søndag den 10. april 2011

3 x F

Foredrag, Flyer og Furesøen

Jeg har bestilt billet til et foredrag med Chris MacDonald. Der er ikke tale om et af hans motivationsforedrag, men et foredrag baseret på hans bog Du er ikke alene
Jeg har været til 2 foredrag med Chris M. Han er en humoristisk og fængslende foredragsholder, så jeg glæder mig meget til at høre om den anden side af DK´s sundhedsguru nr. 1. Den menneskelige side, som jo så absolut er den mest interessante side. BT bringer i dag et interview om et af bogens emner: alkoholens dæmoner.

Jeg skal være med i en flyer om Colibri tights. 1. oplag gik i trykken i torsdags, så den udgave er jeg ikke med i, men det skulle da være muligt at nå med i 2. udgave. Nu er der i hvert fald taget nogle fotos, som Ideomeo Sport kan vælge imellem. Du kan se 3 af billederne herunder.




Kan i huske mit indlæg om Matt Laye, der vandt Griseløbet? Løbet, der fungerede som et tune-up til Paris Marathon i dag. Well, der virkede! Matt løb ind på en 36. plads ud af 40.000 deltagere i tiden 2.28.33, hvilket er ny PR med 40 sek.

Jeg har også været ude at løbe, og i dag var kroppen mere samarbejdsvillig. En skøn tur rundt om Furesøen, hvor det syder af liv. Gående, løbere, cyklister, børnefamilier, kærestepar, de ældre, søens folk i kajakker, sejlbåde og på vandski. Alle var ude og nyde det gode vejr. Træerne springer ud (bøgen er off. sprunget ud i dag!), og anemonerne knejser med nakken. Fuglene synger om kap. Eneste lille plet på turen var, at jeg ikke havde taget energidrik med, og på en lun dag er 28 km uden anden væske end lidt vand ved Furesøbad efter 10 km ikke ideelt. Jeg skal undlade de drabelige detaljer om den sidste times løb på fedtforbrænding ;-)

Dermed blev ugens mål på 90 km nået trods den ufrivillige hviledag i fredags.

5 kommentarer:

  1. Rigtig flotte billeder! Må være på grund af modellen :-)
    Hvornår ved man om det er bedst at have energidrik eller vand? Jeg vil egentlig helst have vand, men jeg synes det virker som om jeg mister rigtig meget salt når jeg sveder og så er energi drik vel bedre. Under 15 km plejer jeg ikke at have væske med (kun i evt. sommervarme) og hvad vil du så sige om distance og energidrik (Gatorade)? Og er det nødvendigt at drikke under løbekonkurrence hvis man ikke plejer at gøre det ret meget under træning?

    SvarSlet
  2. Jeg synes, det er meget svært at rådgive om indtag af energi. Anbefalingen lyder på 500-750 ml. væske pr. time med en opløsning på ca. 8%. Lidt tyndere på varme dage (6%) og kraftigere på kolde dage (10%).
    I princippet har man kulhydrater nok til 1½ - 2 timers løb, så det burde ikke være nødvendigt at indtage energidrik på korte distancer. Vand skal indtages, hvis det er varmt!
    Jeg har kun brugt mrk. Gatorade under konkurrence. Det blev serveret, da jeg løb Kbh. Marathon i 2009 og Hamburg i 2010. Jeg oplever, at det er for koncentreret, hvis det ikke indtages med vand samtidigt.
    Jeg sveder også meget, når jeg løber, men jeg indtager kun salt på marathon eller længere. Så spiser jeg salttbl. Jeg bruger mrk. Saltsticks, men man kan også købe nogle på apoteket.
    Det er ikke nødvendigt at indtage væske på 5 og 10 km med mindre det er varmt. Når du løber halvmarathon på over 2 timer, vil jeg anbefale, at du indtager væske ved 10 km og 15 km.

    God træning - og tak for roserne :-)

    SvarSlet
  3. Tak for rådene. Jeg er godt klar over at det ikke er nødvendigt at indtage noget energi og har heller ikke behov for det på de tider du nævner. Men når man ved at man kommer op på de omkring 2 timer plus, hvornår skal man så indtage den evt. energi - feks. efter 1½ time eller venter man til man føler at nu trænger man virkelig til noget? Kan man forebygge at gå ned på energimangel eller er det unødvendigt at indtage noget før man har forbrændt lagrene og kan mærke det fysisk?
    Jeg har ikke rigtig turdet prøve salttabletter - har jo heller ikke løbet længere end halv marathon distancer. Men jeg er fuld af salt på kroppen og har simpelthen aflejringer i ansigtet...Hvad sker der hvis man tager sådan en tablet feks på halv marathon distance eller derover og hvornår tages den så?

    SvarSlet
  4. Man begynder indtaget efter ca. 1 times løb, hvis man ved, man skal ud over 1½ - 2 timer.
    Jeg indtager salt ca. hver 2. time under ultraløb. Der sker intet ved at tage 1-2 tbl. (læs anbefalingen på glasset) efter 1 times tid. Som med alt andet bør du teste under en træningstur for at tjekke kroppens reaktion.
    I det hele taget er de lange rolige træningsture ideelle til afprøvning af forplejning. Test energiopløsning, fast føde, gels osv. Det, der virker for den ene løber, virker ikke nødvendigvis for den anden.
    Læs evt. Politikens Løbebog eller 'Elsk at løbe' af Klarlund/Rønnow. De er fulde af gode råd.

    SvarSlet
  5. Jeg vil skyde mig at sige, at hvad jeg ved om forplejning, har jeg læst mig til og erfaret på egen krop. Jeg er ikke ernæringsuddannet, og jeg har på ingen måde særlig erfaring indenfor feltet. Jeg er derfor meget forsigtig med at udtale mig om dette emne, og jeg kan kun opfordre til at søge bedre info-kilder end mig!

    SvarSlet