De mange muligheder

Der er så mange muligheder som ultraløber! Korte eller lange løb, trail eller flade ruter, distanceløb eller timeløb, store løb eller små løb. Jeg elsker at læse om spændende løb. Pt. er jeg i gang (for 3. eller 4. gang) med Dean Kanazes´s 1. bog, som især omhandler løbet 'Western States 100'. Jeg bryder mig ikke så meget om hans efterfølgende bog '50/50', men 'Ultramarathonman' kan varmt anbefales. Jeg kan godt lide tanken om at deltage i løb, som ingen eller kun få danske kvinder har deltaget i, men det fik jeg vist røbet med det fine citat fra GUCR ;-) Det får tankerne til at vandre. Skal jeg løbe VM eller Thames Ring 250 miles næste år? Måske bliver valget slet ikke mit, for pt. er jeg ikke kvalificeret til landsholdet, da mit sidste resultat over 180 km er mere end 2 år gammelt, så jeg skal lave et godt resultat i Schweiz, hvis jeg vil løbe VM. Ellers er der ingen tvivl om, hvad jeg skal løbe - hvis jeg kan få startnr.! Der bliver kun plads til 35 løbere, så man skal være hurtigt ude, når tilmeldingen åbner. 400 km på max. 100 timer. Kort, rygsæk, få depoter - hele turen en gang til, men denne gang 160 km længere! Lyder det ikke som en fantastisk udfordring?

Norge på langs

Ultraløb er mange ting. Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser! To ultraløbere, norske Erik Nossum og hollandske Peter Rietveld, har sat sig for at løbe Norge på langs. 2521 km på 40 dage. Et snit på 63 km om dagen! Jeg har mødt Erik et par gange, og det er altid en fornøjelse at følge mennesker, man kender (selv om det kun er overfladisk), når de begiver sig ud på store udfordringer. Løbet begynder d. 1/7 kl. 10.00. Du kan læse om deltagerne,ruten samt følge løbet her Med på sidelinien har de Bjørn Hytjanstorp, der tidl. har arr. Bislett 24H og Eidsvoll 6H, så de er i gode hænder. Begge løbere deltog på de første 8 etaper af World Run 2, og Peter har løbet Mors 100 miles i 2007, hvor han blev nr. 2.

Varmen

Pyha - man kan roligt sige, at sommeren er kommet til Danmark. Om det er vejrgudernes måde at kompensere for den lange, kolde vinter, er ikke godt at vide, men hvor ville det være herligt, hvis de fremover ville fordele goderne lidt. Jeg har kastet al forfængelighed overbord! Egentligt er jeg for gammel og ikke fast nok i kødet til at løbe i bar mave, men nu er det simpelthen så varmt, at mine 2 sportstoppe fra Asics er kommet frem. Jeg købte dem for 3 år siden til sportsmessen i forbindelse med Kbh. Marathon, og jeg har vel brugt dem 5-6 gange af ovenstående årsag :-] Men nu har jeg overgivet mig, for med en vejrudsigt, som man skal være et skarn for at klage over, må alle midler tages i brug for at holde kropstemperaturen nede. Det er hårdt for kroppen at løbe i den uvante varme, så fortvivl ikke, når farten ikke er, som den plejer. Nyd det gode vejr så længe vi har det, og så samler vi op på tempoet, når temperaturen er faldet med 10-15 grader :-) HUSK VÆSKEN - også på de korte ture!

Træningsplaner

Træningsplaner er en fleksibel størrelse. Som jeg tidl. har nævnt, har Jesper og jeg lavet en grundplan for træningen frem mod 24H i september, men den skal naturligvis justeres hen ad vejen. Der skal tages hensyn til skadesindikationer, mental træthed, personlige forhold eller (på den positive side) bedre respons på træningen end forventet. Jeg er i gang med basistræningen, som skal evalueres om 14 dage. Nogle ting skal imidlertid planlægges i god tid, f.eks. konkurrencer, der betyder rejseudgifter. For at få billige orangebilletter til Jylland skal man være hurtig på tasterne! Derfor ligger det allerede nu fast, at både Jesper og jeg deltager i Vodskov ultrarun d. 28. august. Jeg har ordrer om at løbe et 'veldisponeret løb, der ikke går ud over den efterfølgende uges træning'. På dansk betyder det 'et roligt træningspas på 60-65 km'.

Ugen, der gik

Det har været et fantastisk løbevejr i den forgangne uge. Er det ikke vidunderligt, når det kun tager 3 sek. at få løbetøjet på? :-) Det er ved at være på tide at få udskiftet musikken på min mp3, men det er bare sådan et stort arbejde :-] Jeg har stadig samme musik, som blev lagt på til 6 dages løbet i august 2009, men da jeg også har radio i, hører jeg lige så ofte P3 eller Radio Soft, når jeg løber. Jeg skal bl.a. have lagt genopdagede Dire Straits på. Jeg var vild med Dire Straits i mine yngre år, og de bringer dejlige minder frem om gymnasietiden, fester, Claus (hvor mon han er i dag?). Når musikken er mit største problem, kan i nok regne ud, at det går godt med knæet. Jeg har intet mærket i et par uger, så nu kan jeg stille og roligt begynde at optrappe træningsmængden. Der har sneget sig et par ekstra km på i den forgangne uge i forhold til træningsplanen, men heldigvis er coachen i godt humør, så det er godkendt :-) Der er kun 13 uger, til det går løs i Schweiz...

At ændre livsstil

Jeg begyndte som bekendt at løbe for 5½ år siden på baggrund af min venindes kræftsygdom. Hvis jeg havde haft mere klartsynede briller på dengang, ville jeg have set, at jeg var i langt større risiko for at få type 2 diabetes! År 2004: 42 år, 174 cm, 74 kg. Et taljemål på 88 cm. Ingen motion gennem 20 år bortset fra de 5-6 km jeg gik på arbejdet samt lidt cykling, for jeg ikke har haft bil i 20 år. Dengang arbejdede jeg i Birkerød, så det blev ikke til mere end 5-6 km om dagen - max! Ingen morgenmad, men lyst brød til formiddagskaffen og kage til eftermiddagskaffen. Der er især en bestemt fornemmelse, jeg stadig har med mig: når jeg sad på cyklen, følte jeg, at ballerne 'faldt ned' over sadlen i stedet for, at jeg sad ovenpå sadlen. Den følelse håber jeg aldrig, jeg skal opleve igen!! Heldigvis er det aldrig for sent at ændre livsstil, og selv om jeg stadig jævnligt beklager mig over vægten, så er der jo ikke rigtigt noget at komme efter. Jeg har en krop, der åbenbart har det bedst på 65-66 kg, og så veksler den bare mellem om de sidste par kg skal være fedt eller muskler :-] I 2006 fik jeg lov at få foretaget en DXA-scanning på Steno. Det er en særlig røntgenundersøgelse, der afslører kalkindholdet i knoglerne mhp. at afdække evt. risiko for knogleskørhed. En ting, der kan være rar at vide som ultraløber. Undersøgelsen afslører også meget specifikt fedtindholdet i diverse dele af kroppen, hvilket er en lidt pudsig ting. F.eks. har jeg 71 gram mere fedt i venstre arm end i højre arm. Men det, jeg vil frem til, er at trods en kampvægt på 66 kg, var min fedtprocent kun 16.0, så jeg kan ikke kæde min vægt og fedtprocent sammen. Så er der jo også den ene gang om måneden, hvor jeg føler mig som en væskepumpet kylling - og ligner en! Jeg har prøvet at fortælle de højere magter, at jeg forlængst har udtjent min værnepligt for mor, men de mener åbenbart, at jeg stadig skal stå på listen over reproduktionsdygtige kvinder. År 2010: 47 år (lidt endnu ;-) ) og stadig 174 cm, men nu 66 kg. Taljemålet er 72 cm, og motion er en naturlig del af min hverdag. Havregrynene har erstattet det hvide brød, men kage spiser jeg stadig. OK, så der er ikke tale om en total livsstilsændring, men risikoen for type 2 diabetes er ihvertfald elimineret.

Studenternes Dag

I dag er en af de festlige sommerdage. Studenterne fylder godt i gadebilledet med deres flag- og ballonfyldte lastbiler, mens de glædestrålende råber og vinker. Det er bare så livsbekræftende, og hvor det smitter :-) De er velsignet med et forrygende sommervejr, og der kommer ikke et ord over mine læber om, at det er lige lovlig varmt at løbe. Jeg nyder det i fulde drag! I går var jeg rundt om Furesøen, og ved Furesøbad og Frederiksdal var der fyldt med solskinshungrende mennesker. De 27 km sad lidt i lårene, så jeg havde egentligt kun regnet med at løbe 5-6 km i aften. Specielt fordi min krop altid er træt efter 4 nattevagt med for lidt søvn om dagen. Men det er bare så herligt vejr, og så snart jeg kom afsted forsvandt den ømme fornemmelse. Vupti - så stod der 14 km på uret.

Finisher-diplomet

Jeg har fået tilsendt et flot diplom fra GUCR pr. post. Der var også listen 'Hall of Fame', der består af navnene på løbere, der har gennemført løbet gennem de 15 år, der har fundet sted. Jeg indtager en beskeden 156. plads ud af 207 fuldførende. Desuden er der et hæfte med en lille personlig kommentar om hver enkelt løber, der deltog i år. Under mit navn står der: May-Britt Hansen (No. 43; 00.09) = 31st, emailed last year expressing a desire to be the first Danish lady GUCR finisher. Job done! Før løbet kunne vi bestille en T-shirt og/eller en sweatshirt for sammenlagt 200 pund. Det er god kvalitet, og især sweatshirten er superlækker at have på. Det er naturligvis kun derfor, at jeg har gået rigtig meget med den ;-) Trøjens bagside: Jo længere tid, der går, jeg mere glad bliver jeg for at have deltaget i løbet. Fysisk er det mere krævende end noget andet løb, jeg har deltaget i. Underlaget. De få depoter. At løbe 240 km med rygsæk. 24 timers løb med korte rundstrækninger og konstant depot/hjælperservice er jo luksus i forhold til! Psykisk kommer man helt ud i afkrogene. Der er mange, mange timer alene i ukendt område uden afmærkning, hvilket var meget grænseoverskridende for mig. Det er en underlig fornemmelse at kunne træde af på naturens vegne eller tage sten ud af skoen uden at man bliver passeret i mellemtiden. Så er der altså langt mellem løberne! At vide at det sekund, du træder ud af depotet, går der flere timer, før du når det næste og kan hvile, supplere din forplejning eller lave et større tøjskifte. Smukt terræn men også ensformigt, som tiden skrider frem. Vil du deltage i et løb, der tester dig på alle fronter, kan jeg varmt anbefale løbet langs kanalen. Og så må det vist være nok om GUCR 2010...

Links til artikler

Jeg har modtaget et par links, der måske har interesse. Tak til Tracy og Kent. En artikel fra NY Times om effekten af Ibuprofen under fysisk udfoldelse Der er iøvrigt links til andre spændende løberelaterede artikler. En personlig beretning om nyresygdom efter indtagelse af medicin under ultraløb af Don Davis

Hvorfor er det så svært?

Altså det med kosten... De tider, hvor jeg kunne spise uhæmmet og slippe godt fra det, er for længst forbi! Bortset fra at være udstyret med et dobbelt anlæg for fedme (fatso-genet, som jeg har fået at vide, det kaldes blandt fagfolk) så er jeg jo ikke 17 år længere, så alt foregår lidt langsommere - også forbrændingen. Som da jeg kom hjem fra GUCR og havde tabt to kg. Det tog kortere tid end at blinke med øjnene at tage dem på igen! Hvordan tror i så det er efter et par uger med trøstespisning over et smertende knæ? Åh jo, jeg løber igen, og knæet har ikke givet lyd fra sig i 12 dage, men jeg er stadig på nedsat træningsmængde (= 75 km i sidste uge), så de ryger altså ikke af lige med det samme. Tidl. har jeg prøvet at bruge siden Madlog.dk, hvor man skal registrere, hvor meget man spiser, men jeg blev hurtigt træt af at veje min mad, og egentligt er det jo også lidt hysterisk for et par kg, som faktisk ikke kan betragtes som overvægt, men bare et par kg jeg gerne var foruden for at blive en lidt lettere løber. Så nu prøver jeg for XXX gang at rydde slikket ud af køkkenskabet. Mere rigtigt: jeg har spist det, der var, og nu lader jeg være med at fylde noget nyt ind. Men ærligt talt - det er sørme ikke morsomt at skulle se Danmark - Japan med en flaske vand og en pakke riskager som det kulinariske indslag...

En afsluttende bemærkning

Jeg har sendt en uforbeholden undskyldning til Kim Rasmussen og Tejn IF for at viderebringe et udsagn fra Facebook, som senere blev trukket tilbage. Det har på intet tidspunkt været min mening at hænge løbet på Galløkken og dermed den arr. klub ud. Det var en meget uheldig og klodset måde at tage en vigtig debat op på. Jeg har fået en venlig hilsen tilbage fra Kim, og jeg håber dermed, at der nu falder ro over den del af problematikken. Som Jesper har skrevet i sin kommentar er problemet også opstået i udlandet, og Kent Møller har gjort mig opmærksom på, at der faktisk findes løb, hvor man i info-oplysningerne naturligvis tager afstand fra doping, og man derudover skriver, at smertestillende medicin betragtes som usportsligt og uønsket. Fra Allgäu Panorama Marathon "7. Anti-Doping: Die Veranstaltung steht für sauberen Sport. Die Teilnehmer unterwerfen sich den Doping-Bestimmungen des DLV. Jeder Teilnehmer der einer Medikation aus medizinischer Notwendigkeit heraus bedarf ist selbst dafür verantwortlich abzuklären ob die Medikation unter Doping-Regeln fällt und muss dann eine gültige Erlaubnis mitführen. Auch die Einnahme bestimmter nicht auf der Wada-Liste stehenden Mittel (explizit Schmerzmittel!) sind aus Sicht des Veranstalters unsportlich und unerwünscht" Hermed lukker jeg diskussionen på min blog og håber, at i vil tage del i den på den oprettede Facebook-gruppe.

Facebookgruppe

Ultraløber Jakob Vestergaard har startet en Facebookgruppe Ultraløb; smerte og stolthed hænger sammen, ingen medicin tak! Den kan jeg naturligvis kun opfordre til, at man tilslutter sig samt bidrager til debatten, hvis man har lyst. Tusind tak til Jakob for at have taget tråden op og ført den videre :-)

Det sidste indlæg

Efter lange overvejelser har jeg besluttet mig for at slutte bloggen. Jeg begyndte bloggen for at dele mine erfaringer med andre og som en dagbog for mig selv. Jeg kan godt lide at skrive om mine forberedelser og mine løb, og det har været en stor glæde at se, at mange har fulgt med gennem de 1½ år, det er blevet til. Som i flere gange har erfaret, er jeg ofte meget sort/hvid i mine udmeldinger. Sådan er jeg som menneske, og da bloggen altid har været meget personlig, afspejler det sig naturligvis også i mine indlæg. Ultraverdenen er imidlertid meget lille, og jeg har intet ønske om at være på kant med nogle. En lidt sen tanke vil mange sikkert mene! Den eneste løsning, jeg kan få øje på, er at gå tilbage i anonymiteten. Passe min træning. Møde de mange dejlige mennesker, der har samme lidenskab som mig, ude til løb på alle distancer. Jeg håber, der er nogle, der synes, de har lært lidt hen ad vejen. De, der er interesseret, kan gemme min mailadresse. Du er altid velkommen til at henvende dig, hvis du tror, der er noget, jeg kan hjælpe med. Tak for de mange kommentarer og hilsner, jeg har fået på bloggen og på mailen. Jeg har prøvet at besvare dem allesammen. Mange hilsner og ønsker om et fortsat godt løbeliv til alle, May-Britt

Mit had/kærlighedsforhold

Nogle elsker at løbe intervaller, så hjertet hamrer oppe i halsen. Jeg er ikke en af dem!! Jeg hiver efter vejret, og det lyder som en vuvuzela, når jeg racer afsted. Jeg ved fra en undersøgelse på Bispebjerg Hospital, at mit luftrør arbejder unormalt, når jeg løber, så det vil aldrig blive anderledes. Det er ikke farligt, så jeg har lært at leve med det. Eller næsten lært at leve med det. Det er en af grundene til, at jeg ofte løber med musik. Jeg gider ikke høre mig selv hive efter vejret som om, jeg er ude af form :-] Jeg løber aldrig med musik, når jeg træner intervaller, så det gør træningen til en udfordring både fysisk og mentalt. Men det er jo svært at komme med et fornuftigt modargument, når coachen minder mig om min forbedring på marathondistancen i april efter forholdsvis få intervaltræningspas. Jeg må nødtvunget indrømme, at han har fat i den lange ende! Planen er at løbe passet om mandagen, hvis jeg ikke har løbet lang tur om søndagen. Det er der to grunde til: 1. Det bliver afviklet, før jeg går i gang med mine nattevagter. 2. Så er det overstået. Da jeg ikke har løbet intervaller (eller tempoture for den sags skyld) i 2 måneder, blev der lagt forsigtigt ud. 15 min. opvarmning - 10 min. interval - 35 min. afjog. Mens jeg ikke bryder mig om intervallerne, så nyder jeg til gengæld den rolige afjog, når det er overstået. En kombination af god samvittighed over at have lavet den mindre sjove, men effektive træning og fornemmelsen af hvor let det går, når tempoet pludselig sættes ned.

Medicin i ultraløb

Måske er jeg mere naiv, end det er tilladt, men jeg troede, at jeg løb en ren sport. I hvert fald en forholdsvis ren sport med kun få undtagelser. Men skællene er ved at falde fra øjnene, for desværre ser det ud til at være mere udbredt i ultramiljøet, end jeg havde forestillet mig. Efter ’kampagnen’ mod mig omkring at jeg trænede på smertestillende, mens jeg havde en diskusprolaps i lænden 2007 (efter aftale med min fysiurg), samt tog et enkelt gram Panodil til VM 2009 pga. smerter i foden, har jeg fået flere henvendelser om medicinforbruget i ultraløb. Henvendelser om masser af piller under løbene og om skemalagte planer for indtagelse af smertestillende medicin under konkurrence! Jeg taler ikke om folk, der tager et enkelt gram Panodil, men om dem, der indtager medicin kontinuerligt under løbet mhp. en bedre præstation. Nej, den så jeg ikke lige komme!!! Hvad blev der af grundholdningen om at se, hvor ens grænser går fysisk og mentalt? Bortset fra den åbenlyse risiko for en langtidsskade ved at løbe mange timer eller dage, på medicin, så snyder man i mine øjne sig selv, når man flytter disse grænser medicinsk. Hvad blev der af den mentale kamp med sig selv, når det begynder at gøre ondt? Når man skal vinde over hjernens råb om at stoppe pga. smerter og træthed? Det er jo i virkeligheden det, ultraløb handler om. Så er der det moralske aspekt i sagen, men det har man vel overvejet, før man indtager den første pille? At man formodentligt vil slutte foran ’rene’ løbere, fordi man medicinsk har hjulpet sin krop lidt på vej. Jeg skal understrege, at langt den meste smertestillende medicin, også receptpligtigt, findes på dopinglisten over tilladt medicin under konkurrence, så forbruget er lovligt. Jeg har ikke hørt om løbere, der tager medicin til at holde sig vågen på, men måske finder det også sted? Jeg har ikke meget tilovers for rekorder, nationale eller personlige, der er sat med hjælp af medicin! Jeg tror ikke, at forbruget er forbeholdt de dygtigste løbere. Jeg tror, det sker i alle lag af sporten, og det er en meget trist udvikling, specielt set i lyset af at ultraløb er i fremgang i Danmark. Det er trist, hvis vi skal til at spørge folk, om de resultater, de glædesstrålende beretter om, er sat med eller uden hjælp af medicin! Jeg ved godt, at jeg ikke får nogen løber til at stå frem og fortælle om deres forbrug af medicin under konkurrence. Jeg får heller ingen til at navngive løbere, de ved tager medicin kontinuerligt. Men jeg håber, at mit indlæg sætter nogle tanker i gang. En ting kan i være sikker på: den stærkeste medicin, jeg indtager under konkurrence, er salttabletter.

Meget imponerende debut

DM´s største overraskelse er Anne Marie Geisler Andersen. En 29-årig politiker, der debuterer som 24 timers løber. Hendes baggrund er 3 marathons, hvor det sidste blev løbet i København i maj (03.36.24). Hun træner 40-50 km om ugen, så det er jo langt fra 'ultrastandard'. Alligevel sætter hun alle til vægs med et imponerende løb på over 200 km. Hvilken debut og hvilket talent!! Desværre har hun ikke tilmeldt sig DM, og derfor genvinder Mette Pilgaard sit mesterskab. AnneDorthe Mahato løb sig som ventet ind på landsholdet. At man kan blive nr. 3 til DM med 116,6 km er en trist kendsgerning. På herresiden bliver vinderen heller ikke dansk mester, men det er fordi, han er australier ;-) Leon Skriver Hansen vinder derfor det danske mesterskab med sin 2. plads i løbet. Leons mål var at løbe ny personlig rekord, dvs 211 km. Det blev ikke denne gang, men mon ikke han er tilfreds alligevel? 3 nye kvinder på landsholdet indenfor 1 måned er en kendsgerning: Anne Marie, AnneDorthe samt Tove Sand Brodersen, der løb 170 km i Holte i begyndelsen af juni. Se, nu begynder det at ligne noget for det kvindelige ultralandshold :-)

DM i 24 timers løb

Det sidste løb er sat i gang på Galløkken Camping. DM i 24 timers løb med 22 herrer og 7 kvinder begyndte kl.12. Da Lars Christoffersen og Christian Frimann løber 6 dages løb, er mit bud, at Leon Skriver Hansen vinder herreklassen. Mette Pilgaard genvinder formodentligt dameklassen, men hun skal kigge sig over skulderen, for AnneDorthe Mahato kan blive en skarp konkurrent. AnneDorthe er en dygtig ultraløber, der debuterer på 24 timers løb, og jeg tror, hun kvalificerer sig til landsholdet. Desværre er dameklassen stadig meget tyndt besat i Danmark, hvilket betød, at man sidste år kunne opnå sølv med et løb på 154,7 km. Derfor har det ikke den store betydning for mig at løbe DM. Jeg vil hellere satse på et løb, der passer mig træningsmæssigt, så jeg kan løbe det bedst opnåelige resultat. For mig er det resultatet, der betyder noget - ikke placeringen i et løb. Chancen for at løbe de gyldne 200 km er større med 4 mdr.s træning efter GUCR end efter bare 1 måneds restitution.

Trist...

"XXX har stået til start på en ultra med et par pinex i maven, men længere vil jeg næppe gå. Så jeg er lidt rystet over at konstatere at der faktisk hældes meget recept udskrevet medicin ned på Galløkken i disse dage - det sætter præstationerne i et andet perspektiv..........." Det er et trist statement at læse på Facebook! Galløkken (Bornholm) er stedet, hvor der i disse dage løbes 6 dages løb. Jeg går og er småirriteret og kort for hovedet i disse dage, og det har folk, der slet ikke har fortjent det, fået at mærke :-( Det mærkelige er, at jeg ikke har nogen grund til at være det! Måske det bare er en ophobning af den sidste måneds begivenheder, der ikke er blevet ordentligt bearbejdet: min datters flytning, min stedmors død efter et længere cancer-forløb, min fars afmagt, GUCR, bekymringerne omkring knæet. Nu, hvor det hele er faldet på plads, kommer reaktionen. Men ærligt talt - hvem gider være trist og dum, når solen skinner, knæet virker, og der er skildpaddeis i fryseren???

Grønt lys

Endelig er der givet grønt lys fra Jespers side til fuld træning, og nu kører 24 timers toget :-D Det er et fantastisk vejr i dag. Mildt og solrigt, så jeg besluttede mig for at tage ugens lange tur i dag. Der er tale om rolig optrapning, og derfor er den lange tur trods alt ikke længere end 20 km, men alligevel... Jeg forstår ikke helt, at det kun er 2½ uger siden, at jeg humpede rundt med støttebind om knæet og knapt kunne gå på trapper. Når jeg skulle vende mig i sengen, måtte jeg løfte benet, fordi knæet ikke kunne klare vægten uden støtte! Så er man altså langt ude!! Men i dag er det fortid, men samtidigt er det en del af min historie om deltagelsen i GUCR 2010.

Cyklen

Jeg har haft endnu en tur uden at mærke det mindste fra knæet, så mon ikke det er et overstået kapitel? Jeg venter stadig på grønt lys for fuld træning... Cyklingen har ændret status fra alternativ træning til supplerende træning, og selv om det indebærer præcis det samme træningsmæssigt, så har det stor betydning mentalt, om det hedder det ene eller det andet - ihvertfald når man er mig. Så længe jeg må køre på min citybike, anser jeg det som en kombination af konditions- og styrketræning, når jeg tramper min mange kg tunge cykel op af de værste bakker! Så føles det i det mindste som om, der er fornuft i at beholde cyklen - lige indtil der bliver råd til en lækker letvægtsracer i fremtiden ;-)

Nedtællingen er i gang

Det er ikke kun landsholdet, der tæller ned til kampstart. Det gør jeg i allerhøjeste grad også! Jeg tæller ned mod frigivelsen af fuld træningsprogram, formodentligt fra på torsdag. Jesper synes, jeg er alt for utålmodig, og han er bange for, at knæskaden skal vende tilbage, hvis jeg starter op for hurtigt. Det har han naturligvis ret i, men derfor kan man jo godt stride lidt imod, når der forsat dikteres nedsat træningsmængde på trods af 3 smertefrie løbeture. OK - når jeg ser det på skrift, kan jeg godt se, at 3 ture er ikke noget at gå ud fra :-/ Essensen i det er, at jeg har spurgt, om Jesper vil coache mig, og så må jeg respektere, hvad han siger om træningen og holde mig til programmet, selv om jeg helst vil ud på en længere tur. Han har vænnet sig til, at jeg måske lige får lagt et par km mere på turen end aftalt, men så længe det er i den boldgade, går det nok. Jeg forstår selvfølgelig ikke hentydningen med, at han overvejer at skrive -5 km på træningsplanen ;-] Han har en (fra min side ufrivillig) samarbejdspartner, for selv om hovedet er klar til fuld skrue, så er benene stadig lidt tunge, og jeg har svært ved at acceptere, at de nok ikke er fuldt restitueret på 14 dage. Der er så meget, kvinder ikke forstår... Det får betydning på flere fronter, når træningen optrappes, for jeg har hygget mig siden GUCR, og det kan ses på vægten :-(

Min danske rekord

I august 2009 satte jeg dansk rekord på 6 dages løb, og af en eller anden grund gik jeg ud fra, at den slags blev registreret automatisk, men pga. en tilfældig bemærkning fra Jesper, mens vi var ude at træne i går, fandt jeg ud af, at man sandelig selv skal gøre DAF opmærksom på begivenheden! Så med måneders forsinkelse har jeg sendt en mail til DAF med link til løbets resultat, så jeg kan få anerkendt min rekord. Det er mit held, at ingen har udfordret rekorden endnu, så jeg kan nå at blive noteret for min første (men forhåbentligt ikke sidste) danske rekord i løbehistoriebøgerne :-)

Besøg fra Malmö

Efter torsdagens træning, hvor knæet var lidt præget af den lange tur om onsdagen, valgte jeg at holde en hviledag fredag. Jesper er på besøg, så vi ser Le Mans og fodbold, snakker træningsplan mod 24H og fællestræner. Jesper er stadig ikke vild med, at jeg løber længere end 5-7 km, men han er på ukendt territorium, så turen blev 11,6 km. Det kommer jeg nok til at høre for længe :-/ Nu har jeg højt og helligt lovet at tage det roligt de næste 4 dage, og så kan jeg begynde optrapningen, hvis der intet er at mærke fra knæet. Desuden er intervaltræningen, der skulle påbegyndes i den kommende uge, udskudt 1 uge. Der bliver arr. 6 timers løb i Vodskov d. 28. august, hvor jeg håber at deltage som et led i træningen. Det afhænger af, hvor billigt jeg kan komme til Aalborg, da det jo vil være en del udgifter i forbindelse med turen til Schweiz 4 uger senere. Jeg kender Karim Abbas fra adskillige marathonløb, så jeg vil med glæde støtte løbet. @ Anne fra Schweiz: må jeg bede dig kontakte mig via min mail? .

Tag det nu roligt!

Jesper er ikke helt tilfreds med turen på 15 km i forgårs. Jeg er ihvertfald blev mindet om, at jeg har masser tid før Schweiz, og jeg skal tage det roligt en uges tid endnu pga. knæet. OK Coach... Så er det jo heldigt, at VM i fodbold begynder i dag. Jeg er vild med at se store mesterskaber. Folkefesten, brilliante detaljer, spektakulære mål, festlige scener når bolden ligger i kassen. Spillere, der slår igennem og spillere, der falder igennem. Kampe, der er så intense, at alt kan ske, og intet er ovre, før dommeren fløjter for sidste gang. Kun én skygge ligger over dagens åbningkamp. Manden, der personificerer det nye Sydafrika, er ramt af en familiær tragedie og er derfor ikke tilstede ved åbningen. Mr. Nelson Mandela. Mandiba. Manden, der havde fortjent den største hyldest af alverdens folk på en dag, hvor VM for første gang afholdes på det afrikanske kontinent. LET THE GAMES BEGIN

Checkpoints

Vi har modtaget en mail med oplysninger om, hvornår vi er tjekket ind i de forskellige depoter. Kl. angiver mine check-ind tidspunkter og i parentes min placering. Man kan ikke se, hvor langt tid der er brugt i det enkelte depot. I kursiv står tiden mellem depoterne. Start: 06.00 01.54 t. Depot 1: 18 km (11 miles) 07.54 (39) 2.11 t. Depot 2: 35 km (22 miles) 10.05 (37) 2.43 t. Depot 3: 58 km (36 miles) 12.48 (29) 3.48 t. Depot 4: 87 km (54 miles) 16.36 (27) 3.34 t. Depot 5: 114 km (70 miles) 21.10 (26) 4.42 t. Depot 6: 137 km (85 miles) 01.52 (32) 5.55 t. Depot 7: 161 km (100 miles) 06.47 (28) 7.36 t. Depot 8: 193 km (120 miles) 14.23 (28) 4.52 t. Depot 9: 214 km (133 miles) 19.15 (29) 4.54 t. Little Venice: 233 km (145 miles) 00.09 (31) Mit problem med knæet opstår efter 5.depot og bliver tiltagende værre. Da jeg sender den første melding om skaden, er jeg midt imellem 7.og 8.depot. Jeg kan knapt bøje benet og har store problemer med at krydse broerne. Når man ser på tidsskemaet, forstår man måske bedre, hvorfor jeg overvejer at trække mig mellem 7. og 8. depot, for det er stadig meget langt hjem!!! .

Ny testtur

Efter søndagens mislykkede testtur var det med nogen usikkerhed, at jeg tog en ny tur i dag. I går havde jeg lidt ondt over knæet og i knæhasen, så jeg nøjedes med cyklingen. Nå, men i dag kom løbeskoene på igen, og det gik over al forventning. Der var intet at mærke, da jeg begyndte, og stille og roligt voksede optimismen. Ved 8 og 13 km mærkede jeg lidt over knæet, men begge gange forsvandt det efter 5 min. Når man får ondt under løb, skal man være meget opmærksom på, om man ændrer løbestil for at aflaste det skadede område! Begynder man at ligge vægten over på det andet ben? Halter man lidt? Kompenserer man for at skåne skaden? Jeg gjorde ingen af delene, og derfor forsatte jeg. 15,3 km og dermed er første længere løbetur i hus :-) Denne uge er afsat til restitutionstræning, men fra næste uge begynder træningen mod 24H i sept., så jeg krydser fingre for, at jeg har mærket det sidste til knæets klager over GUCR. .

Man skal aldrig sige aldrig...

Ankomst til depot. Foto: Grand Union Canal Man. Det tager lang tid at bearbejde de mange indtryk fra GUCR, og jeg har lært mange ting, som jeg kan bruge under fremtidige ultraløb. Det er underligt, som tingene ændrer sig, når tankerne falder på plads. Fra at sige 'never again' er jeg ved at svinge over til 'måske med tiden'. Det kunne da være fedt at stille op med den viden, jeg har nu, og se om jeg kan gøre det bedre. Christian Hottas, der har deltaget og fuldført 5 gange, har opfordret mig til at overveje Thames Ring 250 miles i juni 2011. 400 km på max. 100 timer!! Så er man jo nærmest selvskreven til psykiatrisk behandling!! (Bare mellem os Christian så står jeg på mailinglisten hos Dick ;-) ) I 2009 startede 35 løbere, og 12 fuldførte! Hvis nogen skulle føle sig fristet, så består løbet af 100 miles langs Thames (70 miles i begyndelsen og 30 miles i slutningen af løbet) + 100 miles langs Grand Union Canal (modsat retning af GUCR) + 50 miles langs Oxford Canal. Men jeg har jo lovet at løbe EM/VM i Schweiz næste år, hvis jeg bliver udtaget til landsholdet, så det må blive ved drømmen, ihvertfald i 2011. Men måske i 2013 hvis Dick arr. igen... Nogle har måske tænkt, hvordan broerne er afmærket langs GUC? Her er et billede af et alm. skilt. De er ikke store, men nemme nok at se, så det er intet problem at følge dem. Tilbage til virkeligheden! DSB har påbegyndt et omfattende renovationsarbejde på toglinien til arbejde, så der kører ingen tog før d. 26.sept!! Jeg 'takker' DSB for støtten til min træning, da det betyder, at ligegyldigt hvordan vejret opfører sig, og om jeg trænger til en hviledag, så er der ingen vej udenom: jeg skal cykle på arbejde. Alternativet er togbus, der vil fordoble transporttiden. Det får mig igen til at overveje en racercykel, for det er godt nok tungt at cykle over bakkerne i Holte på en citybike :-] Men jeg har lige betalt startgebyr + flybillet til Schweiz, så økonomien rækker ikke pt. Pokkers at jeg ikke kan lægge på hjul af de unge, fitte fyre, der suser afsted mod Hillerød, når jeg skal hjem om morgenen ;-) .

Det lysner

Vi taler om babysteps, men der sker fremskridt hver dag. I sidste uge kunne jeg ikke løfte venstre ben 5 cm fra jorden uden at have smerter. Nu kan jeg bøje det helt og nøjes med at føle let ømhed. Efterhånden som skaden aftager, viser det sig, at udspringet muligvis er over knæet. Lidt mærkeligt eftersom jeg ikke mærkede noget i det område under løbet, men sådan kan skader jo opfører sig. Som noget nyt har jeg nemlig haft ømhed over knæet under dagens træning. Indersiden af knæet er stadig meget ømt ved berøring, men det er også i bedring. Jeg har været i træningscentret i formiddags. Det er lidt lettere, når regnen står ned i tykke stråler ;-) 45 min. på crosstrainer, mens løbebåndet kiggede bedende på mig! Mht. crosstraineren har jeg modtaget en mail, at det ikke hjælper at skifte strømper. Problemet med ubehag under fødderne opstår pga. det konstante tryk på fodsålens nerver, da man ikke løfter foden under træningen. Tak for forklaringen, som hermed er videregivet til andre med samme problem. Tilbage til træningen: efter gårsdagens mislykkede forsøg på at løbe var jeg meget i tvivl, om jeg turde afprøve løbebåndet, men det affjedrende underlag tager lidt af stødene, så jeg valgte at forsøge mig. Max. 15 min hvis det gik godt. Ingen grund til at friste skæbnen! Tempoet var meget behersket (8 km/t) for at sikre fuld kontrol over bevægelserne og en rolig landing. Jeg mærkede lidt over knæet de første 5 min, men derefter gik det fint. Heldigt at jeg på forhånd havde aftalt med mig selv, at 15 min. var nok, for ellers var jeg fortsat. Bagefter var der naturligvis stadig ømhed i knæet (både over og på siden), men absolut ingen forværring. Nu er det med at holde hovedet koldt de næste dage, så jeg ikke starter for hurtigt op. .

Artikel i Birkerød Avis

Artikel .

Ud med tudekiksene!

Knæet er i bedring, sådan i al almindelighed, men jeg kan stadig ikke løbe! Jeg foretog en testtur i morges, men jeg måtte stoppe efter 200 meter pga. jag i knæet. Nu har jeg brugt en uge på at jamre over, at jeg ikke kan løbe, men det får mig jo ikke ligefrem i storform. Jeg er supergod til at anbefale andre alternative træningsformer, når de er skadet, men gælder det mig selv? Neeej... Jeg kan ærgre mig nok så meget over, at jeg ikke valgte at stole på min egen vurdering af skadens omfang under GUCR og trak mig ud af løbet. Det tog er kørt, og nu er der ikke andet at gøre end at få det bedste ud af situationen og forsøge at genopbygge formen på anden vis, indtil knæet kan klare løbebelastningen igen. Trods det gode vejr tog jeg i træningscentret for at bestige crosstraineren af samme model som billedet. Jeg har før brugt crosstrainer med rigtig god effekt, og det er den maskine, der kommer tættest på løbets bevægelser. Med en god belastning kan man sagtens få pulsen op og sved på panden. Jeg havde planlagt 1 time, men jeg måtte stoppe efter 50 min, fordi det gjorde for ondt under fødderne pga. friktionen mellem sko og strømper. Jeg kan åbenbart ikke bruge mine Falke strømper i skoene. Er der nogen, der har oplevet samme problem? Indendørs træning er kedeligt (gaaab), men der er ingen vej udenom. Det og cyklingen på arbejde skal nok holde formen ved lige, til jeg kan snørre skoene igen. .

24RUN

Denne weekend er der 24 timers løb for stafethold og sololøbere i Holte, ca. 3 km fra min bopæl. Jeg har naturligvis været forbi for at hilse på gode løbevenner og se, de kom godt afsted. Løbet kan følges her Der kommer opdateringer hver time, og i den afsluttende time hvert 15. minut. Det er pragtfuldt vejr, og naturligvis trak det lidt i cirkushesten, da løbet blev skudt i gang. Men det vil være totalt uforsvarligt at stille op, selv på et stafethold, med mit knæ. Ruten er en blandning ca. 2000 meter kuperet skovterræn og ca. 700 meter fladt terræn (bl.a. rundt på et atletikstadion). Ruten er DAF-opmålt til 2700 meter. Jeg fortæller til stadighed mig selv, at jeg har lovet mig selv 14 dages ordentlig restitution, før jeg skal i gang med træningen mod 24 timers løbet i sept., og hvis jeg skal have knæet klar inden da, skal det have ro!! .

En løbers fix

Når løb er en lige så naturlig ting som at trække vejret, får man abstinenser, når man er sat ud af spillet! Solen skinner, og der blæser en let brise. Lige som jeg vil have det. Så skal man nærmest binde mig til en stol for at jeg ikke tager skoene på, og da jeg er alene hjemme, kan i nok regne ud, hvad der skete. Tålmodigheden slap op! Men jeg var dog realistisk nok til at indse, at der kun ville blive tale om en meget kort tur og i jogge-tempo. Men lidt er bedre end ingenting. 4 km´s total nydelse. Lord have Mercy - det var godt! Kroppen føles frisk, og der er absolut ingen ømhed i kroppen. Kun knæet holder mig tilbage. Jeg synes ikke, det er helt retfærdigt, at jeg skal slides med et dumt knæ, når jeg nu gjorde mig så store anstrengelser for at forblive i oprejst tilstand i 42 timer, netop for at undgå ankel- og knæskader! ;-] Kom nu lille skytsengel... .

Småting omkring GUCR

Turberetningen er slut, og jeg håber, at i har fået en fornemmelse af selve løbet. I dag vil jeg komme ind på nogle af de punkter, der bekymrede mig før løbet. Rygsækken: Jeg løb med Deuter 10 l., og det fungerede upåklageligt. Den lille rygsæk kunne være inde under det regnslag, jeg løb med det meste af lørdagen. Naturligvis var det lidt besværligt at skulle tage rygsækken af, hver gang jeg skulle bruge noget i den, men det blev i høj grad opvejet af, at jeg ikke fik problemer med kulde over lænden. Bortset fra to små røde mærker på kravebenene, havde jeg ingen gener efter 240 km løb. At finde vej: Der var flere steder, hvor jeg var i tvivl, og hvor jeg var tæt på at løbe forkert, men hver gang var jeg heldig, at der dukkede en løber op foran mig eller bag mig, så jeg kunne se, at jeg var på rette vej. Et enkelt sted, hvor vi skulle løbe en omvej på en alm. vej samt ned af en markvej, fik jeg selskab af engelske Glen, der gik ned i tempo for at få mig godt igennem, til vi var nede ved kanalen igen. Fald: Det lykkedes at fuldføre uden at falde!!! Et par gange snublede jeg i mørket, og et par gange vred jeg om på foden med et par min. ømhed til følge, men det var alt. Det i sig selv er jo en imponerede præstation :-D Efter løbet: Jeg har ikke sovet mere end vanligt om natten, men jeg har da nappet en enkelt eftermiddagslur oveni. Jeg har haft lidt svært ved at samle mig om ting de første par dage. Tankegangen har været lidt springende, men det er vist ovre nu. Jeg har slappet af og ikke lavet noget fysisk krævende. Rengøringen venter stadig... Jeg har med vilje holdt min kalender næsten blank i denne uge. Bortset fra besøg af Jesper samt et interview i går og i dag har jeg ikke været socialt anlagt. Jeg har spist og drukket, hvad jeg har haft lyst til, hvilket betyder, at jeg allerede har taget de par kg, jeg tabte under løbet, på igen ;-) Distanceløb kontra timeløb: Undervejs tænkte jeg på forskellen: timeløbene slutter på et bestemt tidspunkt lige meget hvor langt, jeg har løbet. Distanceløbet forsætter, indtil jeg er i mål, og så er det op til mig selv hvor lang tid, det skal tage! GUCR foregik i et smukt landskab, men ærligt talt så så jeg ikke ret meget af det efter 60-70 km. Når man begynder at blive træt, ser man kun 2-3 meter frem og ikke ret meget til siderne! Der er langt flere ting, der skal forudses, når man løber distance med så langt mellem depoterne. Forplejning, tøj, natlys osv. Det var mit første distanceløb, og jeg har lært mange ting, som jeg vil kunne bruge, hvis jeg får lyst til at prøve igen, men foreløbig glæder jeg mig til næste løb, som er et timeløb. Musik: Jeg løber ofte med musik under min træning, men jeg brugte slet ikke min mp3 under løbet. Jeg nød stilheden omkring mig. Men generelt bruger jeg ikke musik sent i ultraløb. Jeg bliver simpelthen irriteret af lyden, når jeg er træt. ------------------------------------------------------------- En lille update omkring knæet: det er blevet lidt bedre, men jeg kan stadig ikke bøje det 90 gr. uden smerter. Jeg har været ude at gå en lang tur i dag, og jeg kan nu gå uden at humpe, når knæet er varmet op. Så det skal nok blive godt igen, hvis jeg forholder mig lidt i ro og er tålmodig, og vi ved nu, at tålmodighed er en af mine stærke sider. Hmm hmm... ;-) .

GUCR 2.del

Som skrevet i 1.del nåede jeg 5. depot i god tid før cut-off, 15t.15min. Regnen var endelig stoppet, og jeg fik tørre sko og strømper på. Her blev serveret varm mad: bagt kartoffel, bønner og reven ost. Jeg har ikke fået beskrevet depoterne. De fungerede upåklageligt! Så snart man kom ind, blev det registreret, så de var sikker på, at man blev sendt afsted igen, før de maximale 40 min. var overskredet. Med det samme fandt de mine to tasker, der blev fragtet fra depot til depot, mens jeg løb. Så blev jeg plantet på en stol, hvor jeg kunne hvile mig, mens de bragte, hvad jeg ønskede at spise og drikke. Mine flasker til turen blev fyldt efter ønske med vand. Dejligt at de hurtigt tog over, så man fuldt ud kunne nyde de få min. hvil. Søde hjælpere fulde af opmuntrende ord. Når jeg læser de sms, jeg har sendt, kan jeg se, at allerede her havde jeg de første problemer med mit venstre knæ, men når man løber mange km, bliver man vant til at have lidt ondt her og der, så i første omgang konstaterede jeg bare, at jeg havde lidt ondt i knæ og ryg pga. det ujævne underlag. Jeg passerer 6. depot lidt over kl.02, og kl.03 sender jeg en sms til Jesper, at jeg har ondt i knæhasen, og jeg bliver nødt til at tage det roligt, hvis jeg skal i mål. Jeg skiftevis løber og går, men efterhånden må jeg gå mere og mere. Da jeg ankommer i 7.depot, står Kent og tager imod mig. Han er udgået med skader tidl. i løbet. På det tidspunkt er jeg slidt efter 25 timers løb, dårlig væskeoptagelse og min egen kamp med smerter, så jeg har ingen overskud til trøstende ord. Jeg tænker, at det er synd og ærgerligt, at han må opgive for 3.gang, men jeg har simpelthen ikke overskud til at tænke mere over det. Ude på løberoverdrevet bliver man sig selv nærmest, med mindre der er tale om noget, hvor man kan gøre en forskel. I depotet bliver der serveret morgenmad: røræg og toastbrød samt varm the. Jeg tør ikke sidde ret længe, for så kommer jeg ikke afsted igen! Der skal enorm viljestyrke til at begive sig afsted, når man ved, at der er 25-30 km, før der er hjælp næste gang!!! Men afsted kommer jeg, selv om det foregår i gang. Knæet vil slet ikke mere, men først ved 11 tiden sender jeg de første beskeder hjem om hvor alvorligt, det faktisk er. Jeg vidste, det ville skabe uro, hvis jeg begyndte at sige noget, og måske ville det gå over med tiden. Jeg er millimeter fra at trække mig, men inden jeg træffer beslutningen, vælger jeg at trække på min trofaste hjælper igen. Jesper anbefaler, at jeg tager 35 min. hvil (må jo ikke overskride 40 min) og så ser, hvordan det går. Mit problem var bare, at der var 10-12 km til depotet, hvor jeg kunne hvile. Der er meget få bænke langs kanalen, så med mindre jeg ville sidde på græsset (og så ville jeg aldrig komme op ved egen hjælp), måtte jeg forsætte. Efter 5 km stod der alligevel en bænk – min lykkebænk skulle det vise sig. Den stod i solen, og der var ikke en løber i syne, så jeg lagde mig ned for at hvile lidt. Skønt at få benene lidt op. Da jeg havde ligget i 5-10 min., dukker Vinnie Purdy op. Vinnie, som jeg havde talt med dagen før. Han var gående pga. store vabler under fødderne, og han var fokuseret på at nå London. Med sig havde han Colin som pacer. Vinnie løb som ’supported runner’, og han havde to klubkammerater med som hjælpere: Colin og Lynton. De to skiftedes til at køre forsyningsbilen og gå med Vinnie, så han kunne holde et pace på 1 mile på 20 min. = ca. 5 km/timen. Det ville bringe ham til London indenfor tidsgrænsen på 45 timer. Uden at spørge om det var OK, klyngede jeg mig til Vinnie og hans crew, og ikke et sekund beklagede de sig. De var mine frelsere i løbetøj. Det betød, at jeg gjorde stop med Vinnie hver gang, han nåede sin forsyningsbil, og det kostede naturligvis noget tid, men det blev rigeligt opvejet af den fysiske og mentale hjælp, jeg fik til gengæld. Det kan være lidt hårdt at skulle tale engelsk, når man er træt, men tiden går, når man snakker, og det afleder tankerne. Vinnie fandt en lidelsesfælle, og sammen kunne vi grine, når det gjorde ondt i hver en fiber i kroppen ved bropassagerne. Colin og Lynton var de mest tålmodige hjælpere, jeg har mødt. Ikke et løftet øjenbryn, når vi jamrede. Ingen skubben-på, hvis vi ikke overholdt tiden. De gik med en Forerunner for at se, om vi holdt pace. Når vi spurgte, om vi gik for langsomt, var de altid fulde af opmuntring og sagde, at vi lå lige under pace. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det virkede. Vinnie tog et par Panodil på et tidspunkt, og det fik ham til at gå lidt lettere i en periode. Det betød, at jeg hang lidt bagefter hele tiden, men da jeg sagde, at de bare skulle gå, for jeg ville ikke trække deres tempo ned, sagde de samstemmende, at det kunne der ikke være tale om! Vi havde gået mange timer sammen, og nu blev vi sammen til London. Hvem vil give op undervejs, når man får sådanne mennesker at følges med?? Kl.19.20 når vi sidste depot, og der er bare knap 20 km hjem. Det lyder overkommeligt, men tænk lige på at det betyder min. 4 timers gang endnu. Så sætter det 20 km i et andet lys. Oven i købet var der noget reparationsarbejde langs kanalen, så vi måtte ud på en ca. 2 km lang omvej, hvilket betød, at vi kom i mål 30 min. senere end vi havde beregnet. Vinnie så meget frem til at få sin medalje, og jeg så bare frem til at se en seng! 42 timer og 9 min. så var vi i mål. Naturligvis krydsede vi målstregen samtidigt, for vi havde gået de sidste 14 timer sammen. BEEN THERE – DONE THAT – NEVER AGAIN

GUCR 1.del

Her kommer 1. del af beretningen om GUCR. Jeg er ikke god til at bemærke, hvornår jeg løber ind og ud af diverse depoter, så i skal ikke forvente en kronologisk gennemgang af løbet, men i højere grad historien om op- og nedture. Optakten til løbet var jo ikke den bedste med et voldsomt migræneanfald 3 døgn før starten, men jeg følte mig alligevel frisk fredag morgen, da jeg tog til Birmingham. Fredagen brugte Kent og jeg på at handle ind, få udleveret startnr. og slappe af. Tidligt i seng og trods en del støj udenfor hotelvinduet fik jeg sovet fint og følte mig udhvilet, da jeg skulle op kl.04. Kl.05 tog vi en taxa til startstedet i Gas Street, hvor der allerede var mødt mange løbere op. I alt stillede 91 ud af de 96 tilmeldte til start. Jeg fik hilst på flere løbere, men som altid holdt jeg mig lidt for mig selv. Det er min måde at lade op og finde fokus på løbet Lidt i 06 gik vi ned til kanalen, hvor løbsarr. Dick holdt en kort tale, og så gik starten på 145 miles. Forventningsfulde løbere drog afsted, nogle i højere fart end andre. Jeg holdt mig bag i feltet, mens Kent straks satte fart på. Der gik flere timer, før jeg så ham igen. Oprindeligt var taktikken at løbe 25 min. og gå 5 min., men det faldt til jorden med det samme. For det første passer det slet ikke mentalt til mig at gå, før det er nødvendigt, og for det andet gav det sig selv at gå over samtlige broer for at spare på kræfterne. Der kom mange, og de fleste havde en pæn stejl stigning. Jeg lagde ud i et roligt tempo (ca.6 min/km). Det var tørvejr, da vi startede, men efter ½ times tid åbnede himlen for sluserne, og de blev ikke lukket før hen på aftenen! I begyndelsen var der løbere omkring mig, og der var den sædvanlige afslappede stemning med hilsner og korte bemærkninger, når man passerende hinanden. Det skulle forholdsvis hurtigt ændre sig, og på meget lange strækninger kunne man løbe uden at se andre hverken foran eller bagved. Ikke helt betrykkende, når man kender min stedsans, men jeg var usædvanligt heldig i den retning. Hver gang, jeg var i tvivl om ruten, dukkede der en løber op og sammen fandt vi vejen videre. Omkring 55 km var der danskerdepot. David, som jeg har fået kontakt med via bloggen, og hans kone, far og mor ventede på Kent og mig med mad og drikke. Efter 50 km i regn var det en kæmpe opmuntring at møde heppekoret :-) Her fik jeg at vide, at Kent var løbet ud 2 min., før jeg kom ind, hvilket overraskede mig meget, da han havde lagt hurtigt ud, mens jeg havde holdt den lave fart. Jeg var stadig godt løbende. Benene var godt nok kolde og stive pga. regnen og blæsten, men mit regnslag gjorde, at jeg trods alt ikke var gennemblødt. Kort tid efter at jeg havde forladt 2. depot, kom der en voldsom byge, og med knap en km til næste bro, hvor jeg kunne krybe i ly, nåede jeg at få gennemblødte strømper og sko. Det betød, at jeg kom til at løbe knap 30 km med sko, der svuppede, og grobunden for vabler var lagt! Det ujævne underlag gjorde naturligvis ikke sagen bedre. Jeg har ikke fået beskrevet landskabet: det er en meget smuk rute. Man løber næsten konstant ½ meter fra kanalen på nedtrampet græs, der nu var langt, vådt og tungt at løbe i. Andre steder løber man på grusstier med mange sten i, så det var også ujævnt at løbe på. På kanalen flød de lange husbåde, hvor livet snegler sig afsted. De sejler ikke hurtigere end at en ultraløber på langfart løber fra dem. Venlige folk, der hilste og ønskede god tur. Mange vidste, hvad vi var i gang med, og alle smilede og heppede. Om aftenen sad de inde i bådene og råbte og klappede gennem vinduerne. Landskabet er grønt, grønt, grønt. I begyndelsen suger man det til sig, men når man har set det sammen smukke landskab i 7-8 timer, flytter fokus sig til stien foran og ikke ret meget længere. Selv dejlig natur kan blive ensformig. 5. depot ved 114 km er cut-off depot. 19 timer er max., men jeg var fremme i god tid og var stadig godt løbende. Her kan jeg huske Vinnie for første gang, fordi vi snakkede om, at det var rart at være forbi dette centrale punkt. Vinnie Purdy kommer i til at høre meget mere om. Indtil nu havde jeg kun haft 1 problem, men det var faktisk også et ret væsentligt problem: jeg kunne ikke optage væske! Lige meget hvornår jeg drak, og om jeg drak meget eller lidt, gik der ikke 2 min., før jeg skulle tisse! Ikke bare det der nervøse småtisseri, men rigtigt tisse. Det var heldigvis nemt at klare, for der var jo ingen løbere i øjesyn, så det var bare at gå lidt ind til siden og så klare problemet, men efterhånden blev jeg temmelig bekymret, fordi det forsatte i timevis, og jeg blev bekymret for dehydrering. I ren desperation sendte jeg en sms til Jesper, hvad jeg skulle gøre! Jeg var ikke lige opmærksom på tidsforskel osv., men heroisk besvarede Jesper beskeden kl.01.30 :-] Spise salt, spise før jeg drak og spise vandholdige varer. Nu stod jeg mellem to depoter, så jeg spiste et par salttabletter mere, men lige lidt hjalp det, og problemet forsatte løbet ud! Jeg har aldrig haft så koncentreret urin efter et løb! Mere følger... .

Lægens dom

Det tog ikke lægen lang tid at konstatere, at jeg har fået en bakteriel infektion i mit knæ. Jeg har fået rosen , og indgangsporten er et lille sår på indersiden af knæet. Et sår, jeg ikke aner, hvordan er opstået, men det er jo sådan set også ligemeget. Desuden har jeg formodentligt slidt brusken i knæet, men det var klart infektionen, lægen gav mest opmærksomhed. Jeg er derfor startet med en penicillinkur og har fået besked på at holde benet i ro samt holde øje med, at udslættet ikke forværres. Brusken er der ikke så meget at gøre ved, men han synes, det er en god idé at forsætte med 3 gr. fiskeolie om dagen, da det virker mod en evt. betændelse. Desuden går jeg med støttebind. Af uforklarelige årsager havde jeg pakket et i kufferten til U.K. Noget jeg ellers aldrig har med! Det tog jeg på mandag før afrejsen mod Danmark, og det var jo, set i bagklogskabens klare lys, en god og heldig beslutning :-) Jeg ved, jeg har lovet at begynde på beretningen fra løbet i dag, men jeg er stadig meget træt, og jeg tænker lidt usammenhængende, så jeg udskyder det formodentligt til i morgen, så den ikke bliver alt for rodet. .

Tusind tak

Tusind tak for de mange hilsner, jeg har modtaget via bloggen, sms, Facebook, Dourun og mail. Det har været overvældende, og det glæder mig meget, at så mange har fulgt med i projektet. Det har også været med til at sætte tingene i perspektiv. Det lyder måske lidt underligt, men i begyndelsen fattede jeg ikke, hvor stor en præstation det er at fuldføre 145 miles. Måske fordi jeg havde håbet på en bedre tid end 42.09, men som jeg tidl. har skrevet, så kan alt ske under ultraløb, og man har massive problemer, hvis man bliver ramt med en skade samt optagelse af ernæring, og jeg blev ramt af begge dele og fuldførte alligevel. Så nu, mange timer senere, er glæden og stoltheden ved at indfinde sig. Jeg går i gang med den lange beretning senere i dag, for først skal jeg til lægen! Min læge er fantastisk, og han har fundet en tid til mig i dag kl.11. Man skal være taknemmelig, når ens læge udviser forståelse for løbervanviddet og sagtens kan sætte sig ind i, at det er for længe at vente til torsdag med at få tilset knæet :-) .

Sådan ser en 'vinder' ud

Inden beretningerne begynder (de kommer nok i flere omgange for at få det hele med) får i et billede af en vinder. Ikke en vinder i ordets egentlige forstand, men derfor kan man jo godt føle sig som én... Jeg var tæt på at give op pga. smerter i knæet, men da jeg slog følge med Vinnie, Colin og Lynton kom optimismen tilbage, og selv om jeg mest husker målstregen som 'nu er det endelig overstået', så kan jeg se på billedet, som Colin har taget, at jeg er meget glad - og meget meget træt!! .