Tingene er ved at udvikle sig i et temmelig surrealistisk retning! Fra at skulle løbe 24 timers løb om 4 uger skal jeg nu i stedet for løbe DM i 10.000 meter om 3 uger og DM i marathon om 7 uger. "Hva´be´ha´" tænker du nok!
Men der er nu en logisk forklaring: Det er nemlig Regina, som jeg også løber på klubhold med til DM i marathon, der har spurgt, om jeg også vil stille op på 10.000 meter. Der må være akut mangel på hurtige kvinder i alderen 45-49 år, siden hun spørger mig, men selvfølgelig vil jeg det. For mig er det et hårdt træningspas, forklædt som konkurrence, for jeg ved, at jeg er middelmådig på de korte distancer, men disse løb er en gylden mulighed til at presse mig selv på en måde, som jeg aldrig kan gøre under egen træning.
Hvis nogle undrer sig over, at jeg skriver 10.000 meter, så er det fordi, det er på bane. Løb på atletikbane skrives altid i meter, mens løb på vej skrives i km.
Jeg har meldt fra til lørdagens marathon på Avnø. Det er rigtig ærgerligt, men min mor er blevet syg, og jeg er eneste barn, der er i DK indtil søndag, så jeg vælger at blive i det nordsjællandske. Det betyder, at næste marathon er DM i Odense.
Der er mange, der tæller uger og dage ned til deres konkurrence. Jeg tæller ned på intervalpassene. Jeg ved, at der ikke er nogen vej udenom, hvis jeg vil løbe et anstændigt løb til september, men hvor jeg dog kan lide det meget, meget lidt. En raffineret form for tortur..
Jeg har løbet ugens pas i dag, og det gik mildt sagt lidt underligt for sig. Pga. den lille usikkerhed med gps-målingen vælger jeg at trykke omgange manuelt. Jeg bliver frustreret, hvis jeg den ene omgang skal løbe 5 meter længere end den anden pga. uret. Ja ja, vi har alle vores særheder, og det virker for mig.
Eller - normalt virker det for mig, for i dag glippede det åbenbart med at trykke hårdt nok for 'Lap' på 1. omgang, som dermed er registreret som en del af opvrmningen. En omgang, der i øvrigt blev kronet med, at mit snørrebånd gik op. Dobbeltknuder er løsningen, siger jeg bare!
Jeg var overbevist om, at jeg havde løbet 6x1 km, som var planen, men da data blev overført til min pc, stod der kun registreret 5 omgange. Det eneste positive (og det vigtigste) var, at intervallerne blev løbet hurtigere end i sidste uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar