søndag den 17. juli 2011

Først mig, så 'duul på tur'

Heldigvis er interessen for duul´s tur stor, men der er også nogle, der ikke har lyst til den del af bloggen. Jeg vil jo gerne prøve at gøre alle tilfredse, så jeg har bestemt mig for at lave en fast opbygning af bloggen, mens løbeturen står på. Først skriver jeg om min egen træning, og dernæst kommer dagens indlæg om duul. Så står det alle frit for at læse videre eller nøjes med den 'alm.' blog. Det gør det også muligt for læsere, der kun er her for at følge duul (via link på Dourun) at springe direkte til denne del af bloggen. Det håber jeg, I vil være tilfredse med.

Jeg har haft lidt gener efter fredagens tand-operation. Sådan en følelse af let halsbetændelse: ømhed, let synkebesvær og lidt utilpashed. Så det var let at overholde den anbefalede hviledag i går, men efter 3 dage uden fysisk aktivitet var jeg nærmest desperat efter at løbe i dag. Jeg havde ikke løbet torsdag pga. tandpine, fordi jeg havde regnet med, at min egen tandlæge lige ville fikse det lille problem om fredagen. Little did I know...

Anbefalingen lød godt nok på 3 hviledage efter operationen, dvs. søndag inkl., men da der blev sagt 'vi plejer at sige, man kan løbe en marathon efter 3 dage', så tænkte jeg, at jeg nok kunne nappe en kort tur i dag. Som tænkt så gjort, dog med rådet om lav puls i baghovedet. Da jeg var på Kongevejen, trak det helt vildt i hjertet at løbe videre til Holte og løbe VM-ruten, men hjernen var for en gang skyld slået til, så jeg holdt mig til planen om 1 times løb = 11 km.

Så det har været en lousy uge rent træningsmæssigt og såmænd også fysisk generelt. Nu må det være slut med stikke og operere i mig lang tid fremover!! Med sølle 6 uger til Skövde ser det lidt sløjt ud med målet om +200 km, men jeg har ikke opgivet håbet endnu.

Inden jeg går videre med beretningen fra 1. etape af 'Duul på tur', får i et billede, som Andy Schleck har lagt ud på Twitter. Det er taget af Leopard-Treks kok og viser en dagsration for hver enkelt af holdets ryttere under Touren. Det har absolut ingen relevans til noget i dagens blog, men jeg synes, det er et sjovt og sigende billede, og jeg undrer mig over, hvor alle kalorierne sætter sig på de tændstikstynde mænd??

Jeg håber, at flasken i baggrunden bare er til pynt
for rytterne indtager vel ikke hver 1 flaske olie om dagen?
DUUL PÅ TUR

Etape 1. Søndag den 17. Juli 2011
Start kl.09.00 fra Marienplatz, München, 515 Moh
Mål: Arzbach, 680 Moh
Distance: ca.64 km, +180/-50 højdemeter

Kl.09, skrevet af Per Hjorth:
"Vi rundede lige Augustiner Biergarten med Anders i aftes til en enkelt øl - 1 liter i krus! God søvn, om end Søren og jeg synes, det var varmt, og Kent frøs. Det kan jeg se som et evt. problem med kommende fælles nætter. Vi er nu på vej til Marienplatz. Vi er vist 20 min. forsinket, men hva´ pokker - vi har jo ferie! Har stadig lidt ondt i hoved og kadaveret efter massagen fredag. Hygge fra 3 ultra freaks."

Kl.18.20, skrevet af Per Hjorth:
"Vi løber endnu og er i Bad Tølz. Kom væk fra de andre for 3 timer siden. Sidder lige nu på den lokale Burger King, da jeg udgik for væske. Ingen energi tilbage, så skal lige have slamfood og cola. De andre vil støde til her. Ved ikke hvor jeg har passeret dem!
Vi lagde ud kl. 09.30 i høj sol og 28 gr., så overskyet og lummervarme, for nu at have løbet i regn ca. 2 timer. Men stadig højt humør. Løber uden paryk (som mange ved, løber Per ofte med blå paryk - red.), så nu får jeg sved og regn i øjnene, og det er nyt."

3 kommentarer:

  1. Hej May-Britt

    Jeg ved at du lige nu har fokus på dit 24 timersløb, men kan se at du også er tilmeldt 6 timer i Albertslund til oktober.

    Jeg overvejer selv at prøve et 6 times løb. Og er i tvivl om det skal være i Albertslund i oktober eller Grenaa i november.

    Jeg skal løbe mit 4. marathon i Berlin i år, og tænker at jeg vil holde formen ved lige derfra frem til 6 timers løbet.

    Jeg løb Jubii Øl marthon, hvor vi hilste på hinanden, det blev ikke løbet hurtig (4.50) men benene havde det helt fint dagen efter.

    Lige nu løber jeg ca. 50 km./uge og det går fint. Jeg har løbet i ca. 6 1/2 år nu. Så grundformen er på plads.

    Kan du anbefale det ene 6 timersløb frem for det andet, eller skal jeg helt droppe ?

    Håber på et godt råd.

    Fortsat god sommer.

    Hilsen

    Mette

    SvarSlet
  2. Hej Mette

    Hvis du har lyst, skal du da springe ud i et 6 timers løb :-)
    Jeg har deltaget flere gange i både Albertslund og Grenaa, og det er begge to løb, jeg kan anbefale. Stemningen og forplejningen er i top begge steder.
    De sidste 2 år har vi været så heldige, at en af deltagerne har haft fødselsdag, når vi har løbet i Albertslund, så arr. sørgede for lagkage efter løbet. Den slags scorer høje points hos mig :-D
    Så du skal vælge det løb, der passer dig bedst i forhold til Berlin, og hvor lang restitutionstid ønsker du.

    Mange hilsner og god træning,
    May-Britt

    SvarSlet