Mit had/kærlighedsforhold

Nogle elsker at løbe intervaller, så hjertet hamrer oppe i halsen. Jeg er ikke en af dem!! Jeg hiver efter vejret, og det lyder som en vuvuzela, når jeg racer afsted. Jeg ved fra en undersøgelse på Bispebjerg Hospital, at mit luftrør arbejder unormalt, når jeg løber, så det vil aldrig blive anderledes. Det er ikke farligt, så jeg har lært at leve med det. Eller næsten lært at leve med det. Det er en af grundene til, at jeg ofte løber med musik. Jeg gider ikke høre mig selv hive efter vejret som om, jeg er ude af form :-] Jeg løber aldrig med musik, når jeg træner intervaller, så det gør træningen til en udfordring både fysisk og mentalt. Men det er jo svært at komme med et fornuftigt modargument, når coachen minder mig om min forbedring på marathondistancen i april efter forholdsvis få intervaltræningspas. Jeg må nødtvunget indrømme, at han har fat i den lange ende! Planen er at løbe passet om mandagen, hvis jeg ikke har løbet lang tur om søndagen. Det er der to grunde til: 1. Det bliver afviklet, før jeg går i gang med mine nattevagter. 2. Så er det overstået. Da jeg ikke har løbet intervaller (eller tempoture for den sags skyld) i 2 måneder, blev der lagt forsigtigt ud. 15 min. opvarmning - 10 min. interval - 35 min. afjog. Mens jeg ikke bryder mig om intervallerne, så nyder jeg til gengæld den rolige afjog, når det er overstået. En kombination af god samvittighed over at have lavet den mindre sjove, men effektive træning og fornemmelsen af hvor let det går, når tempoet pludselig sættes ned.