søndag den 16. januar 2011

Projekt 'Løb og muskler'

Jeg har løbeforbud fra kl. 08.00, og jeg skal faste fra kl. 22.00. I morgen er nemlig første forsøgsdag i Projekt 'Løb og muskler' af Scient.Hum.Fys Louise Hansen og Stud.Med. Mille Bækdal, under ledelse af Prof. Bente Klarlund Pedersen.

Formålet med projektet er at undersøge meget aktive løbere (min. 10 marathons, heraf mindst 2 i løbet af de sidste 14 mdr eller løber i gennemsnit 50 km eller mere uglt. og har gjort det i min. 5 år) og raske, utrænede personer (max. 1 times motion uglt) med henblik på at sammenligne træningsstatus, muskelcellefunktion (påvirker fysisk aktivitet vores stamcellefunktion?)sukkertoletance samt kognitive funktion (bliver man klogere af at være fysisk aktiv?).

Som deltager må man ikke være ryger, have et alkoholmisbrug, haft pause over 4 uger med motion, akut sygdom indenfor de sidste 3 uger, kronisk sygdom, gravid eller bruge præstationsfremmende midler.

I morgen er altså 1. dag, og her venter først en forundersøgelse af BT, puls samt blodprøve for evt. sygdom.

Dernæst skal jeg have lavet en sukkertolerancetest, hvor jeg skal drikke 75 gram sukker opløst i 3 dl. vand, og så følger de mit blodsukker via 8 blodprøver over 3 timer. I løbet af de 3 timer skal jeg også udfylde skemaer om min træning samt daglige aktivitet.

Der skal foretages en DXA-scanning, og det er vel dagens mest frygtede undersøgelse. Ikke fordi den gør ondt, for det gør den ikke, men fordi den afslører, hvor hvert et gram fedt sidder på kroppen! Jeg har fået foretaget denne test tidl. og jeg glemmer aldrig, at min krop fra halsen og ned havde en fedtprocent på 16, mens procenttallet steg til 16,3, når hovedet talte med! Må jeg lige gøre opmærksom på, at hjernen består af fedt? ;-)

Dagens sidste test er frygtet pga. smerterne! Muskelbiopsier fra låret, der foregår i lokalbedøvelse, men stadig gør ondt, og i følge Anders Licht føles det som at have et trælår bagefter!

Dagens forsøg tager 5 timer, og så er der fri træning indtil næste søndag, hvor endnu en karantænedag venter, fordi 2. forsøgsdag er mandag. I den mellemliggende uge skal jeg gå med skridtæller alle dage samt føre kostregistrring i 3 hverdage og 1 weekenddag.

Men ingen af disse tests kan slå mandagens hårdeste opgave: at undvære min morgenkaffe!!!




8 kommentarer:

  1. Super spændende med den undersøgelse, godt du holder fast i at medvirke, trods alt det andet......hvor lang tid forløber det over?
    OG DET MED KAFFEN: det klarer du nok endda ;-)))
    kh og GO fornøjelse
    Mette

    SvarSlet
  2. Du har da ikke alene jord i hovedet!!

    Nøøøøj, den var søgt...

    Det er da spændende at få nogle fakta på bordet. Får i at vide om I har mange type 1, type 2 eller type 2x muskelfibre - fra de muskler hvor der tages biopsi?

    Hvad med kondital - bliver det målt undervejs?

    Det lyder spændende i hvert fald - og så teste du "off-season" - så der bliver jo mulighed for forbedringer... :)

    SvarSlet
  3. Hvis det kan trøste, var skoven det rene mareridt at løbe i. Skiftede mellem ankeldybt mudder og livstruende is.
    God fornøjelse i morgen

    SvarSlet
  4. @ Mette: undersøgelsen forløber over 2 x 5 timer samt 1 x 1 time. Der er ikke sat dato på den sidste gang endnu, da det er en MR-scanning, og det afhænger vist af, hvornår de kan råde over scanneren.

    @ Frederik: jeg ved ikke, hvilke svar jeg får fra biopsierne, men jeg har bedt om at få alle data, og så skal jeg nok holde jer opdateret. Jeg får målt kondital næste mandag, hvor der er indlagt en fysisk test. Men der er helt sikkert plads til forbedring :-/

    @ Helle: det er en ringe trøst, for det har kriblet i kroppen for at løbe i 6,4 gr. varme, men jeg havde nok valgt landevejen af den grund, du oplevede ;-)
    Jeg håber, vi kan løbe sammen sidst på måneden, så jeg kan se dit nye hybel. Det bliver bare så spændende! Rigtig god flytning i morgen og vær nu sød ved flyttemændene :-)

    SvarSlet
  5. Pøj pøj i dag. Jeg skal nok være sød. På bunden er jeg jo et helt venligt menneske :-)

    SvarSlet
  6. Hvor lyder det spændende - både at være med og at få resultaterne. Så ved man jo hvordan det står til og kan ændre noget hvis man synes.

    Men bivirkningerne er selvfølgelig slemme, tror næsten heller ikke at jeg ville kunne klare den der manglende morgen kaffe....
    Hatten af for dem der ofrer kaffen på videnskabens alter!!

    SvarSlet
  7. Interessant. Jeg har løbet et par ultraløb , ved du om der er nogle undersøgelser, hvor den mellem- og langsigtede effekt af sådanne løb er blevet undersøgt?

    Jeg ved godt det ikke er sundt at løbe så langt, men det kunne være interessant at vide, hvor meget kroppen egentligt påvirkes. Er det overhovedet mere usundt end at løbe et maraton, som jo foregår i et meget højere tempo?

    Mvh.
    Kasper

    SvarSlet
  8. Hej Kasper

    Umiddelbart er den eneste undersøgelse, jeg har kendskab til, den som Bente Klarlund er i gang med i forbindelse med 6 marathons på 6 døgn på Bornholm i juni 2010.

    Jeg har skrevet til hende, og projektet er ikke færdigt endnu, men meget tyder på, at marathon ikke er skadeligt i det omfang, som man tidl. har antaget. Det ved jeg, at Bente har udtalt sig om i sin klumme på Politiken.

    Mht. de mange marathons på få dage tyder resultaterne på, at løberne faktisk var i bedre form efter løbene end før! Så jeg vil vente spændt på off.gørelsen af det projekt :-)

    Personligt er jeg af den mening, at ultraløb løbes i et behersket tempo for de allerfleste, og man indtager ernæring undervejs, så bortset fra trætheden og den alm. ømhed i kroppen, så tror jeg såmænd ikke, det er mere usundt end så mange andre former for sport. Hvis man har lavet en ordentlig træning, så er kroppen jo vant til en høj belastning samt har en evne til hurtig restitution. Men det er måske bare mit håb, at det er rigtigt ;-)

    Men naturligvis er ultraløb en meget hård udfordring, hvis man løber med, hvor det gælder titler, og derfor løber eliten kun meget få konkurrancer om året. Præcis som elitemarathonløbere.

    SvarSlet