Tid til at sige farvel til en god løbekammerat. I en fuld Store Sal på Vestre Kirkegård samledes familie, venner, kolleger og løbevenner.
Familien havde valgt at holde en mindehøjtidlighed i stedet for den traditionelle bisættelse, fordi det ville være i Renés ånd.
På en stor skærm kørte en lysbilledeserie med fotos af Renés liv som familiefar, ægtefælle og løber. Der blev ikke sunget. I stedet for blev der holdt smukke og rørende taler, som blev bundet sammen af musik, René elskede. Bl.a. den smukke ballade med Lis Sørensen "Livet er i farver".
Til tonerne af Andrea Bocelli´s "Time to say goodbye" blev kisten båret ud.
Det blev en meget trist, men samtidig meget smuk afsked. En alt for tidlig afsked...
Jeg var i følgeskab af Morten Walter og Tor Rønnow. Sammen med Per Hviid, Claus Ø., Mogens Pedersen og Jørgen Steen Nielsen havde vi købt en smuk båredekoration med hvide blomster. Dejligt ikke at være alene.
Efter mindehøjtidligheden var der en lille sammenkomst i Haveforeningen Frederikshøj. Det giver tid til at få løsnet den triste stemning, og det var meget hyggeligt.
Vi fik også hilst på Renés hustru Linda og hans steddatter Maritha, der har stået for meget af det praktiske, herunder mindesiden på Facebook. Fantastiske mennesker, der midt i en dyb sorg også har overskud til 'de ukendte løbevenner', og de var meget glade for, at så mange af os deltog i højtideligheden.
På min kjole bar jeg en sort sløjfe (billedet). Den skal sidde på mit startnr. under 6 dages løbet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar