søndag den 3. april 2011

1. plads i Hørsholm Midtpunkt Løbet

Lad mig begynde med at sige, at det er ikke sidste gang, jeg har deltaget i Hørsholm Midtpunkt Løbet. Axel Nielsen fortalte, at man planlægger, at løbet skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, og jeg er klar næste år.

God stemning, fint afmærket rute (meget vigtigt!) og god service efter løbet. Men lad mig tage det fra en ende..

Jeg havde afhentet mit nr. i fredags, så jeg kunne vente med at ankomme til ½ time, før jeg skulle løbe. Jeg har gode erfaringer med at bruge en cykeltur som opvarmning til løb, så jeg cyklede 8 km til Hørsholm.

Først gik børneløbet på 2,5 km i gang kl. 11, og man havde valgt at slå 5 og 10 km starten sammen kl. 11.35. Afsted gik det gennem Hørsholm Hovedgade og videre ind i skoven, som skulle vise sig at byde på nogle grumme stigninger undevejs. Dette løb lader ikke Novo Nordisk 10K noget tilbage! Jeg lod mig narre af, at der kun var et par mindre stigninger i begyndelsen, men mellem 5-7 km, hvor man er begyndt at blive lidt stegt, kom der et par gode bakker! Regnen begyndte, da vi havde løbet 5-10 min, så nedløbet var pludseligt lidt smattet, men alt i alt var det en rigtig god og udfordrende rute.

Jeg lagde mig fra starten i front med en anden kvinde, men hun viste sig at være den senere vinder på 5 km, så da hun drejede af efter 1½ km for at følge den korte rute, lå jeg alene i spidsen med god margen til nr. 2. Regnen holdt op efter 15-20 min., og jeg løb årets første tur i korte tights :-)

Det var en hård omgang. ½ år uden tempoløb sætter sine spor! Tiden på 47:02 er jeg derfor meget tilfreds med, og det var næsten 3 min. foran nr. 2. Præmien var et par nye løbesko fra NIKE :-D
Som prikken over i-et vandt jeg også en lodtrækningspræmie med et badehåndklæde og en rygsæk fra Danske Bank. De 100 kr., jeg havde givet i startgebyr, gav rigeligt renter ;-)

Efter løbet var der servering inde i centret af kolde ½ l. vandflasker og Faxe Kondi vand, frugt og de lækreste müsliboller. Super på en dag, hvor det ikke var varmt, så man ikke blev kold efter målgang, mens man spiste, drak og ventede på præmieoverrækkelse/lodtrækning.

3 kommentarer:

  1. Tillykke - lyder som et fint arrangement...

    SvarSlet
  2. Som tilskuer må jeg sige det var et godt oplæg og tiltag i Hørsholm.

    Jeg kan desværre ikke selv løbe længere på grund af en sports skade med dropfod til følge, men glæder mig på andres udfoldelser.

    SvarSlet
  3. Jeg synes også, det er et godt løb for familien at tage med til. Centrets butikker er åbne, så man kan gå indendørs og shoppe, mens der knokles ude på ruten.

    SvarSlet