Pernilles kommentar

Sommetider får jeg nogle kommentarer, der sætter tankerne i gang, og det er jeg meget glad for. Både fordi det viser, at der er nogle, der reflekterer over, hvad jeg skriver, men også fordi jeg har mulighed for at få en anden synsvinkel på nogle ting. Måske er der ind imellem noget, jeg glemmer at følge op på eller bare får udtrykt forkert.

Derfor vælger jeg at hive Pernilles kommentar fra lørdagens blog frem, så jeg kan komme med en mere uddybende forklaring.

Hej May-Britt
Jeg kender dig jo ikke personligt, men her kommer nogle tanker jeg gør mig, når jeg læser det du skriver:
Du skriver tit at du er ubeslutsom og har svært ved at prioritere. Det kan selvfølgelig skyldes at der er så mange ting, du gerne vil. Men kunne det måske også skyldes at du lider en lille smule af præstationsangst?
Som udenforstående kan det i hvert fald godt se ud som om, at der hvor du for alvor begynder at tøve er, når du kommer lidt ud på dybt vand og ikke ved om du kan gøre det godt nok. Det virker til at du føler dig tryg i 'ikke-specielt-konkurrenceprægede' ultraløb, men når vi snakker PR-forsøg, landsholdsdeltagelse eller triathlon-drøm begynder du hurtigt at hive i land.
Det er naturligvis fuldstændigt dit valg og jeg er sikker på vi er mange, der vil synes det er spændende at følge dig uanset om du træner mod Ironman, 100 km løb eller en ny fantastisk PR. Det ville bare være ærgeligt hvis det er tvivlen for om man kan gøre det godt nok, der bliver bestemmende for hvad du gør:)
Men jeg håber du får en rigtig god sæson, - uanset hvad du vælger:)
//Pernille

Det er en meget skarp iagttagelse Pernille ;-)

Der er sikkert andre, der undrer sig over mine skiftende udmeldinger. Først vil jeg sige, at det jo er en sideeffekt af at blogge dagligt. I får alle overvejelserne med. Jeg tror såmænd ikke, jeg er den eneste løber, der tænker 'skal - skal ikke' om diverse løb. Mange melder bare først ud, når de er 100% sikre og har sendt tilmeldingen.

Lad mig begynde med den nemme del: triathlon. Det er stadig en drøm, men en drøm jeg nok opgiver - eller i hvert fald har sparket til hjørne. Jeg er nemlig ikke sikker på, at min ryg kan klare 180 km cykling i foroverbøjet stilling. Jeg har ikke skrevet ret meget om min ryg i denne omgang, men den har voldt store problemer de seneste måneder.  Jeg har det meget svært med at bøje mig forover for tiden, og f.eks. kan jeg ikke tage sko og strømper på uden at sidde ned. Så cykling i timevis er out...

Den svære del er spørgsmålet om min 'comfortzone', og du har fuldstændig ret i, at jeg har meget svært ved at melde ud, hvis jeg går efter et godt resultat. Jeg er nok lidt bange for Nemesis. Det krævede stor overvindelse, da jeg i forbindelse med Hamburg Marathon i april skrev, at coachen havde givet ordre om fuld skrue, vel at mærke før løbet. Det gik jo godt, så måske er der ikke så meget at være bange for?

Netop dette punkt er sommetider grund til overvejelser, om det er en god idé at blogge. Hvis jeg nu kunne løbe i al ubemærkethed, så lagde jeg ikke noget pres på mig selv. Jeg prøver at fortælle mig selv, at godt nok glæder folk sig på mine vegne, når det går godt (og tak for det!), men dybest set ændrer det jo ingenting for nogen som helst andre end mig.

Det pudsige er, at jeg på et tidspunkt havde et indlæg om at turde melde ud. At man tør lægge pres på sig selv, og at en udmelding overfor omverdenen gør, at det er vanskeligere at trække sig, når det er hårdt, og det gør vanvittigt ondt. Måske der ligger et nytårsforsæt her?

Med hensyn til landsholdet vil jeg sige, at jeg er indstillet på og vil meget gerne deltage, hvis VM løbes i Europa næste år. I år valgte jeg at trække mig til fordel for GUCR, hvilket jeg ikke har fortrudt. Imidlertid lå der både løbemæssige og personlige grunde til min beslutning.

En ting kan jeg med sikkerhed sige: jeg har endnu ikke trukket mig fra et løb pga. præstationsangst, og det er ikke det, der bliver bestemmende for hvilke løb, jeg deltager i. Der er bare nogle løb, jeg ved nærmere eftertanke vælger fra af den ene eller anden årsag. Bl.a. lægger økonomien en naturlig begrænsning.
Jeg kunne selvfølgelig være lidt mere tilbageholdende med at melde ud omkring mine løb, til jeg har truffet den endelige beslutning, men så er jeg bare ikke sikker på, at det er den blog, jeg gerne vil have.

Så tak for din kommentar Pernille. Der er stof til mange timers overvejelser på de fremtidige træningsløb, og måske bliver jeg mere modig undervejs :-)