Fra venstre: Jesper Olsen, Lars Christoffersen, May-Britt Hansen, Per Brølling, René Vang Hansen. Billedet er taget foran teltet, som Lars og jeg delte. Bemærk de store vinduer ;-)
Spørgsmål fra Karina:
Noget jeg har tænkt på og som jeg har lyst til at spørge om er følgende: Tænker du nogensinde på hvad meningen er? Føler du ikke af og til at det er meningsløst? Og hvad gør du for at vende negative tanker til noget positivt? Jeg har jo slet ikke de erfaringer du har, men under nogle maratonløb, har jeg tænkt på - hvorfor jeg gjorde det? Det skete jo når jeg blev træt. Jeg har derfor tænkt om det ikke må være vildt hårdt fysisk og mentalt at løbe rundt og rundt på samme stræk så længe?
Svar:
Lad mig starte med den lette del først: jeg har intet problem med at løbe samme strækning, denne gang 730 meter, i 6 døgn og kun vende retning hver 12.time. Det er naturligvis en egenskab, man er nødt til at have som time-ultraløber.
Om jeg finder det meningsløst? Ja, på dag 2, som var min absolut mest kritiske dag, fandt jeg det totalt meningsløst! Det fremgår vist også af en sms til bloggen via Maren, hvor jeg skriver, at jeg bestemt ikke er multidagsløber. Det var efter ca.30 timer (Maren var i tvivl, om det var efter 73). Regnen væltede ned, og det blæste voldsomt. Med udsigt til 5 døgn mere var jeg godt nok ved at stå af! Tænkte at det jo var totalt latterligt at bruge sin sparsomme ferie på at løbe rundt om en sø. Tid, jeg burde bruge på mine børn, familie og de meget forsømte veninder.
Det tog mange, mange timer at komme ud af den krise, og den er klart den sværeste, jeg nogensinde har haft som løber, men det er jo sådan med passioner, at noget driver dig frem. Lysten til at komme ud over grænser, du troede eksisterede.
Da jeg endelig kom igennem krisen, vendte den aldrig tilbage. Andre kriser dukkede op, men det var de mere almindelige: kulde, manglende søvn osv.
Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål.
onsdag den 9. september 2009
Er det meningsløst?
Fra venstre: Jesper Olsen, Lars Christoffersen, May-Britt Hansen, Per Brølling, René Vang Hansen. Billedet er taget foran teltet, som Lars og jeg delte. Bemærk de store vinduer ;-)
Spørgsmål fra Karina:
Noget jeg har tænkt på og som jeg har lyst til at spørge om er følgende: Tænker du nogensinde på hvad meningen er? Føler du ikke af og til at det er meningsløst? Og hvad gør du for at vende negative tanker til noget positivt? Jeg har jo slet ikke de erfaringer du har, men under nogle maratonløb, har jeg tænkt på - hvorfor jeg gjorde det? Det skete jo når jeg blev træt. Jeg har derfor tænkt om det ikke må være vildt hårdt fysisk og mentalt at løbe rundt og rundt på samme stræk så længe?
Svar:
Lad mig starte med den lette del først: jeg har intet problem med at løbe samme strækning, denne gang 730 meter, i 6 døgn og kun vende retning hver 12.time. Det er naturligvis en egenskab, man er nødt til at have som time-ultraløber.
Om jeg finder det meningsløst? Ja, på dag 2, som var min absolut mest kritiske dag, fandt jeg det totalt meningsløst! Det fremgår vist også af en sms til bloggen via Maren, hvor jeg skriver, at jeg bestemt ikke er multidagsløber. Det var efter ca.30 timer (Maren var i tvivl, om det var efter 73). Regnen væltede ned, og det blæste voldsomt. Med udsigt til 5 døgn mere var jeg godt nok ved at stå af! Tænkte at det jo var totalt latterligt at bruge sin sparsomme ferie på at løbe rundt om en sø. Tid, jeg burde bruge på mine børn, familie og de meget forsømte veninder.
Det tog mange, mange timer at komme ud af den krise, og den er klart den sværeste, jeg nogensinde har haft som løber, men det er jo sådan med passioner, at noget driver dig frem. Lysten til at komme ud over grænser, du troede eksisterede.
Da jeg endelig kom igennem krisen, vendte den aldrig tilbage. Andre kriser dukkede op, men det var de mere almindelige: kulde, manglende søvn osv.
Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej May-Britt
SvarSletJeg synes at det er rigtig rigtig godt gået med din præstation til 6D løbet.
Skulderklap og thumbs up herfra
Hej May-Britt,
SvarSletFørst og fremmest tak for dit svar :)
Da jeg som det først så det foto du havde sat ind, tænkte jeg: dumt spørgsmål at stille,Karina!
Det tænkte jeg fordi det foto på én måde siger alt.
Alligevel tænker jeg stadig - er der teknikker man kan benytte for at komme over krisen/negative tanker og blive ved? Hvad gør du? Er det din stædighed, ære eller kærlighed til sporten, der får dig til at blive ved? Ja - det er det jo nok.
Men jeg kan jo forstå at andre knækker mentalt og går ud af et løb. Og jeg synes, det er interessant hvad der gør at nogen har det der skal til og andre ikke har?
Det er fantastisk at du kan!
Venlig hilsen Karina
Billedet snyder måske lidt, for det er taget før starten :-D
SvarSletHvordan man kommer igennem kriser er forskelligt fra løber til løber, så dette er bare min personlige vinkel.
Jeg har ingen speciel teknik, når jeg er helt ude i tovene uden nogen idé om, hvordan jeg skal komme tilbage! Mest af alt tror jeg, der er tale om stædighed. Jeg har første løb på bare 6 km haft den holdning, at jeg aldrig vil trække mig fra et løb med mindre, jeg er skadet! Det er for let at trække sig, fordi et løb går dårligt. Jeg tror på, at man lærer langt mere af de dårlige løb end af de gode, og det er på basis af disse erfaringer, man skal høste den personlige sejrs sødme. Jeg er ligeglad med, om jeg får en podieplads i et løb. Hvis jeg føler, at jeg har opnået et resultat, jeg kan glæde mig over, så er det en succes for mig :-)
I Göteborg så jeg folk, der gik de sidste 2-3 dage. Det er stædighed ud over alle grænser! De nægtede at give op på trods af, at de ikke orkede at løbe længere. Derfor oplevede jeg det som en personlig succes, at jeg faktisk havde kræfter til at løbe alle 6 døgn. Jeg var bestemt også nede at gå i lange perioder, men så kunne der pludselig komme en optur, hvor jeg kunne løbe 2-3 timer.
Tåbeligt eller imponerende? Det afhænger af det enkelte individs indfaldsvinkel...