lørdag den 18. april 2009
Sporer man en anelse panik?
Dette bliver skrevet præcis 14 dage før starten går! Får gåsehud, når jeg tænker på det...
Det er en blanding af spænding, glæde og nervøsitet.
Jeg kan stadig huske de indre kampe under DM. De kommer automatisk, når kroppen er slidt efter 12-14 timers løb, og natten sætter ind. Når kroppen går på natsænkning, og man tvinger den til at forsætte! Jeg var så træt på Bornholm!!! Jeg havde på forhånd aftalt med Jesper, at jeg under ingen omstændigheder ville gå ind og sove under løbet, så da jeg blev træt i krop og sjæl, bare gik og gik og gik jeg. Det hjælper lidt, når det lysner, men der er stadig 4-5 timer tilbage af løbet. Længere tid end det tager at løbe en marathon!
Da jeg fulgte Le Mans sidste år, gik det for første gang op for mig, hvor længe 24 timer er. De startede om eftermiddagen, kørte da jeg gik i seng, kørte da jeg stod op, og de kørte hele dagen. Som med så meget andet opleves tingene anderledes, når man selv er midt i dem (også 24 timers løb), og her fik jeg nu en opfattelse af, hvor ufatteligt længe 24 timer er - og en forståelse for hvorfor folk altid spørger mig, hvor meget man sover under sådan et løb :-D
Koncentrationsevnen er begyndt at svigte lidt. Ikke i forhold til mit arbejde, men jeg kan f.eks. ikke holde ud at se en film. Bliver rastløs og slukker midt i den, selv om jeg faktisk har lyst til at se den. (Har advaret om begyndende psykotiske træk ;-) )
I aften er jeg inviteret på middag, og jeg håber nogle timer i andres selskab kan give lidt ro.
På den sportslige side skal jeg via nettet følge min bysbo Rasmus Hennings første ironman på den lange distance i flere år. Han har hidtil konkurreret på den olympiske distance, men han er fra i år skiftet tilbage til den klassiske i håb om at kvalificere sig til Hawaii Ironman. Løbet løbes i Kina med start kl. 07 søndag lokal tid; kl. 01 i nat dansk tid.
Jeg har mødt Rasmus et par gange, og han er en venlig mand, en dygtig foredragsholder (hør ham endelig hvis du får mulighed for det) og en fremragende atlet - og så følger han den lokale ultraløbers meritter. Det er da lidt stort :-)
Du kan læse lidt om Rasmus´ forventninger samt få et link til løbet her:
http://rasmushenning.com/nyheder.asp?AutoID=497
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar