Jeg var alt for urutineret som løber, da jeg begav mig ud på mit første marathon. Anede ikke hvor meget træning, det krævede og gik derfor fra halvmarathon til marathon på 6 uger. Fuldførte i stormvejr og løbende hele vejen i tiden 4.07.10 under 'Kalundborg Vintermarathon' d. 14.01.2007. Imponerende? Måske, men jeg savner den proces, i nu skal igennem. Glæden, den svigtende selvtillid, uovervindeligheden, op- og nedture.
Mit held blev, at jeg havde talent for ultraløb, og jeg har derfor gennemlevet processen frem mod det første 24 timers løb, men på en eller anden måde er det ikke det samme.
Skridtet fra halvmarathon til den fulde distance er kolossalt. Et skridt, man kun kan tage én gang. Giv derfor dig selv den tilfredsstillelse at lave træningen og fuldfør med stil. Ikke noget med at snige dig igennem bare for at sige, du har deltaget i et marathon. Når du skal gøre det, skal du gøre det ordentligt. Det skylder du dig selv, og det gør, at du med stolthed kan prale for tid og evighed, for børn børnebørn og oldebørn om dengang du løb det første marathon. Der er s.. ikke meget pral over at have gået halvdelen af løbet!
Hvis du ikke ved, hvordan misundelses grimme ansigt ser ud, så er det nok ca. sådan her:
hmm
SvarSletJeg har nu også ofte været misundelig på dig, din dedikation, vilje og talent. Og jeg tror ikke jeg er den eneste.
Så vi går nok alle og er lidt småmisundelige på hinanden, på den gode måde :)
Kh Karina