fredag den 7. januar 2011

Den foreløbige plan

Jeg har tænkt over, hvordan jeg bruger kompressionstights mest optimalt. Da jeg fik dem udleveret, fortalte Jan, at AG Københavns spillere sidder i de lange tights under de timelange busture til kampe i Jylland for at have friske ben, når de møder frem til kampen. Indtil Colibri tights dukkede op, har jeg kun set triathleter og ultraløbere bruge kompressionstights (primært mærket Skins) under konkurrence. Nu ser jeg badminton, fodbold- og håndboldspillere i dem (mærket Colibri). Jeg ved, at der er sportsfolk, der bruger tights efter et hårdt træningspas eller konkurrence, fordi det fremmer restitutionen. Faktisk er det nok den mest anvendte funktion af disse specielle tights. Så de bruges altså før, under og efter hård træning/konkurrence.

Baseret på mine to ture i Colibri (og jeg indrømmer, det er et spinkelt grundlag) er den foreløbige plan at bruge de korte tights under lange træningsture/konkurrence; 3/4 lange når jeg ellers ville løbe i knætights, og de lange vil jeg afprøve som restitutionstights. Jeg vil se, om det er rigtigt, at jeg hurtigere bliver klar til at genoptage træningen, når jeg har haft kompressionstights på i timerne efter konkurrence. Nogle sportsfolk sover ligefrem i dem! Som med alt andet udstyr bør man eksperimentere og se, hvad der virker bedst for én personligt, men hvor ofte har man pengepungen til at afprøve noget i 3 forskellige udgaver? Jeg har fået en gylden mulighed, og den udnyttes!

Grunden til, at jeg vælger de korte til løb, er, at dem havde jeg det umiddelbart mest behageligt i, og det gælder altid om at have den beklædning på, man har det fysisk og mentalt bedst i. Da den indbyggede kompression er ens i de korte og lange tights, burde det ikke have betydning hvilken længde, jeg løber i. Men som sagt er dette stadig på begynderstadiet, og jeg kan sagtens skifte mening hen ad vejen. So stay tuned...

I dag skal jeg til undersøgelse af min ryg. Faktisk har den haft det lidt bedre de sidste par dage, og om det skyldes, at løbetræningen er blevet mere regelmæssig, eller om det er den berygtede 'når man skal til lægen, forsvinder alle smerter'-effekt står lidt uklart. Der kommer formodentligt ingen afklaring i dag. Min forventning er, at jeg bliver henvist til en MR-scanning i næste uge, så det kan blive afdækket, om der er sket en forværring i løbet af de sidste 3 år. Jeg har en epikrise fra en lignende scanning i dec. 2007, som jeg tager med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar