I morgen kl. 06.30 går starten til årets EM/VM i 100 km løb på Gibraltar. Ruten er en 5 km rundstrækning, og det gælder naturligvis om at komme først over målstregen.
Fra Danmark deltager Charley Prødel (arr. af det netop afholdte Cph 6 timers løb), Ole Karlsen, Poul Petersen samt Peter Paldan. Kenneth Munk, der satte dansk rekord med 6.57.35 i april, har meldt fra til mesterskabet. Han ville bare prøve distancen af (sådan skal det så gøres!), og han vil fremover hellige sig marathondistancen. Desværre har vi pt. ingen kvindelige landsholdsløbere.
Selv på en rigtig god dag kommer der ingen danskere på medaljeskamlen, for guldet vil formodentligt gå i en tid på 6.30-6.45 timer. Disse mænd er hurtigere end deres egen skygge!!
Mit håb er, at svenske Jonas Buud (PR 6.41.49 sat i sidste års mesterskab) tager VM-titlen. Den forsvarende mester fra Japan stiller ikke op, så måske Jonas tager det sidste skridt op på skamlen og vinder guld? Dermed vil han også forsvare sit europamesterskab. Two for the price of one :-)
Jonas seneste sejr var i Swiss Alpine 78 km (som mange danskere har løbet), hvor han vandt i tiden 5.49.11.
Der kommer live updates fra løbet på den internationale ultraløberorganisation IAU´s hjemmeside Klik på 'Live coverage'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar