At vælge med hjertet

Der er helt sikkert nogle, der undrer sig over, at jeg vælger NYC Marathon fremfor VM. Der er vel ikke noget, der er større end at løbe på landsholdet?

Mit fravalg kan sagtens være farvet af, at jeg har deltaget 2 gange i VM og begge gange med et dårligt resultat pga. skader. I Seoul opstod den under løbet, der foregik på beton - verdens værste underlag! I Bergamo var der givet grønt lys fra egen læge, men, som en MR-scanning efterfølgende viste, løb jeg med en skade i hælen, der kunne have kostet mig en operation og langvarig pause. Måske er jeg bare ikke mesterskabsløber?

Jeg vil langt hellere være en oplevelsesløber. En, der deltager, fordi den personlige oplevelse overskygger æren ved at deltage. I år valgte jeg GUCR fremfor VM, fordi idéen med at løbe langs Grand Union Canal lød tillokkende, og så pirrede det mig naturligvis, at det indtil da kun var lykkedes en dansker at fuldføre løbet. Jeg blev den anden og samtidigt den første nordiske kvinde, der fuldførte. Det er der også en slags ære i, selv om jeg nok er den eneste, der husker det :-)

Næste år vælger jeg at bruge det meste af løbebudgettet på turen til NYC. Da jeg så løbet for 3 år siden i TV sammen med Jesper, var jeg solgt! Stemningen, blandingen af elite og motionister, sightseeing i løb gennem 5 bydele. Byen, der aldrig sover. Must do some day! I år har jeg løbet en tid, der giver mig direkte adgang, og så vælger jeg at springe til. Jeg kan ikke tillade mig at ignorere, at jeg har en dårlig ryg. Jeg har haft diskusprolaps 2 gange. Hvem ved, om jeg en dag ikke kan løbe langdistance længere? Så vil jeg ikke sidde tilbage og fortryde, at jeg ikke valgte de løb, der talte til mit hjerte.

Det betyder ikke, at jeg for tid og evighed udelukker landsholdet. Det betyder, at lige nu er der løb, der er vigtigere for mig at deltage i. Hvis der bliver penge til det, løber jeg gerne VM, men desværre ser det ikke ud til, at tipsmidlerne hjælper mig på vej. Jeg vandt 34 kr., og det kan jeg kun komme til lufthavnen for...