søndag den 6. september 2009

Beretningen starter

Der er så meget at fortælle, og jeg må derfor dele beretningen op i flere indlæg. Det er umuligt for mig at skrive tingene kronologisk, så jeg har valgt at dele tingene op i emner. Desuden vil de komme i uvilkårlig orden, men jeg håber, at i stadig får et godt indtryk af løbet.
Først og fremmest vil jeg takke for de opmuntrende sms, jeg modtog under løbet. Maren sendte nogle få kommentarer videre fra bloggen, men de fleste har jeg først fået læst efter hjemkomsten. Tak for alle de pæne ord :-)
Løbet som helhed:
Baseret på de danske resultater må løbet betegnes som en stor succes, men det er afgjort ikke arr. skyld! Der var på forhånd lovet service i top, og det var langt fra tilfældet! Personligt er det sidste gang, jeg deltager i et løb, der er arr. af K-G. Jeg ved, at folk siger, at løbet i Hallsberg plejer at være i orden, men sådanne chancer tager jeg ikke.
Ankomst:
Fly til Göteborg, hvor K-G havde lovet afhentning, men der dukkede ingen bil op, så efter ½ time måtte jeg finde en måde at komme til mit hotel på. Ikke det nemmeste, når man ikke har undersøgt det på forhånd, så det tog 2 timer at komme til hotellet i et humør, der nærmede sig raseri, og faktisk var jeg parat til at tage hjem igen! Faldt lidt til ro og fik aftalt med Jesper at mødes ved banen en times tid senere.
Overnatning under løbet:
På vej til Slotsskogen mødte jeg René og Lars, der opfordrede til hurtigst muligt at finde en sengeplads, for der var alt for lidt plads til deltagerne. Der var sat nogle store telte op, men sengene skulle man selv sætte op, og det viste sig hurtigt, at der var for lidt plads til alle sengene. Det undrer mig, at de ikke var sat op på forhånd, så man vidste, der var plads til alle. Desuden var det lovede bord, stol og tæppe ikke-eksisterende!
René havde eget telt med, og Lars havde sat en seng op i et telt med store plastikvinduer i. Der var stadig en plads ledig, så den tog jeg. Hellere sove i et telt med vinduer end i et telt, hvor man faldt over senge, tøj m.m. Det kom til at fungere upåklageligt :-)
Ruten:
En meget smuk rute efter min mening. 730 meter rundt om 'Store Dammen'. Igennem en udendørs café med kager! I alle 6 døgn drømte jeg om den kage, jeg skulle spise, når løbet var slut. Efter mere end 800 runder kender man til hele udvalget :-D
Springvand i den ene ende af søen, men desværre stod det så yderligt, at når det blæste, og det gjorde det konstant, sprøjtede det ud på løberuten! Det var tændt fra kl.10-19, og det var koldt!!
Vildgæs, ænder og flamigoer i søen. Folk, der løbetræner. Familier på tur. Skolebørn. Masser at se på i dagtimerne.
Forplejningen:
Aldrig har jeg oplevet noget lignende!!! Depotbordet var under al kritik. Der var energidrik, vand og cola samt lidt brød. I perioder skulle man selv hælde væske op, fordi der ikke var bemanding i depotet. Man tror, det er løgn, men fra søndag kl.20 til mandag kl.08.30 var der intet at spise i depotet!!!!!!
Vores held var, at Andrea Möhr måtte udgå med shinsplints mandag morgen, for hun og hendes mand Norbert overtog depotet mandag nat, og så var der noget at spise og drikke hele natten :-)
De tog hjem om tirsdagen, og hvis ikke endnu en udgået løber, spanske Eduard Clemente, havde taget over, ved jeg ikke, hvad der var sket. Han var guld værd i depotet! Han arbejdede 24 timer i træk, før han undte sig selv det første hvil. Altid var der fyldt op med mad og drikke.
Den varme mad kl.12 og 18 var god og nærende, lavet af restauranten. Der var bare ikke bestilt nok af den, så man skulle holde sig til, når der blev serveret, ellers kunne man, som Lars erfarede den ene aften, nøjes med ris, fordi al gryderet var taget!
Jeg kunne blive ved, men orker det ikke. Tror i har fået et indtryk af, hvor dårligt det fungerede!
Vejret:
Næsten hele ugen var præget af regn og kraftig blæst! Eneste undtagelse var tisdag, hvor solen skinnede. Hårde forhold, men det kan man jo ikke laste arr. for
Mere følger...

1 kommentar:

  1. Det kan absolutt virke som om du og alle de andre danskene presterte toppresultater mot alle odds!
    Som du sier; det høres ut som ren løgn når du sier at mat- og drikkestasjonen var ubemannet i lange perioder - og det i et 6-dagersløp??!!

    Jeg ser frem til å lese mer om dine opplevelser May-Britt. Det er så godt å se at du skriver så ærlig. Da får vi nemlig frem sannheten :-)

    Mvh

    Bjørn Hytjanstorp

    SvarSlet