Et af de områder, der ikke så ofte tales om, er, når lysten til at løbe forsvinder. Derfor føler man ofte, at man står helt alene med problemet, som fylder rigtig meget mentalt, fordi man i bund og grund elsker at løbe, men lige nu kan man bare ikke holde ud at se synet af sine løbesko. Et paradoks, som er svært at forholde sig til.
Mange tror, at specielt folk, der er vant til mange km og lange ture, ikke kan få nok, men det kan vi! Lige nu er det min fornemmelse, at det har ramt mange ultraløbere, for jeg hører og læser om stor tilgang til fitnesscentrene for tiden, undertegnede inkl.
Det er faktisk et meget normalt fænomen, når årets store udfordringer er overstået, lige meget om man kom godt eller skidt igennem. Kulminationen af lang tids målrettet træning samt selve løbet fører ofte et 'hul' med sig bagefter. En tom fornemmelse. Det er en fornemmelse, der ikke kun rammer extrem- og ultrafolket, men løbere generelt, der fuldfører deres mål, ligegyldigt om der er tale om den første 5 km eller marathon.
Jeg tror ikke, der findes nogen gylden løsning på problemet. Jeg anbefaler, at man i en periode finder en anden træningsform, hvor konditionen holdes ved lige, så man slipper for den dårlige samvittighed. For det giver dårlig samvittighed ikke at løbe, når det er så stor en del af ens hverdag.
Min erfaring er, at lysten stille og roligt vender tilbage. Man må bare tage den tid, der tager, og kroppen har såmænd godt af en anden træningsform i en periode.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar