Hele Kommende-farmor-historien i weekenden fik mig totalt til at glemme 'Løbeklubben på Facebook's konkurrence om en løbetræneruddannelse til en værdi af 7.995 kr. Jeg skulle have indsendt en begrundelse for min ansøgning senest mandag d. 10. oktober, og da hovedet var i en helt anden verden, glemte jeg alt om det. ØV for at misse en chance til en god udd.
Mere opmuntrende var det at modtage en mail i går aftes. René, som jeg fik lokket med på 6 timers stafetholdet til 24RUN, har taget mod til sig og kaster sig ud som sololøber i Albertslund d. 30. oktober. Hver gang, jeg får en lille fornemmelse af at hjælpe løbere på vej mod nye mål, bliver jeg glad. Det er det, jeg kalder 'at give tilbage til sporten'.
Jeg er blevet spurgt, om jeg har lyst til at afprøve Powerade ION4 som energidrik under lange løb. Jeg har haft maveproblemer med den tidl. udgave under Cph. Marathon (2 gange oven i købet), og jeg har haft mit livs bedste marathon i Hamburg med samme drik, så jeg har selvfølgelig grebet muligheden for at teste den nye udgave. Det kommer der mere om, når afprøvningen går i gang.
Min ryg er i klar bedring! Det er nærmest uvirkeligt, at jeg i perioder faktisk er smertefri. Der er ingen tvivl om, at beslutningen om at gå ned i løbemængde og opprioritere styrketræningen har været helt rigtig. Det spændende bliver, hvad der sker, når jeg igen trapper løbetræningen op efter nytår.
Jeg har taget et irriterende fravalg. Jeg vil helst cykle på arbejde, men jeg må erkende, at min søvn er for dårlig, når jeg har været fysisk aktiv i 40 min., inden jeg skal sove om morgenen. De dage, hvor jeg tager toget, sover jeg nærmest som en bevidstløs, når hovedet rammer puden, mens jeg vågner med jævne mellemrum, når jeg har cyklet. Jeg har nu købt et månedskort fra på mandag, og så ser jeg, om det gør en forskel på længere sigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar