GUCR 2.del

Som skrevet i 1.del nåede jeg 5. depot i god tid før cut-off, 15t.15min. Regnen var endelig stoppet, og jeg fik tørre sko og strømper på. Her blev serveret varm mad: bagt kartoffel, bønner og reven ost. Jeg har ikke fået beskrevet depoterne. De fungerede upåklageligt! Så snart man kom ind, blev det registreret, så de var sikker på, at man blev sendt afsted igen, før de maximale 40 min. var overskredet. Med det samme fandt de mine to tasker, der blev fragtet fra depot til depot, mens jeg løb. Så blev jeg plantet på en stol, hvor jeg kunne hvile mig, mens de bragte, hvad jeg ønskede at spise og drikke. Mine flasker til turen blev fyldt efter ønske med vand. Dejligt at de hurtigt tog over, så man fuldt ud kunne nyde de få min. hvil. Søde hjælpere fulde af opmuntrende ord. Når jeg læser de sms, jeg har sendt, kan jeg se, at allerede her havde jeg de første problemer med mit venstre knæ, men når man løber mange km, bliver man vant til at have lidt ondt her og der, så i første omgang konstaterede jeg bare, at jeg havde lidt ondt i knæ og ryg pga. det ujævne underlag. Jeg passerer 6. depot lidt over kl.02, og kl.03 sender jeg en sms til Jesper, at jeg har ondt i knæhasen, og jeg bliver nødt til at tage det roligt, hvis jeg skal i mål. Jeg skiftevis løber og går, men efterhånden må jeg gå mere og mere. Da jeg ankommer i 7.depot, står Kent og tager imod mig. Han er udgået med skader tidl. i løbet. På det tidspunkt er jeg slidt efter 25 timers løb, dårlig væskeoptagelse og min egen kamp med smerter, så jeg har ingen overskud til trøstende ord. Jeg tænker, at det er synd og ærgerligt, at han må opgive for 3.gang, men jeg har simpelthen ikke overskud til at tænke mere over det. Ude på løberoverdrevet bliver man sig selv nærmest, med mindre der er tale om noget, hvor man kan gøre en forskel. I depotet bliver der serveret morgenmad: røræg og toastbrød samt varm the. Jeg tør ikke sidde ret længe, for så kommer jeg ikke afsted igen! Der skal enorm viljestyrke til at begive sig afsted, når man ved, at der er 25-30 km, før der er hjælp næste gang!!! Men afsted kommer jeg, selv om det foregår i gang. Knæet vil slet ikke mere, men først ved 11 tiden sender jeg de første beskeder hjem om hvor alvorligt, det faktisk er. Jeg vidste, det ville skabe uro, hvis jeg begyndte at sige noget, og måske ville det gå over med tiden. Jeg er millimeter fra at trække mig, men inden jeg træffer beslutningen, vælger jeg at trække på min trofaste hjælper igen. Jesper anbefaler, at jeg tager 35 min. hvil (må jo ikke overskride 40 min) og så ser, hvordan det går. Mit problem var bare, at der var 10-12 km til depotet, hvor jeg kunne hvile. Der er meget få bænke langs kanalen, så med mindre jeg ville sidde på græsset (og så ville jeg aldrig komme op ved egen hjælp), måtte jeg forsætte. Efter 5 km stod der alligevel en bænk – min lykkebænk skulle det vise sig. Den stod i solen, og der var ikke en løber i syne, så jeg lagde mig ned for at hvile lidt. Skønt at få benene lidt op. Da jeg havde ligget i 5-10 min., dukker Vinnie Purdy op. Vinnie, som jeg havde talt med dagen før. Han var gående pga. store vabler under fødderne, og han var fokuseret på at nå London. Med sig havde han Colin som pacer. Vinnie løb som ’supported runner’, og han havde to klubkammerater med som hjælpere: Colin og Lynton. De to skiftedes til at køre forsyningsbilen og gå med Vinnie, så han kunne holde et pace på 1 mile på 20 min. = ca. 5 km/timen. Det ville bringe ham til London indenfor tidsgrænsen på 45 timer. Uden at spørge om det var OK, klyngede jeg mig til Vinnie og hans crew, og ikke et sekund beklagede de sig. De var mine frelsere i løbetøj. Det betød, at jeg gjorde stop med Vinnie hver gang, han nåede sin forsyningsbil, og det kostede naturligvis noget tid, men det blev rigeligt opvejet af den fysiske og mentale hjælp, jeg fik til gengæld. Det kan være lidt hårdt at skulle tale engelsk, når man er træt, men tiden går, når man snakker, og det afleder tankerne. Vinnie fandt en lidelsesfælle, og sammen kunne vi grine, når det gjorde ondt i hver en fiber i kroppen ved bropassagerne. Colin og Lynton var de mest tålmodige hjælpere, jeg har mødt. Ikke et løftet øjenbryn, når vi jamrede. Ingen skubben-på, hvis vi ikke overholdt tiden. De gik med en Forerunner for at se, om vi holdt pace. Når vi spurgte, om vi gik for langsomt, var de altid fulde af opmuntring og sagde, at vi lå lige under pace. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det virkede. Vinnie tog et par Panodil på et tidspunkt, og det fik ham til at gå lidt lettere i en periode. Det betød, at jeg hang lidt bagefter hele tiden, men da jeg sagde, at de bare skulle gå, for jeg ville ikke trække deres tempo ned, sagde de samstemmende, at det kunne der ikke være tale om! Vi havde gået mange timer sammen, og nu blev vi sammen til London. Hvem vil give op undervejs, når man får sådanne mennesker at følges med?? Kl.19.20 når vi sidste depot, og der er bare knap 20 km hjem. Det lyder overkommeligt, men tænk lige på at det betyder min. 4 timers gang endnu. Så sætter det 20 km i et andet lys. Oven i købet var der noget reparationsarbejde langs kanalen, så vi måtte ud på en ca. 2 km lang omvej, hvilket betød, at vi kom i mål 30 min. senere end vi havde beregnet. Vinnie så meget frem til at få sin medalje, og jeg så bare frem til at se en seng! 42 timer og 9 min. så var vi i mål. Naturligvis krydsede vi målstregen samtidigt, for vi havde gået de sidste 14 timer sammen. BEEN THERE – DONE THAT – NEVER AGAIN