mandag den 24. oktober 2011

De røde Kinder

Sådan noget xxxxx (slettet af censuren)! Den nerve, der tilsyneladende er blevet irriteret under torsdagens bodycombat, generer stadig. Faktisk så meget at dagens træning kun har bestået af strækøvelser. Det føles som om, den 'krøller sammen', når jeg løber. Jeg behøver vel ikke at skrive, at jeg ikke skal deltage på holdet i denne uge.

Det er lige det, der mangler få dage før 6 timers løbet i Albertslund. Det er slemt nok, at konditionen lider under den øgede mængde styrketræning. Min udholdenhed er i frit fald, og jeg må være tæt på at ramme bunden. Der venter allerede nu et stort genopbygningsarbejde forude, og jeg overvejer, om det simpelthen er for lang snor at give styrketræningen topprioritet indtil nytår. Til den tid kan jeg vel knapt løbe 5 km i anstændigt tempo!

Jeg stiller stadig op på lørdag for Løbeklubben på Facebook. Jeg skrev for en måneds tid siden, at startnr. er vundet gennem en konkurrence på FB, men egentligt var det ikke mig, der vandt, men en af mine første løbevenner fra Jylland.

Tom Pedersen fra Vammen tilsluttede sig den lille løbegruppe, som Lene fra Ryomgaard og jeg havde startet på Dourun kaldet 'De røde Kinder'. Det var en online-gruppe, hvor vi kunne følge hinandens træning samt komme med kommentarer. Den blev startet, da jeg havde løbet et års tid og stadig tullede rundt på 5-7 km 1-3 gange om ugen. Eneste krav for at kunne blive optaget i gruppen var, at man fik røde kinder af at løbe. Vi fik lavet en flot T-shirt, som jeg desværre har mistet under flytningen sidste år, ellers havde i fået et billede af den.

Selv om 'De røde Kinder' ikke har været aktiv i flere år, har jeg holdt forbindelse med Tom vedlige, og bl.a. har jeg besøgt familien, da jeg løb mit første 24 timers løb i Viborg i 2007. Tom kan af helbredsmæssige årsager ikke selv løbe i Albertslund, så han tilbød mig at overtage gevinsten. Tak Tom og god bedring.

For mig havde det en rigtig god effekt at være med i gruppen. Det holdt mig til ilden med træningen og lagde bunden for den træning, der pludselig eksploderede i mængde i dec. samme år, da jeg rendte ind i coachen for første gang. Man kan stadig oprette grupper under 'Løber til Løber', hvor man opretter en 'Løbedagbog', som kan følges af de andre medlemmer i den gruppe, man tilmelder sig eller selv opretter. Vores gruppe blev hurtigt fyldt op med de 20, vi valgte, der var plads til, og der var masser af aktivitet. 'De røde Kinder' er et dejligt minde om min tid som nystartet løber :-)

5 kommentarer:

  1. Hejsa May-Britt
    En hilsen fra mig skal du have - du kan tro De røde Kinder bliver også husket her. Gitte og jeg har stadig vores trøjer og jeg ved med sikkerhed at Torben Hoberg fra Randers både har trøje og korte røde tights endnu.
    Jeg håber det bedste for dig på lørdag - alt det gode vind fra mig. Jeg hepper herfra.
    Knus fra Tom

    SvarSlet
  2. Jepper, Torben lufter stadig sine røde tights og også blusen en gang imellem.

    Her ses han bla til sidste års dobbelt i Randers (billedet er cirka midt på siden)

    http://marathon.like2run.dk/marathon/index.php/foto/dobbelt-randers-kl-07

    God vind og held og lykke med træning til jer alle

    SvarSlet
  3. Har forøvrigt tit undret mig over hvor "De røde kinder kom fra" men har aldrig fået spurgt Torben - men nu har jeg altså fået svarer herinde i stedet for

    SvarSlet
  4. Øv, jeg havde håbet, man kunne se ryggen af trøjen på billedet. Det er nemlig der, 'klubmærket' sidder :-D

    Måske Tom eller Hoberg kan maile mig et billede, som jeg kan bringe?

    Mvh, May-Britt

    SvarSlet
  5. Så skal jeg lige tjekke gennem rodebunken af digitale billeder. Heg har set ryggen af den trøje og mener også at jeg er stødt på et billede af den.

    Ellers spørger jeg lige ham selv ved lejlighed
    /Jesper

    SvarSlet