Det blev ikke danskernes dag i Oslo. Det bedste resultat stod landsholdsløber Anne-Marie Rossen for, da hun vendte tilbage fra en langtidsskade på 1½ år med ny PR på 194,785 km og en 3. plads. Det er et solidt comeback, så et stort tillykke til Anne-Marie.
Hun blev samtidigt bedste dansker, da nr. 2 blev Søren 'RaSor' Raarup med 186,479 km. Landsholdsløberne Leon Hansen og Lars Christoffersen stoppede begge tidligt i løbet, og det samme gjorde Alex Henriksen, der har den danske rekord på 245 km, sat i 2004.
Det var også løbet, hvor Niels Høg Henriksen, der hjalp mig og Jesper i Brugg, skulle debutere på 24 timer. Set fra sofaen så det rigtig godt og stabilt ud, da Niels rundede 100 km på ca. 10.15 timer. Derefter gik der kun få min., før jeg modtog den triste sms, at han havde store smerter i knæet. Som om der sad en kniv, og desuden var det voldsomt hævet!
Jeg ved nærmest intet om knæskader, så jeg skrev med det samme til Jesper, der lynhurtigt kunne stille en 'måske'-diagnose: menisken. Niels blev beordret i pit 1 time for at hvile knæet, og det indløste ingen protester, da han ikke længere kunne træde igennem på benet. Pausen bragte ingen bedring, og da han ikke længere kan strække benet ud, tyder alt på, at Jesper har ret. Der var kun én ting at gøre: smide nummeret!
Det var sindssygt ærgerligt, for Niels var supergodt forberedt fysisk og mentalt, men desværre er det ikke nok i ultraløb. Man skal også kunne holde sig skadesfri (eller rimeligt skadesfri) under den langvarige belastning.
Om skaden er opbygget under træningen og først bryder frem under løbet, eller han har fået et vrid i knæet undervejs, ved jeg ikke. Det er en kæmpe belastning for knæet at løbe samme retning på en 545 meter rundstrækning i 10 timer. På Bislett skifter man retning efter 12 timer. Derfor er alfa og omega i ultraløb 'at lytte til kroppen' hele tiden og foretage små korrektioner, så snart man mærker begyndende gener et sted.
Niels gjorde et eneste fornuftige, da han smed sit nr. Der er ingen grund til at pådrage sig en langvarig skade for et middelmådigt resultat, selv om der er tale om et debutløb. Der venter formodentligt 2-3 måneders skånetræning inkl. styrkeøvelser af knæet.
De, der tror, at 24 timers løb er hamrende kedeligt, kan godt tro om igen. Bare se hvad man kan nyde synet af, hvis man er heldig ;-)
Steve Holyoak Foto: Ole Arne Schlytter |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar