Så er jeg klar!

Taskerne står klar i entréen. Om bare 17½ timer skal jeg afsted, og jeg glæder mig :-) Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er ikke i nærheden af at være så nervøs, som jeg er før et 24 timers løb. Måske fordi det er umuligt at forstå omfanget af den opgave, der venter! Og dog, lidt har der været. Den obligatoriske migræneagtige hovedpine. Til DM 2008 kom den natten før løbet og holdt sig de første 6 timer af løbet. Denne gang var den i det mindste så venlig at komme på ugens eneste 'fridag' torsdag, så jeg rigtig havde tid til at 'nyde' den :-((( Før jeg begyndte at løbe, havde jeg seriøse migræneanfald, hvor jeg lå i et mørkt rum uden at spise og drikke i et døgn, efterfulgt af et døgn for at komme mig over kvalmen, der ledsager migræne. Jeg får det stadig i meget mild grad, når jeg bliver stresset - bare en meget let antydning af hovedpine, så jeg sagtens kan fungere, men det er frygteligt irriterende! Om det skyldes nervøsitet over undersøgelserne af hjertet, eller om det er en lille smule stress pga. løbet, ved jeg ikke, og det er også ligegyldigt nu, hvor det er overstået :-) Takket være et link, lagt af Allan Trans på Facebook, har jeg genset TV2´s indslag om mig. Har jeg virkelig sagt 600 km på nationalt TV??? Siden er jeg blevet klogere! Triple-marathon i Hamburg x 6!!! Så nu er målet at komme så godt igennem løbet som muligt og samtidigt lære af de bedste. Man ved jo aldrig, om der bliver 'en anden gang'... Jeg vil sikkert forbande min tilmelding mange gange under selve løbet, men jeg ved, hvad belønningen er. Efter 143 timer og 59 min. venter det fuldstændigt berusende sidste minut. Minuttet, der er det hele værd. Minuttet, der gør dig ubeskriveligt høj. Minuttet, hvor man ved, at man kom igennem alle kriser uden at give op. Minuttet, man skal prøve for vide, hvordan det føles! Jeg har fået lov at opleve det efter 24 timers løb. Forhåbentligt får jeg lov at opleve det igen lørdag d.5.9. kl.09.00. “Only those who will risk going too far can possibly find out how far one can go.” T.S.Eliot