Den lange beretning

Det er altid sjovere at skrive om løb, der gik godt, men løb, der går dårligt, er jo også en del af historien.

Men lad mig begynde lørdag aften: jeg havde en meget hyggelig aften hos Lars Mose og hans familie. God mad, lidt rødvin og masser af snak, mest om løb naturligvis ;-)

Søndag morgen var Lars taget tidligt ud på slagteriet, hvor løbet foregik. Jeg blev hentet af hans 3 døtre kl. 08.30, så jeg kunne sove lidt længere. Før starten mødte jeg som ventet mange løbevenner, nogle kender jeg bedre end andre, men glæden er lige stor over at se dem alle. 2 af dem var fra ultralandsholdet: Kitt Andersen og Anne-Marie Rossen. Begge skulle løbe 6H, men jeg vidste, at den største favorit var Helga Bang, der tidl. har løbet over 70 km på 6 timer, og det er der ingen af os andre, der har været i nærheden af.

Ruten er kedelig, men man kan jo ikke forvente andet, når den går rundt om Danish Crown. Stemningen var imidlertid alt andet en kedelig, og det er jo det vigtigste! Et meget fint bord med tydelig opmærkning af glassenes indhold: vand, energidrik, cola og Faxe kondi. Faktisk var glassene i forskellige farver, så det var nemt at vælge det rigtige i farten uden at skulle stoppe op. En genial detalje for de hurtigste løbere.

Kl. 10 gik starten, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg havde gode ben, og det gik rigtig godt de første par timer. 25 km i omkring 5:05/km - og så begyndte det at gøre ondt i venstre skulder. Først bare lidt murren, som jeg håbede ville forsvinde igen (idiot!), men inderst inde vidste jeg, at det var historien fra Vodskov i august, der gentog sig. Bedre blev det ikke af de vejrmæssige forhold: forsiden af bygningen bød på sol og varme, mens der på bagsiden var blæsende og kølig modvind. Det gjorde det lidt vanskeligt at vælge tøj, så den første times tid havde jeg en langærmet trøje yderst, men den smed jeg, da luften blev lidt varmere. Om det er årsagen til, at skaden vendte tilbage, aner jeg ikke, men det er påfaldende, at forholdene var præcis de samme, som da den brød ud i Vodskov.

Millioner af tanker farer gennem hovedet i sådan en situation: skal jeg stoppe allerede nu? Skal jeg se om det bliver bedre? Ryger DM nu for alvor?

Jeg løb videre, og nej - det blev ikke bedre. Jeg blev mere og mere indadvendt, så det blev ikke til mange samtaler undervejs med andre løbere. Jeg tænkte på at stoppe efter marathon, som blev passeret på 3.42 og dermed årets bedste tid (ud af 3 løb), men km-tiden var gået voldsomt ned, fordi det gjorde mere og mere ondt. Jeg overvejde meget kraftigt at stoppe her, men så tog Fanden ved mig: 'nu løber du saftsusme 50 km, så det i det mindste kan blive registreret som et ultraløb!'

Skulderen duede ikke til noget længere, så den holdt jeg bare ind til kroppen. Efter 45 km så jeg pludselig, at Kitt sad i en lænestol. What?? Jeg stoppede op for at høre, hvad der var sket. Smerter i acchillessenen, så hun valgte at stoppe efter 26 km. Det var et meget mere fornuftigt valg end mit, for hun skal også løbe DM i juni. Efter 2-3 min. luntede jeg videre, mens jeg regnede på, hvor mange omgange jeg manglede i 50K-grænsen.

Da jeg i følge mit GPS-ur manglede 1 omgang (uret stod på 49,06 km), stoppede jeg i målområdet og fik Lars til at regne ud, om det var rigtigt, at jeg kun manglede 1 omgang. Frem med lommeregneren (man ganger ikke med 1,363 km i hovedet) og 36 omg. gav 49,068 km, så jeg fik løbet den sidste omgang og smed så chippen.

Det blev Niels, der netop havde rejst sig fra sygesengen, der måtte høre på min jammer. Han var med i Schweiz, da jeg måtte bryde 24 timers løbet af samme årsag, så han vidste, hvad det handlede om. Så gik jeg i bad, fik nogle dejlige grillpølser og så afslutningen på løbet. Helga Bang vandt som forventet med ca. 70 km, og Anne-Marie havde et godt løb med ca. 65 km på 2. pladsen.

Præmieoverrækkelse, afsked og så blev jeg kørt til stationen af Lars´s hustru Tina og deres dejlige dreng Oskar. Hjemme i Birkerød kl. 21.30 - trist, træt og opgivende.

Jeg kan først få en tid hos min læge om 10 dage pga. påsken. Nu må jeg have opklaret, hvad der er galt med den skulder! Den har aldrig været 100% i orden siden august, men diskusprolapsen satte ind og fik dermed al fokus. Nu er ryggen i god bedring (og klarede løbet uden de store problemer), så der er igen 'plads' til skulderen. I august fik jeg med det samme en henvisning til fys, da vi gik ud fra, at der var tale om en overbelastningsskade. Nu håber jeg på en scanning, så vi kan finde den egentlige årsag. Indtil videre er DM sat på stand by...