel og vand eller energidrik. Ind imellem lidt lækkert - chokolade, kiks osv. I den retning behøvede jeg ikke tænke en selvstændig tanke, men kunne koncentrere mig om selve løbet.

Løbet gik gang, og regnen væltede ned! Det regnede de første 7 timer af løbet, derefter overgik det til lidt smådrypperi et stykke tid. Dagen efter fik vi at vide, at der også kom et ordentlig regnskyl om natten.

Jeg lagde ud som planlagt i ca. 6 min/km. I begyndelsen lå jeg på 4. eller 5. pladsen, men stille og roligt kom jeg op ad ranglisten, efterhånden som prisen blev betalt af et for hurtigt udlæg fra et par løbere. Meget hurtigt var vi 3 løbere, der havde udskilt os, og vi lå rimeligt tæt på hinanden, til jeg udgik.

Før jeg tog afsted, kom mine smerter i skulderen efter 10-15 km, så jeg var lykkelig, da jeg nåede 30, 40, 50 km, stadig uden at mærke noget. Men det var en stakket frist...

Efter 6½ timer begyndte den første irritation at melde sig, og efter ½ times tid var jeg nødt til at melde ud overfor Niels: det så ikke for godt ud med skulderen.

Der er ingen tvivl om, at det kolde og regnfulde vejr ikke har været gunstigt for skaden, da det nærmest har været umuligt at holde muskler og led varme. Det var hele tiden et spørgsmål om tid, før jeg ville mærke noget, men måske der var gået længere tid, hvis det havde været varmt i vejret. Det er sådan set også ligegyldigt, for faktum var, at lige meget hvad vi prøvede: varmere tøj (hvilket ikke var specielt behageligt for resten af kroppen), massage, hvile, omgange med gang sammen med Niels. Intet hjalp!

På afstand, i lygternes lys, kunne Niels tydeligt se, at jeg løb handicappet. Til sidst løb jeg med venstre arm i en 90 gr. bøjning, holdt helt stille inde til kroppen, for så gjorde det ikke ondt. Men sådan kan man ikke løbe i mange, mange timer!

Mit mål med løbet var 200 km, og der var ingen måde, hvor jeg kunne nå det, når jeg ikke kunne bruge armen til fremdrift. Den var tydeligvis en hæmsko og ikke bare uarbejdsdygtig.

Efter 4 timers kamp for at bedre situationen valgte jeg at tage mit startnr. af. Jeg var ikke mødt op for et resultat på 150-160 km med en længerevarende skade til følge. Så hellere stoppe i god tid, få skaden i orden og så - måske - forsøge igen senere på året.

Jesper var udgået af løbet efter 6 timer pga. en øm achillessene, og da han skal påbegynde World Run om bare 3 måneder, turde han ikke tage nogle chancer. Han var taget tilbage til vandrehjemmet forlængst.

Niels og jeg fik pakket mine ting, afleveret chippen og tog hjem for at sove. Vi boede ca. 20 min.s gang fra banen, og da mine ben stadig var friske (så friske som de er efter 93 km), valgte vi at gå hjem. Det var rart at have tid til at tale om løbet, før vi skulle sove. Et hurtigt bad og så sov vi...

Vi vågnede ved 9.30-tiden, så Niels og jeg bestemte os for at gå tilbage til banen og se slutningen af løbet. Jesper havde ikke lyst til at gå med. Jeg har ingen problemer med at vende tilbage til et løb, hvor jeg er udgået med en skade. Folk var søde og spurgte til, hvorfor jeg var udgået, når jeg lå på 1. pladsen. Løbet sluttede kl. 12, og derefter gik vi en tur rundt i byen, fik en kop kaffe og var lidt på nettet og så tilbage for at pakke.

Om aftenen gik Niels og jeg på pizzaria (Jesper ville bare gå en kort tur), og tilfældigvis endte vi på samme sted som 3 af løbets arr. Vi fik snakket om løbet, banen osv. Det var et par meget hyggelige timer som afslutning på en, trods alt, god tur.

Hjemrejsen gik heldigvis bedre end udrejsen, så nu sidder jeg her og fordøjer oplevelsen og får nye idéer...