6 timers løbet i Albertslund

Inden jeg begynder min lidelsesberetning, vil jeg gerne sige, at det var et perfekt løb, ALOT havde arr. Et depot med alt hvad hjertet kunne begære, dejlig stemning og en fin rute rundt om Tueholm Sø. Da tidtagningen svigtede i begyndelsen, fik man hurtigt sat manuel omgangstælling i gang. Ingen panik, bare en lille justering i programmet. Tidtagningen kom op at køre efter 15-20 min, men jeg var helt tryg ved den manuelle tælling, selv om det kræver stort overblik med ca. 150 deltagere på en 2,2 km rute, hvor deltagere hele tiden vælter gennem målområdet.

Mit løb - ak ja! Den første time gik rigtig godt uden at have ondt nogle steder. Derefter begyndte den ene ulykke at rulle ind over den anden. Først fik jeg ondt i senen i knæhasen, men det fortog sig efter 40 min og vendte aldrig tilbage.

Så begyndte maven at gøre vrøvl, og det blev mit løbs største problem! Det kostede et par ture i buskene med diarré, og da man ikke kan tillade sig at løbe i 4 timer uden at indtage energi og væske, blev det en konstant balance med, hvad jeg skulle indtage. Energidrik, som er et must, kunne kun indtages i begrænset mængde, så jeg vekslede mellem vand, cola, cacao og meget lidt energidrik. Det lykkedes at holde mig ude af buskene i resten af løbet, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvor mentalt opslidende det er at løbe på grænsen af, hvad kroppen kan holde til. Jeg skal spare jer for detaljerne om, da jeg kom i mål, men det gik direkte til toilettet, og derefter satte en voldsom kvalme ind. Jeg var koldtsvedende trods tøjskifte, og jeg kunne næsten ikke tage mig sammen til at tale med folk. Jeg beklager, hvis nogle har følt, at jeg var kort for hovedet eller afvisende. Nu kender i forklaringen. Hvordan jeg kom hjem, står lidt sløret. Niels kørte mig til toget, og under den timelange togrejse kæmpede jeg med at holde alt indenbords. Ikke morsomt at sidde med en af de små DSB-poser i hånden, hvis det skulle gå galt! Direkte under dynen for at få varmen, og først nu, et par timer efter hjemkomsten, har jeg det lidt bedre.

Ved siden af dette lykkedes det mig også at falde på en træbro, så jeg har et fint 5 kr. stort sår på venstre ben. Skulderen gjorde opmærksom på sig selv i 4 timer, men det gjorde ikke direkte ondt, så det var OK. Som prikken over i-et fik jeg problemer med højre lyske, hvor det føltes som om, musklen 'rullede'. Det begyndte med 1t. 20 min. tilbage af løbet. Der var intet at mærke, da jeg stoppede med at løbe, så forhåbentligt udvikler det sig ikke. Det kræver helt sikkert et par testture, inden jeg melder mig klar til Skovmarathon næste søndag.

Fik jeg nævnt de lurende kramper? Heldigvis blev det ved truslen, og det skyldes helt sikkert det mangelfulde energiindtag.

På sådan en dag kan jeg kun være lykkelig for 63,8 km og en 3. plads. 1. pladsen gik til en rigtig godt løbende Birgitte Munch Nielsen, der er tidl. landsholdsløber på 100 km. Hun stoppede, da hun fik børn, men hun er kun 38 år, så der er god mulighed for et comeback.

Trods alle besværlighederne står mindet om en god dag pga. alle de dejlige mennesker, jeg ser alt for sjældent. Også tak til et par af bloggens læsere, der hilste på. Det er altid en fornøjelse :-)