FOTO: Jan Wolffgang. Lidelse i højeste potens. Jeg har ikke lagt kasketten endnu, så det er mindre end 4 timer inde i løbet. Der er LANG vej hjem!
FOTO: Charley Prødel. Top 3 fra ve. Britta, Kirsten og mig
Her kommer lidt mere om 'oplevelserne' fra Albertslund:
For pokker hvor har jeg ondt i baglårene i dag! Noget må jeg gøre rigtigt i spinningtimerne ;-)
Som skrevet kunne jeg mærke fra starten, at jeg havde gode ben, så der var ingen grund til at lægge ud i de planlagte 5.45-6.00/km. Det gik rigtig godt i begyndelsen. Jeg lagde mig hurtigt på 2.pladsen i løbet, ca.100 meter efter den førende Tracy Høeg.
Jeg kendte ikke Tracy Høeg på forhånd, men hvis jeg havde vidst, at hun løber marathon på 2.49, havde jeg nok været mere nervøs.
Råd nr. 1: Google dine modstandere, hvis du vil vinde en konkurrence.
Jeg havde ikke regnet med at løbe en podieplacering hjem, så det havde jeg ikke bekymret mig om.
Tracy holdt 1.pladsen, til vi passerede marathon i ca.3.43. Trods smerterne i baglåret lå jeg konstant ca.100 meter bag hende. Jeg kender ikke Tracy´s løbestil, så muligvis løber hun altid sådan, men lad mig alligevel bruge hende som eksempel på, hvorfor hun ikke gjorde mig urolig:
Råd nr.2: Lad være med at tjekke dit ur konstant og vend dig ikke om for at se, hvor din modstander ligger hele tiden. Det er alm.vis tegn på, at man føler sig presset. Noget en konkurrent elsker at se :-)
Efter 3 timer kom jeg op på siden af hende og lagde mig foran. Det irriterde hende, så hun satte farten op for at ligge nr.1 igen. Det gjorde vi et par gange, og da vi var tæt på målområdet, satte jeg farten op og løb over som nr.1 og gik i depot. Tracy løb videre!
Råd nr.3: Med mindre der kun er ½ time tilbage af løbet, lader man sig
aldrig presse til at droppe et depotstop under et ultraløb!
Som sagt faldt Tracy tilbage efter 4 timer, og inden løbet var slut, havde jeg taget hende med en omgang. 6 timer er meget lang tid, og det kræver et godt kendskab til egen formåen og krop at holde 1.pladsen løbet igennem.
En, der kendte sit potentiale, var Kenneth Munk, der på forhånd havde sagt, at han ville løbe efter den danske rekord på 80,5 km. Han har tidl. løbet 100 km på 7.47. Som sagt, så gjort: 82,420 km. Nu bliver det spændende, om Ole Karlsen, Poul Petersen og Frederik Lassen har et modtræk i Grenå om 4 uger :-)
Nå, tilbage til mit løb! 1,5 timer havde jeg et godt løb. Derefter var det slut med det sjove. Jeg havde brugt en nedløbsbakke kort før mål til at vinde gratis meter ved at lade kroppen 'falde' ned af bakken. Det måtte jeg opgive, da smerterne satte ind. Op ad de små stigninger trak det også i baglårene. Faktisk var jeg en ynk at se på, hvilket ovenstående foto tydeligt viser!
4,5 timer med tiltagende smerter i begge baglår og efterhånden også i højre læg gjorde, at jeg flere gange overvejede at trække mig ud af løbet. Jeg blev enig med mig selv om, at ved den første krampe ville jeg stoppe. Løbet var trods alt kun et slags testløb efter 6D - hvordan er formen?
I perioder måtte jeg sætte farten ned for at undgå kramperne, og da Kirsten kom bagfra på sidste omgang, var der ikke noget at stille op. Hun havde fået oplyst, at jeg førte med 1 min., da hun gik ud på sidste omgang, så hun havde noget at jage. Jeg havde ingen idé om, hvor tæt de nærmeste lå. Men selv om jeg havde vidst det, kunne jeg ikke gøre mere af hensyn til kroppen.
It ain´t over till the fat lady sings - eller tudehornet lyder, og med 8 min. igen overhaler Kirsten og vinder med mindre end 200 meter. Tillykke med sejren :-)
Britta Karlsson blev nr.3, 369 meter efter mig, så det var close race i kvindernes top 3.
Vi havde en fødselar med i løbet, så arr. havde sørget for lagkage og varm cacao med flødeskum, da vi kom i mål :-D
Omklædningen var et kapitel for sig. Når man balancerer på grænsen til kramper, skal der bare én forkert bevægelse til at det går galt. Så med kolde, ømme og 'nervøse' muskler var det en kunst at få det våde tøj af og tørt tøj på.
En lang jammer på vej til toget, fordi jeg havde svært ved at gå. Heldigvis fik Niels og jeg et lift til stationen af Jakob og Jørgen fra Falster. Tak til Niels for tålmodigt at høre på alle mine klager til Kbh. Han var nok glad for at skulle tidligt af toget :-/
I kupéen var også Sirus, Jesper H. og Helle. Helle havde ultradebuteret med 60 km. Jeg kan stadig huske 'hænderne-over-hovedet'-følesen, da jeg passerede marathondistancen på det første ultraløb. Det er en berusende følelse, og jeg håber, Helle fik fejret det i går aftes :-)
Da jeg gik i seng i går aftes, var det med sitrende muskler. Genopbygningen er i fuld gang. Stakkels krop. Den skal på hårdt arbejde i dag! Stive ben og jävla ondt i baglårene. Intet at mærke i forlårene.
“Pain is temporary. It may last a minute, or an hour, or a day, or a year, but eventually it will subside and something else will take its place. If I quit, however, it lasts forever.” Lance Armstrong.
And I didn´t quit...
FOTO: Jan Wolffgang. Lidelse i højeste potens. Jeg har ikke lagt kasketten endnu, så det er mindre end 4 timer inde i løbet. Der er LANG vej hjem!
FOTO: Charley Prødel. Top 3 fra ve. Britta, Kirsten og mig
Her kommer lidt mere om 'oplevelserne' fra Albertslund:
For pokker hvor har jeg ondt i baglårene i dag! Noget må jeg gøre rigtigt i spinningtimerne ;-)
Som skrevet kunne jeg mærke fra starten, at jeg havde gode ben, så der var ingen grund til at lægge ud i de planlagte 5.45-6.00/km. Det gik rigtig godt i begyndelsen. Jeg lagde mig hurtigt på 2.pladsen i løbet, ca.100 meter efter den førende Tracy Høeg.
Jeg kendte ikke Tracy Høeg på forhånd, men hvis jeg havde vidst, at hun løber marathon på 2.49, havde jeg nok været mere nervøs.
Råd nr. 1: Google dine modstandere, hvis du vil vinde en konkurrence.
Jeg havde ikke regnet med at løbe en podieplacering hjem, så det havde jeg ikke bekymret mig om.
Tracy holdt 1.pladsen, til vi passerede marathon i ca.3.43. Trods smerterne i baglåret lå jeg konstant ca.100 meter bag hende. Jeg kender ikke Tracy´s løbestil, så muligvis løber hun altid sådan, men lad mig alligevel bruge hende som eksempel på, hvorfor hun ikke gjorde mig urolig:
Råd nr.2: Lad være med at tjekke dit ur konstant og vend dig ikke om for at se, hvor din modstander ligger hele tiden. Det er alm.vis tegn på, at man føler sig presset. Noget en konkurrent elsker at se :-)
Efter 3 timer kom jeg op på siden af hende og lagde mig foran. Det irriterde hende, så hun satte farten op for at ligge nr.1 igen. Det gjorde vi et par gange, og da vi var tæt på målområdet, satte jeg farten op og løb over som nr.1 og gik i depot. Tracy løb videre!
Råd nr.3: Med mindre der kun er ½ time tilbage af løbet, lader man sig aldrig presse til at droppe et depotstop under et ultraløb!
Som sagt faldt Tracy tilbage efter 4 timer, og inden løbet var slut, havde jeg taget hende med en omgang. 6 timer er meget lang tid, og det kræver et godt kendskab til egen formåen og krop at holde 1.pladsen løbet igennem.
En, der kendte sit potentiale, var Kenneth Munk, der på forhånd havde sagt, at han ville løbe efter den danske rekord på 80,5 km. Han har tidl. løbet 100 km på 7.47. Som sagt, så gjort: 82,420 km. Nu bliver det spændende, om Ole Karlsen, Poul Petersen og Frederik Lassen har et modtræk i Grenå om 4 uger :-)
Nå, tilbage til mit løb! 1,5 timer havde jeg et godt løb. Derefter var det slut med det sjove. Jeg havde brugt en nedløbsbakke kort før mål til at vinde gratis meter ved at lade kroppen 'falde' ned af bakken. Det måtte jeg opgive, da smerterne satte ind. Op ad de små stigninger trak det også i baglårene. Faktisk var jeg en ynk at se på, hvilket ovenstående foto tydeligt viser!
4,5 timer med tiltagende smerter i begge baglår og efterhånden også i højre læg gjorde, at jeg flere gange overvejede at trække mig ud af løbet. Jeg blev enig med mig selv om, at ved den første krampe ville jeg stoppe. Løbet var trods alt kun et slags testløb efter 6D - hvordan er formen?
I perioder måtte jeg sætte farten ned for at undgå kramperne, og da Kirsten kom bagfra på sidste omgang, var der ikke noget at stille op. Hun havde fået oplyst, at jeg førte med 1 min., da hun gik ud på sidste omgang, så hun havde noget at jage. Jeg havde ingen idé om, hvor tæt de nærmeste lå. Men selv om jeg havde vidst det, kunne jeg ikke gøre mere af hensyn til kroppen.
It ain´t over till the fat lady sings - eller tudehornet lyder, og med 8 min. igen overhaler Kirsten og vinder med mindre end 200 meter. Tillykke med sejren :-)
Britta Karlsson blev nr.3, 369 meter efter mig, så det var close race i kvindernes top 3.
Vi havde en fødselar med i løbet, så arr. havde sørget for lagkage og varm cacao med flødeskum, da vi kom i mål :-D
Omklædningen var et kapitel for sig. Når man balancerer på grænsen til kramper, skal der bare én forkert bevægelse til at det går galt. Så med kolde, ømme og 'nervøse' muskler var det en kunst at få det våde tøj af og tørt tøj på.
En lang jammer på vej til toget, fordi jeg havde svært ved at gå. Heldigvis fik Niels og jeg et lift til stationen af Jakob og Jørgen fra Falster. Tak til Niels for tålmodigt at høre på alle mine klager til Kbh. Han var nok glad for at skulle tidligt af toget :-/
I kupéen var også Sirus, Jesper H. og Helle. Helle havde ultradebuteret med 60 km. Jeg kan stadig huske 'hænderne-over-hovedet'-følesen, da jeg passerede marathondistancen på det første ultraløb. Det er en berusende følelse, og jeg håber, Helle fik fejret det i går aftes :-)
Da jeg gik i seng i går aftes, var det med sitrende muskler. Genopbygningen er i fuld gang. Stakkels krop. Den skal på hårdt arbejde i dag! Stive ben og jävla ondt i baglårene. Intet at mærke i forlårene.
“Pain is temporary. It may last a minute, or an hour, or a day, or a year, but eventually it will subside and something else will take its place. If I quit, however, it lasts forever.” Lance Armstrong.
And I didn´t quit...
Hej Mai-Britt, først undskyld mit dansk, da jeg ikke har boet i Danmark i et år endnu... det var også derfor at jeg var lidt nervøs over at snakke med dig efter løbet. Og flot løb i øvrigt!
SvarSletJa. Det var mit første 6 timers løb. Jeg kunne simpelthen ikke overtale mig selv at løbe langsommere (og det var åbenbart for hurtigt for mig :)). Jeg kendte dig fra din blog i forvejen (og lærte om løbet herfra... tak for det!) så det var sjovt at se hvor du var i forhold til mig (ja, jeg kigger over skulderen hele tiden når jeg løber; det er bare min stil).
Jeg har også forfærtligt ondt i benene idag :).
Tak for din super blog og jeg glæder mig til vores næste løb sammen.
Med venlig hilsen,
Tracy Høeg
Hej Tracy
SvarSletDejligt at høre fra dig og fantastisk flot dansk :-)
Jeg håber ikke, du blev ked af, at jeg brugte dig som eksempel. Jeg vil jo gerne give lidt gode råd med på vejen til læserne, og nogle råd kan man bruge, og andre kan man ikke bruge.
Der er ikke noget forkert i at kigge sig over skulderen, hvis det er sådan man løber bedst. Faktisk kan man narre en konkurrent til at tro, man er presset ;-)
Du var meget stærkt løbende de første 4 timer, så med lidt mere struktur på løbet/administration af kræfterne, bliver du rigtig god på 6 timer. Med så god en marathontid kommer du over 70 km på en god dag! Lær af dette løb og tro på det :-)
God restitution...
Hej May-britt
SvarSletHyggeligt at møde dig i toget - har fulgt din blog i mange md. efter jeg selv besluttet at prøve kræfter med ultraløb.
Jeg fik ikke fejret min debut igår, var for træt og det er også først idag det er gået op for mig at jeg har løbet 60 km - min krop minder min nu også om det :-).
Har brug dagen idag til at gennem tænke turen og det var den sidste time, som voldte mig store problemmer, mit held var at jeg havde en løbemakker (jesper) med - det var en stor hjælp, selvom jeg vist skældte lidt ud på de sidste km - vi er dog stadig venner :-)
Under løbet tænkte jeg det gør jeg aldrig mere, men har idag besluttet at selvfølgelig er jeg da med til april.
Glæder mig til at hilse på dig igen ved lejlighed.
Mange hilsner Helle
Hej May-Britt
SvarSletTillykke med næstbedste resultat. Kan dog ikke lide, at du lader dig påvirke af andres løb. Løb dit eget løb og hold fast ved den strategi, du har planlagt på forhånd.
Ærbødigst fra Jan
Hej May-Britt
SvarSletHvor er det spændende at læse din beretning om løbet, så mange tak for den. Jeg var lige inde i går og se på resultatlisten, og i betragtning af dine tanker om løbet inden og forsigtige optimisme synes jeg da, at du løb et virkelig godt løb. :-) Og en podieplads!! :-D
Derudover er det jo vildt fascinerende at være med på "sidelinien", når man læser dine tanker, når du er i gang. For en som mig, hvis længste løb er et ½ marathon, er det jo ikke helt til at forstå, hvordan kroppen medvirker til et så langt løb for ikke at tale om den mentale del....
Mange hilsener
Katrine