Optur i Hamburg!

Nu ved jeg, hvad det vil sige 'at ramme dagen' :-D I min 5-årige periode som løber har jeg aldrig haft det så godt under et løb. Allerede fra jeg stod op, kunne jeg mærke, at jeg var klar både fysisk og mentalt. Rolig med den rette mængde spænding. En indre følelse som er umulig at beskrive. Instruksen var klar: fuld skrue! Så det var jeg indstillet på, men at det skulle række til en ny PR har jeg stadig ikke fattet!! Om lørdagen havde jeg forudsagt en sluttid på 3.40-3.45, og inderst inde håbede jeg, at jeg kunne komme i nærheden af 3.30, men så skulle det også gå rigtig godt. Uden anden nedtrapning end 2 hviledage op til løbet var jeg alligevel spændt om den gode følelse ville holde hele vejen, for, som mange løbere har erfaret, kan det vende på ét sekund! Men det holdt hele vejen. Da jeg passerede halvmarathon i ny PR og stadig havde en supergod fornemmelse i benene, begyndte jeg at tænke, at der måske alligevel var mulighed for en lille forbedring af 3.28.46, som var min hidtil bedste tid. Åh gud, hvor man regner og regner, og alligevel kan man ikke finde ud af hvor stor en margen, man har. Jeg var sikker på, at der var tale om 1, max. 2 min. Først ved 40 km mærkede jeg den første træthed, men med 2,2 km tilbage så skal der ikke så meget til at holde ud. Det var et par lange km, men jeg fornemmede alligevel, at farten var OK. Da jeg nåede opløbet og kunne se målet et par hundrede meter væk, var jeg lykkelig. Jeg troede egentligt ikke, der var overskud til en spurt, for jeg var brugt op! Men heldigvis kom der en ung mand forbi, og han spurtede. Hvis han kan, så kan jeg også, så jeg satte farten op de sidste 50 meter. Pressede simpelthen det sidste ud af kroppen. Der var ikke én meter tilbage i kroppen, da målmåtten blev passeret. Jeg var LYKKELIG. 3.20.44 - en PR med 8:02. Nr. 1421 overall ud af ca. 15.000 deltagere. Nr. 75 af samtlige kvinder og nr. 11 i aldersklassen W45. Undervejs en forbedring af min PR på halvmarathon med 46 sek. Kombineret med en ufattelig god stemning i gaderne blev det bare den totale løbeoplevelse. Man blev klappet, hujet og båret frem af publikum. Et af stederne følte jeg mig hensat til cykelrytternes Alpe d´Huez. Ingen afspærring og folkemængden, der stod i lag for at heppe på løberne. Jeg overgiver mig. Storbymarathon i Hamburg-udgaven er en euforiserende oplevelse. Det må været det perfekte sted at debutere som marathonløber! Der kommer mere om indtrykkene de kommende dage, men nu skal jeg slappe lidt af, før jeg skal i nattevagt. .