GUCR 1.del

Her kommer 1. del af beretningen om GUCR. Jeg er ikke god til at bemærke, hvornår jeg løber ind og ud af diverse depoter, så i skal ikke forvente en kronologisk gennemgang af løbet, men i højere grad historien om op- og nedture. Optakten til løbet var jo ikke den bedste med et voldsomt migræneanfald 3 døgn før starten, men jeg følte mig alligevel frisk fredag morgen, da jeg tog til Birmingham. Fredagen brugte Kent og jeg på at handle ind, få udleveret startnr. og slappe af. Tidligt i seng og trods en del støj udenfor hotelvinduet fik jeg sovet fint og følte mig udhvilet, da jeg skulle op kl.04. Kl.05 tog vi en taxa til startstedet i Gas Street, hvor der allerede var mødt mange løbere op. I alt stillede 91 ud af de 96 tilmeldte til start. Jeg fik hilst på flere løbere, men som altid holdt jeg mig lidt for mig selv. Det er min måde at lade op og finde fokus på løbet Lidt i 06 gik vi ned til kanalen, hvor løbsarr. Dick holdt en kort tale, og så gik starten på 145 miles. Forventningsfulde løbere drog afsted, nogle i højere fart end andre. Jeg holdt mig bag i feltet, mens Kent straks satte fart på. Der gik flere timer, før jeg så ham igen. Oprindeligt var taktikken at løbe 25 min. og gå 5 min., men det faldt til jorden med det samme. For det første passer det slet ikke mentalt til mig at gå, før det er nødvendigt, og for det andet gav det sig selv at gå over samtlige broer for at spare på kræfterne. Der kom mange, og de fleste havde en pæn stejl stigning. Jeg lagde ud i et roligt tempo (ca.6 min/km). Det var tørvejr, da vi startede, men efter ½ times tid åbnede himlen for sluserne, og de blev ikke lukket før hen på aftenen! I begyndelsen var der løbere omkring mig, og der var den sædvanlige afslappede stemning med hilsner og korte bemærkninger, når man passerende hinanden. Det skulle forholdsvis hurtigt ændre sig, og på meget lange strækninger kunne man løbe uden at se andre hverken foran eller bagved. Ikke helt betrykkende, når man kender min stedsans, men jeg var usædvanligt heldig i den retning. Hver gang, jeg var i tvivl om ruten, dukkede der en løber op og sammen fandt vi vejen videre. Omkring 55 km var der danskerdepot. David, som jeg har fået kontakt med via bloggen, og hans kone, far og mor ventede på Kent og mig med mad og drikke. Efter 50 km i regn var det en kæmpe opmuntring at møde heppekoret :-) Her fik jeg at vide, at Kent var løbet ud 2 min., før jeg kom ind, hvilket overraskede mig meget, da han havde lagt hurtigt ud, mens jeg havde holdt den lave fart. Jeg var stadig godt løbende. Benene var godt nok kolde og stive pga. regnen og blæsten, men mit regnslag gjorde, at jeg trods alt ikke var gennemblødt. Kort tid efter at jeg havde forladt 2. depot, kom der en voldsom byge, og med knap en km til næste bro, hvor jeg kunne krybe i ly, nåede jeg at få gennemblødte strømper og sko. Det betød, at jeg kom til at løbe knap 30 km med sko, der svuppede, og grobunden for vabler var lagt! Det ujævne underlag gjorde naturligvis ikke sagen bedre. Jeg har ikke fået beskrevet landskabet: det er en meget smuk rute. Man løber næsten konstant ½ meter fra kanalen på nedtrampet græs, der nu var langt, vådt og tungt at løbe i. Andre steder løber man på grusstier med mange sten i, så det var også ujævnt at løbe på. På kanalen flød de lange husbåde, hvor livet snegler sig afsted. De sejler ikke hurtigere end at en ultraløber på langfart løber fra dem. Venlige folk, der hilste og ønskede god tur. Mange vidste, hvad vi var i gang med, og alle smilede og heppede. Om aftenen sad de inde i bådene og råbte og klappede gennem vinduerne. Landskabet er grønt, grønt, grønt. I begyndelsen suger man det til sig, men når man har set det sammen smukke landskab i 7-8 timer, flytter fokus sig til stien foran og ikke ret meget længere. Selv dejlig natur kan blive ensformig. 5. depot ved 114 km er cut-off depot. 19 timer er max., men jeg var fremme i god tid og var stadig godt løbende. Her kan jeg huske Vinnie for første gang, fordi vi snakkede om, at det var rart at være forbi dette centrale punkt. Vinnie Purdy kommer i til at høre meget mere om. Indtil nu havde jeg kun haft 1 problem, men det var faktisk også et ret væsentligt problem: jeg kunne ikke optage væske! Lige meget hvornår jeg drak, og om jeg drak meget eller lidt, gik der ikke 2 min., før jeg skulle tisse! Ikke bare det der nervøse småtisseri, men rigtigt tisse. Det var heldigvis nemt at klare, for der var jo ingen løbere i øjesyn, så det var bare at gå lidt ind til siden og så klare problemet, men efterhånden blev jeg temmelig bekymret, fordi det forsatte i timevis, og jeg blev bekymret for dehydrering. I ren desperation sendte jeg en sms til Jesper, hvad jeg skulle gøre! Jeg var ikke lige opmærksom på tidsforskel osv., men heroisk besvarede Jesper beskeden kl.01.30 :-] Spise salt, spise før jeg drak og spise vandholdige varer. Nu stod jeg mellem to depoter, så jeg spiste et par salttabletter mere, men lige lidt hjalp det, og problemet forsatte løbet ud! Jeg har aldrig haft så koncentreret urin efter et løb! Mere følger... .