Løbekrise

Jeg ved, det lyder mærkeligt, at jeg har fået løbekrise. Endelig er det blevet lækkert løbevejr, korte tights and all, og så løber jeg ikke en meter!

Smerterne fra ryggen er min tro følgesvend, og dem har jeg nærmest vænnet mig til. De er klart aftagende, men helt godt bliver det aldrig, og lænden har været øm efter søndagens 50 km. Men det er ikke derfor, jeg ikke har løbet. Krisen er opstået, fordi jeg blokerer mentalt efter at have brudt et ultraløb for 2. gang.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at det er ok, og at det var den rigtige beslutning. Det har altid været min holdning, at hvis det 'kun' drejer sig om træthed eller mental krise, så kæmper man videre i et ultraløb, for det er en del af legen, men tegn på skader skal altid respekteres, og de er til alle tider en gyldig grund til at udgå. Og da jeg efter 4 dages hvile stadig har uro/murren i skulderen, var det den rigtige beslutning - bare ikke mentalt! Jeg har bandet, skældt ud og været trist. Alt i en sammenblanding.

Coachen har en ufrivillig pause i Santiago pga. en sammenbrudt bil, så der skulle købes en ny (er købt i dag), og han har, trods masser af egne problemer, stadig overskud til at bekymre sig om løberen fra Bistrup. Han er klar til at hjælpe med træningen, når jeg er klar igen, også selv om jeg skulle tage en længere pause. Det tror jeg nu ikke, det bliver til, bl.a. fordi jeg skal løbe 'Helvede i Nord' ½-marathon på mandag, men også fordi løb er min medicin mod mange ting.

Måske i morgen..