Ind imellem kan det være hårdt at være langt (meget langt!) fra topformen, og selvtilliden lider under ikke at kunne præstere som tidl. Det kræver mange indre dialoger at bestemme, om jeg ønsker at bruge den tid, det kræver at vende tilbage til tidl. tiders niveau. Hvis coachens forudsigelser holder stik, har jeg langt fra indfriet mit potentiale som ultraløber, men det er mange timers træning hver uge, for der er efter min mening ingen short-cuts til ultraløb. Ingen 'Lars Bom'-metode med kort og intensivt. Der skal trænes udholdenhed, og det sker kun på én måde: lange træningsture!
Det er ikke let at holde målet for øje, når man slås med en besværlig ryg, men jeg kan mærke, at jeg ikke er parat til at opgive kampen endnu. Jeg vil stadig gerne løbe ultraløb, og jeg vil stadig gerne prøve at få en plads på næste års landshold. Men det kræver, at jeg ikke undergraver min mentale styrke ved negative tanker, fordi jeg ikke kan løbe hurtigt eller langt for tiden. I stedet for skal jeg være glad for de små fremskridt som i dag, hvor jeg kunne løbe 13 km, før lænden begyndte at stivne. Fremgang på 5 km i forhold til sidste uges 8 km. Jubii.. :-/
For at skåne ryggen holder jeg tempoet på 5.45-6.00/km, og så er der jo god tid til at nyde det forrygende solskinsvejr og den smukkeste efterårsskov. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og - May-Britt tag dig nu sammen! - der er jo folk, der slet ikke kan løbe!
Hej MB
SvarSletKan meget meget godt følge dig og at det er en svær beslutning. Som måske ikke skal tages lige nu hvor kroppen driller. Tror på du kan endnu, hvis ryggen ellers vil. Håber jeg for dig.
Det er svært at forholde sig til ikke at være ultra løber mere, men det er slut for mit vedkommende. Men den indre dialog køre stadig på mine korte ture.....så et kort ultraløb da....smiler ad mig selv, for der er meget lang vej tilbage for mig.
Nyd turene nu, pas på dig selv og god træning.
Tak Tina :-)
SvarSletJa, du kender jo alt til at blive slået tilbage til start af sygdom! Men vi er et par ukuelige optimister, du og jeg, og er vi ikke aktive på den ene måde, er vi det helt sikkert på en anden. Vi skal sørme nok klare os med vores stædige ultraløber-sind!
God bedring til dig :-)
May-Britt