torsdag den 18. august 2011

Svømmetræningen

Jeg er blevet prikket lidt på skulderen vedr. indlægget om at deltage i 6 timers løb, og jeg lover, at det snart kommer. Jeg troede, jeg havde god tid, for de interesserede skal løbe Odense eller Berlin Marathon først, men jeg kan forstå, at der allerede kigges lidt længere frem ;-)

Jeg var til svømning i går aftes. 1½ time blev vi heglet igennem med opvarmning, tekniske øvelser og afsvømning. Fokus på antal af armtag pr. 25 meter, tid på 25 meter samt korrekt indslag. Johnny Petræus er en træner, der kræver, at folk yder en indsats, når man er til træning, og det kan jeg godt lide. Når man er mødt frem, er det jo ikke for at hygge sig, men for at blive bedre. Hyggen er før og efter træningen.

Jeg opgav at tælle antal baner, men vi svømmede sammenlagt et sted mellem 2000-2500 meter. Det var meget positivt, at jeg kunne følge med under hele træningen i samme tempo som de andre. Johnny bemærkede, at det så godt ud, men at der selvfølgelig er plads til forbedringer rent teknisk. Jo tak, det ved jeg godt, for jeg har ikke modtaget undervisning siden folkeskolen. Skulderne er lidt ømme i dag, men det tager jeg gerne med, for det var fedt at være til træningen! Tænk at jeg skal skrive det om svømmetræning.

Mine 2 nevøer i Australien, Christian og Joachim, har tilbudt deres assistance med gode råd omkring crawl. Det er ikke det værste sted at få gode råd fra, for Joachim (der bliver 15 år senere på måneden) er netop udtaget til New South Wales State Swimming Team. Måske har han sine svømme-gener fra mig? Jeg kan jo altid håbe ;-)

SNIK har arr. træningsweekend  med Brian Dåsbjerg i weekenden efter Berlin Marathon. Jeg er glad for, at jeg valgte SNIK, da jeg skulle skifte klub, for selv om jeg ikke deltager i fællestræningen, får jeg jævnligt mulighed for at være sammen med mine klubkammerater til stævner og nu også en træningsweekend.

2 kommentarer:

  1. Hej May-Britt

    Tror du der er stor risiko for at de to 6 timers løb bliver udsolgt hvis man venter med at tilmelde sig til efter Berlin ?

    Jeg tror jeg hælder mest til at løbe i Albertslund, da jeg tænker at det kan nå at blive ret koldt i vejret når vi når til Grenå i november.

    Held og lykke i morgen.

    Hilsen

    Mette

    SvarSlet
  2. Albertslund har max. 150 deltagere og har ikke tidl. været udsolgt.
    Grenaa har max. 130 deltagere og plejer at blive udsolgt. Her bør man tilmelde sig hurtigst muligt.

    Mvh, May-Britt

    SvarSlet