Individuelle hensyn

Jeg bliver engang imellem spurgt om træningsforslag til det første marathon eller ultraløb, men selv om jeg meget gerne vil hjælpe, tilbyder jeg som regel kun retningslinier/gode råd, for det er min erfaring, at det, der virker for den ene, kan være helt forkert for en anden. Det handler efter min mening om en kombination af mentalitet, styrke, tid til rådighed og hensyn til familien.

Især oplever jeg, at sidstnævnte punkt er svært at takle for nye løbere. Man bliver så bidt af at løbe, at familien sommetider er 'lidt i vejen'. Jeg oplevede det selv, da jeg begyndte for 6 år siden. Jeg kunne næsten ikke vente på at få fri fra arbejde (dengang var jeg stadig dagvagt), så jeg kunne komme ud at løbe. Hele kroppen boblede af løbeglæde, og så måtte børnene, som heldigvis var teenagere og derfor kunne klare sig selv, vente med mad og moderlig omsorg, til jeg havde fået mit daglige adrenalinkick! Når jeg ikke løb, tænkte jeg på kost, udstyr og næste løbetur. Heldigvis fandt tingene et mere rimeligt niveau, så løb ikke fyldte hele min dag, og jeg blev til at leve med igen.

Med mentalitet tænker jeg på, hvordan man har det bedst med at træne. De første 4 år løb jeg overhovedet ikke intervaller. Det var heller ikke, fordi jeg løb specielt hurtigt på mine ture. Rigtig mange af dem lå på 5.30 min/km, men  til gengæld løb jeg næsten dagligt 1½-2 timer, kombineret med en lang tur i weekenden. Jeg har løbet 3t28min på marathon, 67,8 km på 6H og 189 km på 24H på denne træningsform.

Siden da han coachen fået mig til at løbe intervaller. Jeg indrømmer blankt, at det ofte går i stå efter 2-3 gange, fordi det interesserer mig ikke. Formodentligt fordi jeg er rigtig dårlig til det og derfor opnår en negativ oplevelse af træningen. Jeg er super dårlig til at presse mig selv, så jeg får blodsmag i munden. Jeg kommer sjældent over det tempo, jeg også løber på en hurtig tempotur. Og så føler jeg, at jeg får for få km!

Her kommer det mentale ind i mit tilfælde. Jeg har brug for at vide, jeg løber km nok. Det giver mig ro og selvsikkerhed, så jeg ved, at jeg kan stå distancen, når det gælder. Så selv om coachen helst ser, at jeg løber intervaller for at øge mit grundtempo, må jeg melde pas og tilstå, at jeg har det bedst med at løbe langt og langsomt. Det virker for mig, og det skal min træning bygges op omkring. Derfor har jeg svært ved at rådgive andre. For mig kræver det et personligt kendskab at sammesætte et program, der gør, at træningen er en nydelse, for det er efter min mening Alfa og Omega.

Og så er der styrke. Hvor megen træning kan kroppen holde til? Det er meget individuelt hvor megen træning og med hvilken intensitet, kroppen kan holde til, før man får overbelastningsskader. Derfor kan jeg ikke sige det ofte nok Lyt til kroppen. Og især den del er svær at styre, når man kun har mail-kontakt med en løber, for mange er så pligtopfyldende og gør, hvad de har fået besked på uden at melde tilbage, at det faktisk gør ondt et eller andet sted.

Jeg har lidt svært ved at formulere det rigtigt, så indlægget ikke virker for rodet, men det, jeg vil frem til, er: At selv om vi selvfølgelig gerne vil blive hurtigere, udholdende og lave gode resultater, er det vigtigste at bevare glæden over at løbe og undgå skader. Træn det, du har det godt med. Så skal de 3 ting såmænd nok komme hen ad vejen :-)

God træning!