fredag den 15. oktober 2010

At blogge og svømme

Jeg har to formål med min blog: at fortælle andre lidt om livet som løber / ultraløber samt at føre en slags dagbog for mig selv.

Nogle af jer har måske opdaget, at der er kommet en søgefunktion i sidebjælken, og den bruger jeg selv af og til, når jeg har glemt, hvordan det var, tingene hang sammen - eller ikke sammen! Når man skriver næsten dagligt, er tingene altid beskrevet, som jeg oplevede dem i øjeblikket, og det giver mig et værdifuldt redskab til at forstå nogle af de valg, jeg træffer. Faktisk burde jeg printe dem ud, men det vil jo allerede nu tage en evighed :-/

Nå, men det jeg egentligt vil frem til, er, at gårsdagens indlæg gav mig lidt at tænke over. Jeg vil gerne løbe for landsholdet i 2011, men da jeg ikke har kvalificeret mig som singleløber (og formodentligt ikke bliver klar til Bislett), skal jeg vente på en evt. udtagelse som holdløber i marts. Det harmonerer desværre bare rigtigt dårligt med hvem jeg er! De, der har kval. sig, kan allerede nu planlægge næste sæson, mens jeg er afhængig af andres beslutning, om jeg er 'god nok', og jeg kan først få svaret om ½ år. Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg vil.

"I am the master of my faith. I am the captain of my soul", som der står i digtet 'Invictus' af William Ernest Henley.

Måske skal jeg bare trække en streg i sandet og sige, at jeg har ikke kvalificeret mig til næste års mesterskab. Ærgerligt, men så må jeg jo se at stille op i 24 timers løb, hvis jeg vil med! Det bliver bare ikke i 2011. Og så kan jeg for alvor komme i gang med at planlægge for det kommende år...

Skulderens tilstand er noget svingende, og jeg prøver at holde mig selv fast i, at jeg kun lige er begyndt optræningen af den. Men jeg er en utålmodig sjæl (den har i vist fanget ;-) ) , og jeg synes naturligvis, at jeg allerede nu burde kunne mærke en bedring, fordi jeg har været god til at træne alternativt for at undgå løbets ensidige armbevægelser.

Det er især spinning, jeg føler, fylder 'hullet'. Her får jeg sved på panden, og jeg presser mig selv. Noget jeg forhåbentligt kan overføre til løb, når jeg for alvor skal i gang igen. I aften skal jeg til 1½ time med Henrik. Uuhhh, det bliver en god start på weekenden!

Torsdag sad jeg fast i selvmedlidenhedens sorte hul, og først ved 19.30-tiden fik jeg gravet mig op. Jeg kom afsted til svømmehallen, hvilket i følge livredderen var første gang i 2 år, for mit klippekortsystem var slet ikke i brug længere! Nå for pokker...

Jeg fik ombyttet de resterende klip til billetter, og så var der adgang til klorbassinet. Kl. 20 er der meget få badende, så der var god plads. Fordi det er så længe siden, jeg sidst var i vandet, havde jeg ingen idé om, hvor hurtigt jeg kunne svømme, men 1000 meter brystsvømning på 20 min. er vel ok? For variationens skyld ville jeg derefter prøve lidt rygcrawl, men det var skulderen ærligt talt ikke ret glad for, så efter 100 meter skiftede jeg til rygsvømning, hvilket gik fint.

Så skulle jeg prøve crawl. Det er jo der, jeg skal henad, hvis jeg skal virkeliggøre drømmen om en ironman en dag, men igen - skulderen var ikke glad for bevægelsen! 150 meter, så måtte jeg tilbage til brystsvømning. 1500 meter svømning blev det til, før jeg havde ondt nok til, at jeg synes, nu måtte det være nok for i dag. Men jeg er i gang, så Rasmus Henning - watch out!!! 

2 kommentarer:

  1. Hej May-Britt,

    Kan godt forstå, du gerne vil kunne planlægge i god tid og vide hvad du skal gå efter. Sådan har jeg det selv med stort og småt.

    Hvad er forskellen på at være singelløber og holdløber? Er det bare noget med udtagelsen at gøre?

    Håber alligevel du kommer ud at lufte landsholdstrøjen før eller siden!

    God bedring med skulderen, om ikke andet så har du oplevet nogle andre sportsgrene.....

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Man er sikker på deltagelse i mesterskaber, hvis man kval. sig som singleløber (180 km for kvinder og 210 km for mænd indenfor de seneste 2 år).
    Hvis der er ikke er nok singleløbere, kan holdlederen fylder op med holdløbere (170 km for kvinder og 200 km for mænd).
    Hvert land må stille med 9 kvinder og 9 mænd, hvoraf de 3 bedste resultater også gælder i holdkonkurrencen. Da man af erfaring ved, at halvdelen ikke løber optimalt på dagen, er det vigtigt at få sendt så mange som muligt afsted.

    Konklusion: singleløbere er sikker på deltagelse, mens holdløbere kun kommer med, hvis der er pladser tilovers.

    SvarSlet