Den tilbagevendende drøm

Jeg er ikke en person, der bruger tid og kræfter på situationer, der alligevel ikke løser sig. Jeg bliver trist i nogle dage og efterhånden udvikler det sig til ligegyldighed. Time to move on... Der er en drøm, der ikke kan holdes nede. Drømmen om Challenge Copenhagen 2010. Jeg havde begravet den lidt den seneste tid, men da jeg så Hawaii Ironman lørdag aften/nat, poppede den op som trold af en æske igen! Da age-gruppen blev sendt afsted, fik jeg kuldegysninger. Jeg tror, det er den følelse, mine ultraløbskolleger har, når de taler om Spartathlon. Følelsen af, at det må jeg bare prøve! Jeg ved ikke, hvorfor den ironman-drøm er så stærk. Det er ikke en livslang drøm, men det tror jeg hænger sammen med, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, at jeg kunne komme bare i nærheden at deltage. Min drøm var at løbe et marathon. Det kan jeg tydeligt huske, at jeg udtalte som teenager. Den drøm var skrinlagt i mange år, men det viser bare, at drømme dør aldrig helt. De ligger bare i dvale :-) Men hvis jeg vælger at deltage, sker det på bekostning af nogle andre ting. Det sker på bekostning af VM og 6 dages løbet. Amatørens lod er at måtte vælge, fordi økonomien sætter naturlige grænser. Det koster 3000 kr. i startbegyr i Kbh. Det er et KÆMPE skridt at tage fra det sikre 'ultraløb' til det meget usikre 'triathlon'. 2 nye sportsgrene, der skal læres fra bunden. Naturligvis kan jeg svømme og cykle til alm. brug, men det er jo en helt anden boldgade, når vi taler om konkurrence! Jeg er ikke helt overbevist om, at min landsholdskollega Frederik Lassen har ret, når han skriver til mig, at det er 'a walk in the park' at gennemføre en ironman, når jeg har løbet 588 km på 6 dage, men der er ingen tvivl om, at det giver trods alt en lille tiltro til projektet, at en rutineret triatlet tror på mig. At springe ud i det uvisse er altid svært, men det er jo trods alt kun sport :-) Hvis jeg vinder 3000 kr. i Lotto på lørdag, så tager jeg chancen. Det må da kaldes at lade skæbnen råde ;-) .