Min djævelske ryg

Jeg har bevidst undladt at skrive ret meget om min ryg, men fakta er, at den bedring, der indtrådte for 1 måneds tid siden, forsvandt i løbet af 1 uges tid, og nu er alt som før. Konstant ondt/stivhed over lænden, nogle dage værre end andre. Lige pt. er det ret skidt. Bl.a. skal jeg tænke over, hvordan jeg sætter mig på en stol, for ellers kan jeg næsten ikke komme op igen pga. smerter. Sommetider frygter jeg ligefrem, at jeg har fået en ny diskusprolaps, og det kan vel ikke udelukkes helt, men da jeg ikke har smerter strålende ud i benet, vælger jeg lidt at ignorere dette. Der er alligevel ingen behandling andet end styrketræning. Nu om dage opererer man kun ved føleforstyrrelser og inkontinens, og jeg ville nok betakke mig under alle omstændigheder. Jeg er heldigvis ikke så hårdt ramt, at jeg tager smertestillende medicin, selv om mange nok ville gøre det i min situation, for det er temmelig fustrerende at have ondt altid, også når man sover. Mange nætter vågner jeg, fordi det gør ondt, når jeg vender mig i sengen. De, der selv har prøvet det, ved hvad jeg taler om, når jeg skriver, at jeg må 'løfte' kroppen rundt.

Jeg havde min første diskusprolaps i 2000, længe før jeg begyndte at løbe. Den næste kom ½ år efter, jeg var begyndt at løbe marathon i 2007, og nr. 3 er den, jeg stadig slås med knap 3/4 år efter de første symptomer. Mange undrer sig over, at jeg løber, og løber langt/ultraløb, med en diskusprolaps, men for det første har jeg rheumatolog Finn Johansens ord for, at det ikke forværrer noget så længe jeg lytter til kroppen. Faktisk er det godt for min ryg, fordi det holder den smidig. For det andet har jeg mange gange oplevet, at jeg er mest smertefri, når jeg løber, også marathon. Indrømmet at bagefter kan det være et helvede at tage tøj på, fordi jeg slet ikke kan bøje forover i ryggen (prøv selv at tage strømper og lange bukser på uden at bøje dig forover), men det fortager sig, når jeg har ligget ned og hvilet mig efter løbet. Så genoprettes den 'normale' tilstand.

I perioder, som lige nu, rammes jeg af opgivenhed. Mærkeligt nok indebærer det også at lysten til at løbe forsvinder midlertidigt, selv om jeg har det bedst, når jeg løber. Det er nok ikke unormalt, at folk med kroniske smerter oplever lettere depressive træk, når det hele føles håbløst. Sommetider betyder det, at jeg vælger at trække mig fra et løb, fordi jeg ikke kan overskue at have ondt bagefter. F.eks. fravalgte jeg at stille til start i tirsdags til Kastelløbet.

Men nu skal de triste/opgivende tanker sparkes over i hjørnet igen, og på lørdag løber jeg Albertslundløbet Halvmarathon som planlagt. Tiden bliver ikke hurtig, men det betyder heller ingenting, for det vigtigste er at få skubbet djævelen væk fra skulderen igen.
Ham, der altid siger: "Giv op"