søndag den 2. oktober 2011

Natløb med 'Løbeklubben på Facebook'


Friske natløbere med pandelamper

I går aftes stillede 21 friske løbere op til 'Løbeklubben på Facebook's arr. i form af et natløb i Store Dyrehave, Hillerød. Initiativtager til turen var Lars Bergelius, der førte rundt på den permanent afmærkede rute  i skoven.

Lars havde tilbudt 2 distancer: 8,5 og 21,1 km, og det fordelte sig med 8 løbere på den korte rute og 13 løbere på den lange. Lars havde godt nok optalt os til 20 deltagere, men med mindre der er et spøgelse på billedet, kan jeg tælle til 21. Måske var der alligevel et spøgelse, for der skete mange sære ting undervejs!

Lars erfarede hurtigt (som Jesper og jeg også gjorde til Furesø Marathon), at selv om man har opgivet et løbetempo, er det ualmindeligt svært at holde sammen på gruppen, også selv om den kun er på 21 personer. Tempoet var opgivet til 5.30-5.40, så Lars havde indstillet sit ur på 5.35/km som rettesnor. Der gik ikke mange meter, før feltet var splittet, og det var nødvendigt med et par opsamlinger undervejs. Ikke at det betyder noget, for det vigtigste er naturligvis, at alle har en god oplevelse, og at alle kommer med hjem. Det viser kun, at det, der lyder meget simpelt, i realiteten er rigtig svært!

Datoen var fundet ud fra, at månen ikke måtte oplyse skoven, så det var nødvendigt med pandelamper. Til gengæld havde Vorherre sørget for en stjernespækket himmel, og 4-5 km uden på ruten, stoppede alle op for at slukke lamperne og kigger op på himlen. Her skete også turens mest dramatiske begivenhed: en deltager ville benytte lejligheden til at træde af på naturens vegne, men i mørket så han ikke, at der var en skrænt, som førte ned til et vandhul. PLASK - lød det. Alle fik tændt lamperne i en fart! Det kunne være gået rigtig galt, for der var 1-1½ meter ned, men heldigvis var det eneste, han slog, forfængeligheden. Han er en rutineret løber, der er vant til lidt af hvert, så han forsatte turen i godt humør.

Inden da havde vi haft 'besøg' at et spøgelse, der sprang frem fra buskene! Halloween er nær :-)

Ved 7,5 km samledes vi igen, og sagde farvel til de 8 løbere, der skulle lige ud og hjem i løbet af den næste km. Resten af gruppen forsatte op ad den næste bakke og ud i mørket. Jakob havde på eget initiativ indlagt et væskedepot omkring 10 km - tak for det.

Omkring 13-14 km ville en løber igen træde af på naturens vegne, og det trak åbenbart lidt ud, for da vi ville samle tropperne ved 15 km, var han pist væk! Øøhh, hvordan finder man en forsvunden løber, når der har været flere sving, siden han gik afsides??? Mens vi brugte nogle min. på at diskutere det, dukkede han heldigvis op af sig selv. Om han har løbet efter lysene, eller om han bare er stedkendt, ved jeg ikke, men jeg er sørme glad for, at det ikke var mig, der var i den situation, for jeg havde aldrig fundet tilbage til gruppen!

Vi satte i løb igen, og trods det reducerede antal løbere og kun 6 km hjem, blev gruppen igen opdelt, men uden flere uheld eller bortblevne personer. Alle kom i mål ved Overdrevsvej, hvor der ventede kanelsnegle, før turen gik hjem kort før midnat.

Tusind tak til Lars for et super initiativ. Han kom til at omtale ruten i en stille vinternat med nyfalden sne, så nu venter vi alle at modtage en invitation til en ny tur om et par måneder :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar