fredag den 19. august 2011
Min låne-racer
Nu har jeg fået hentet den racer, som jeg kan låne i 2-3 uger for at se, om ryggen kan klare belastningen med at cykle. Nu skal jeg lære at sidde korrekt og finde ud af gearskift. Johnny var så venlig at putte indlæg i, så risikoen ikke er så stor for at punktere. Jeg skal også lære at lappe cykel! Vi talte om, at det vil være meget relevant med et cykelreparation/rengøringskursus for nye medlemmer. Det har han afholdt før, og det kunne jeg kun bakke op om at afholde igen.
Så hoppede jeg op på cyklen og drog hjem. Jeg havde ikke cyklet ret langt, før jeg kunne konstatere, at sadel og styr skal indstilles anderledes. Allerede her er jeg lidt på den, men hjælpen er ikke langt væk. Lars, der har gennemført flere ironmans (bare i år er det blevet til Ironman Nice og Challenge Copenhagen) har lovet at hjælpe. Desværre passer det ham bedst mandag formiddag, så jeg må styre min lyst til at afprøve cyklen i weekenden, men det går jo nok, for jeg får rigelig mulighed, når jeg skal på arbejde igen i næste uge.
Startlisten til DM er kommet, og jeg skal løbe med 13 andre kvinder i heat 2 med start kl. 14.35. Det bliver en ny fornemmelse at stille op i et løb med det formål at undgå sidstepladsen :-/
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar