Mit løbetøj er i den afslappede stil. Jeg bryder mig ikke om at løbe i for tætsiddende tøj, og mine tights er alle str. Large, selv om de nok burde være medium efter et størrelseskema. Så man kan roligt tale om et mindre kulturchock, da jeg skulle hoppe i kompressionstights! Hoppe er nu så meget sagt, for jeg fik indre billeder fra teenageårene, hvor man lå på sengen for at lyne bukserne op. Jeg følte mig lidt som Sandy i Grease, da de var taget på, fordi mine også er i blank sort. Bare jeg var lige så slank..
Kompressiontights skal være stramme for at virke, og jeg er helt forberedt på en tilvænningsperiode. Derfor passer det fint med nogle kortere ture i begyndelsen, men allerede på søndag skal de gennem den første alvorlige prøve. Jeg har nemlig tilmeldt mig Kalundborg Vintermarathon. Løbet, hvor jeg debuterede som marathonløber for 4 år siden, så det har en særlig plads i mit hjerte.
Nå, tilbage til dagens tur. Der er ingen varme i colibri tights, da de jo primært bruges af sportsfolk indendørs (især håndbold og badminton), så jeg havde mine skiunderbukser og vindtights ud over. Til min store glæde føles det ikke ubehageligt, at bukserne er stramme, og der er ingen tvivl om, at der finder en kompression sted. En tur på 11 km er slet ikke lang nok til at udtale sig om effekten, men jeg er ikke længere nervøs for at løbe marathon i dem på søndag. Jeg havde nok ventet en længere tilvænningsperiode.
Planen er at bruge kompressionstights på alle ture over 2 timer. På kortere ture løber jeg i alm. tights. Musklerne har godt af at arbejde uden støtte. Det er samme princip, som jeg bruger i forhold til mine kompressionsstrømper.
Som skrevet er det alt for tidligt at udtale sig om effekten for en løber, men det første indtryk er absolut positivt.
Ideomeo oplyser, at de har fået flere henvendelser på baggrund af mine indlæg, og jeg vil gerne sige tak til jer, der gør dem opmærksom på, at i har læst om deres tights her :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar