lørdag den 11. december 2010

Der hvor hjertet er...

Den menneskelige hjerne er en underlig størrelse. Bedst som man tror, at man har truffet en beslutning - en stensikker beslutning - sniger tvivlen sig ind.

Er jeg nu sikker på, at jeg vil hive et helt år ud til marathon? Når nu hjertet banker for ultraløb...

Ikke så snart har jeg meldt ud, at jeg ikke går all-in på coachens oplæg, før jeg spekulerer på hvilke ultraløb, der kan passes ind! Skal jeg ikke snart løbe mit første 100 km løb?

Og så er der 6 dages løb i England  til sommer. Jeg, som aldrig skal løbe 6 dages løb igen! 2. dagen i Göteborg spøger stadig som den mentalt hårdeste dag, jeg nogensinde har haft under et løb. Jeg havde så hamrende ondt i hofterne på 5. og 6. dagen. Fødderne, der brændte i 2-3 uger efter løbet, som om der var udført stokkeslag af torturlignende karakter. Hvad f.... er der galt med mig, når jeg stadig drømmer om at bryde 600 km-grænsen??? Og regnen kan vel ikke sile ned i 5 ud af 6 dage som i Sverige?

Göteborg 2009. Løbets eneste solskinsdag var tirsdag.
(Foto: en svensker, jeg desværre har glemt navnet på)
 

2 kommentarer:

  1. Hej May-Britt

    Jeg kender dig jo ikke personligt, men her kommer nogle tanker jeg gør mig, når jeg læser det du skriver:

    Du skriver tit at du er ubeslutsom og har svært ved at prioritere. Det kan selvfølgelig skyldes at der er så mange ting, du gerne vil. Men kunne det måske også skyldes at du lider en lille smule af præstationsangst?

    Som udenforstående kan det i hvert fald godt se ud som om, at der hvor du for alvor begynder at tøve er, når du kommer lidt ud på dybt vand og ikke ved om du kan gøre det godt nok. Det virker til at du føler dig tryg i 'ikke-specielt-konkurrenceprægede' ultraløb, men når vi snakker PR-forsøg, landsholdsdeltagelse eller triathlon-drøm begynder du hurtigt at hive i land.

    Det er naturligvis fuldstændigt dit valg og jeg er sikker på vi er mange, der vil synes det er spændende at følge dig uanset om du træner mod Ironman, 100 km løb eller en ny fantastisk PR. Det ville bare være ærgeligt hvis det er tvivlen for om man kan gøre det godt nok, der bliver bestemmende for hvad du gør:)

    Men jeg håber du får en rigtig god sæson, - uanset hvad du vælger:)

    //Pernille

    SvarSlet
  2. Hej Pernille

    Tak for din meget relevante kommentar. Der er sikkert andre, der stiller sig selv det samme spørgsmål, så jeg vil meget gerne besvare det senere i dag i et blog-indlæg.

    Nogle ting er der en simpel forklaring, men du har ret i dine betragtninger langt hen ad vejen.

    Tak fordi du hænger på uanset :-)

    SvarSlet