Efter en dag med min fødselsdag, Annettes studieoptag, bytur, sushi og champagne er det tid til at komme videre :-)
Først lidt jammer: jeg var til min første time i bodypump i onsdags, og det gik rigtig fint. Jeg kunne følge med, og jeg kunne løfte samme vægt som de øvrige. Eller...NOT! For siden torsdag aften har jeg været ramt af DOMS / forsinket muskelømhed. For pokker hvor har jeg haft ondt :-/
Først havde jeg ondt i musklen fra højre skulder og ned langs bagsiden af overarmen ned til albuen, hvor det føltes som om, at den var brækket. Det gik over efter 1½ dag, kun for at blive efterfulgt af en vedvarende ømhed på forsiden af begge skuldre. Og vi taler ikke bare om lidt av av - vi taler om ONDT. Jeg har været næsten ude af stand til at tage en T-shirt af, fordi jeg ikke kunne løfte armene over skulderhøjde, og det har ind imellem krævet manuel støtte fra den anden arm bare at forflytte armen. Først i dag, søndag, er jeg helt funktionsduelig igen! Øhh, tror I, jeg tager mindre vægt på, når jeg skal til næste time på onsdag??
Der har også været ømhed på indersiden af lårene, så det føltes som om, jeg løb med møllehjul om benene, men det er peanuts i sammenligning med smerterne i overkroppen. For jeg har da været ude at løbe alligevel, men bare ikke så hurtigt som planlagt. Coachen bliver ikke begejstret!
Jeg har været til den første time i spinning, og jeg er faktisk kommet til at holde af indendørscykling. Jeg er ellers ikke vild med at træne indendørs, men netop spinning, hvor man kan piske sig selv til sved og høj puls - Jo tak. Det var så at sige det første tråd mod Etape du Tour 2012..
Og nu, hvor vi er ved cykling, så har jeg vundet 2 VIP-billetter til Post Danmark Rundt enkeltstarten i Helsingør på lørdag aften.
Hvad indebærer det?
Fri adgang til VIP-telt og tribune.
Fri adgang til pølsevogn, kage, hjemmebagt pizza og 'meget andet' (hvad mon det er?).
Fri adgang til vand, øl og vin.
Modtagelse af DCU´s formand Tom Lund, der sammen med tidl. verdensmester Alex Pedersen vil holde os opdateret om udviklingen på dagens etape.
Overværelse af afslutningen fra tribunen samt interviews med centrale ryttere inden præmieoverrækkelsen.
Overværelse af præmieoverrækkelsen.
En lille forfriskning som afslutning.
Lyder det ikke som en sjov oplevelse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar