Det første ultraløb

Baglårene er stadig lidt ømme, men nu kan jeg da i det mindste rejse mig op fra sofaen uden at jamre ;-) Jeg hørte i Chris MacDonalds film om Race across America, at kramper sidder i benene i op til 24 timer efter, de er stoppet. Nu blev jeg heldigvis forskånet for rigtige kramper, men mon ikke at løbe i grænselandet af kramper også har sin effekt? Det er meget underligt at have ondt i baglårene i stedet for i forlårene (hedder det det?). Det har jeg aldrig prøvet før. Bortset fra nogle strækøvelser får benene en hviledag. Det er ved at gå op for mig, at der er en del, der læser bloggen som inspiration til det første ultraløb. Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til alle, der hilser på, når jeg er ude til løb eller her på bloggen. I skal bare vide, at det går begge veje, og de seneste 1,5 måneder, hvor jeg har været lidt slidt mentalt, har det været en stor opmuntring at høre fra jer :-) Efter min mening er det vigtigste råd, man kan give en debutant: Løb dit eget løb! Alle har et vist antal marathons i bagagen og har derfor en idé om, hvad de kan klare tempomæssigt. De lange træningsture har også givet en fornemmelse af, hvor man føler sig bedst tilpas. Tempoet, hvor man føler, man kan løbe i en evighed. 6 timer er meget længere end et marathon, både fysisk og mentalt. Stiller man op med andre i samme løb, er det vigtigt at lave klare aftaler på forhånd. Man løber sammen, hvis det passer med tempoet.Det værste, man kan gøre, er at prøve at hænge på, hvis man er lidt nede. Det slider fysisk og mentalt. Det er ikke et nederlag at sige 'Bare løb, nu forsætter jeg i mit eget tempo'. Modsat skal man heller ikke føle sig begrænset eller forpligtiget, hvis man har ramt dagen med de gode ben. Så skal der løbes! For de fleste vil der være op- og nedture gennem et ultraløb. Selv om man i kortere eller længere tid må gå ned i tempo, er det ikke slut. Tværtimod kan man pludselig opleve, at energien, kampånden og de lette ben vender tilbage. Man kan også opleve det modsatte, men lad os nu være lidt optimistiske ;-) Derfor: giv ikke op, fordi det er hårdt, uudholdeligt og bare slet ikke kører. Der er en verden til forskel på at have kæmpet sig igennem et løb, overvundet sig selv og fuldført eller at have givet op på halvvejen. Man lærer langt mere om sig selv og sine grænser fra disse løb end fra dem, der går godt. "Don't dwell on what went wrong. Instead, focus on what to do next. Spend your energies on moving forward toward finding the answer" Denis Waitley Naturligvis er det bedst, at man har et supergodt løb med ny PR. Det bliver man høj af i flere dage. En 'hænderne-over-hovedet'-følelse :-D Under og lige efter det første ultraløb tænker mange: 'Det gør jeg ALDRIG mere'. Men bare rolig - et par dage efter begynder du at se i løbskalenderen, hvornår det næste bliver afholdt. Når du læser ovenstående, så husk at det er min personlige holdning til ultraløb. Nogle vil være enige med mig, andre uenige. .