Den sædvanlige panikstemning

Det er begyndelsen af januar, og jeg lider under den sædvanlige panik.

Jeg bliver ikke klar til 100 km i midten af april. Min grundform er alt for dårlig. Træningsforholdene er horrible. Jeg bliver aldrig hurtig igen. Jeg når det aldrig...

Hvert år!! Hvert eneste år står jeg i samme situation mentalt! Sidste år var det præcis det samme, og alligevel løb jeg en forrygende tid i Hamburg 3 måneder senere. Jeg ved godt, at mit udgangspunkt ligger over gennemsnittet, og de fleste vil muligvis ikke anse sig for at være i dårlig form, når man kan gennemføre et marathon på under 4 timer, men der er dælme langt ned til 3.20.44, og set i det perspektiv er jeg i dårlig form :-/

Jeg er inde i overvejelser, om jeg skal droppe DM 100 km, men jeg ved, at jeg har brug for et træningsmål indenfor overskuelig fremtid. Det er min motivation og mit fixeringspunkt. Og så behøver jeg jo faktisk ikke bestemme mig før omkring 1. april, hvor tilmeldingen slutter, så der er tid nok.

Jeg har abonnement på den engelske udgave af Runners World, og de har en sjov statistik omkring marathon i den seneste nr:
Folk, der fuldfører i 3.00, træner i gennemsnit 5,9 dage og 94 km om ugen, mens en 4.30-finisher træner 3,6 dage og 42,2 km. 3.00-løberen mister i gennemsnit 4:08 min. på 2. del af løbet, mens 4.30-løberen mister 16:56 min. Husk at det bare er statistik, men måske det kan betale sig at træne? ;-)

I aften skal jeg til MR-scanning, og jeg er spændt på resultatet. Orla Als har lovet at ringe, så snart han har svaret i hånden, så mon ikke det bliver på torsdag? Jeg synes, det går lidt bedre for tiden, og jeg har ikke haft yderligere gener efter søndagens løb, så det er positivt.